Kombinationen gamle mænd versus unge kvinder kan give nogle ganske interessante spændinger, som det er tilfældet i Roger Michells nyeste film, “Venus”. Manuskriptet er skrevet af Hanif Kureishi, der i bogform er kendt for at være særdeles skarp i sine betragtninger.

Skønhedsgudinden åbenbarer sig for Maurice i form af hans vens meget unge niece, Jessie, der er på besøg hos sin onkel for at gøre karriere som model i London. Maurice og vennen Ian befinder sig begge i de sidste år af deres levetid. De er begge to skuespillere, Ian pensioneret, Maurice, derimod, har af og til småroller i film – han er blandt andet rigtig god til at spille lig. Hvor Ian ser sin unge niece som et forstyrrende element i sit daglige trummerum, er hun en åbenbaring for Maurice. Hun vækker både hans slumrende seksualitet og nærværende ensomhed, og han tilbyder gladeligt vennen at tage pigen med ud i byen og hjælpe hende med karrieren, så vennen kan få lidt fred og klemt en ekstra middagslur ind i dagsprogrammet.

Maurice tager Jessie med på museer og i teateret, mens hun hiver den gamle mand på natklub og lærer ham at drikke Bacardi Breezers en masse. Mellem dem spirer der et skrøbeligt venskab, der konstant sættes på prøve i takt med, at Maurice får mere og mere lyst til den unge pige, og hun betages af hans gavmildhed. Et par øreringe giver ham måske lov til at kysse hende på halsen og så videre. Grænserne mellem erotik, udnyttelse og venskab bliver mere og mere udflydende på trods af, at Maurice er helt og aldeles impotent efter en prostataoperation, og hun har fundet sig en mand på sin egen alder.

Peter O’Toole er efterhånden ved at være en ældre herre, men han er heldigvis stadig meget aktiv i sin karriere, og det kan “Venus” i den grad være taknemmelig for, for der er langt mellem de skuespillere, der kan bære en hel film på deres skuldre, som han kan. Han er uden tvivl filmens altfavnende midtpunkt. Han spiller rollen som Maurice med sådan en stilfærdig oprigtighed, at de øvrige medvirkende suges ind i hans virkelighed. I en imponerende debut ser vi den unge Jodie Whittaker, der som Jessie er et perfekt modspil til O’Tooles skrøbelige Maurice.

“Venus” kan virke kontroversiel, netop fordi den ikke lægger skjul på, at hovedpersonen ikke bare har fået en ven han kan gå ture med. Nej, han er dybt forelsket i den unge pige, og vil gøre alt for at få en duft, et kys eller et kærtegn. Han lader sig åbenlyst fuppe, bare for at få et smil og lidt taknemmelighed. Jessie kender hele tiden den gamle mands intentioner, og hun kan ikke lade være med at tilfredsstille ham. I en scene sidder de overfor hinanden, og hun stikker fingrene ned mellem benene og tilbyder derefter Maurice at lugte til hendes hånd – hvilket han selvfølgelig ikke kan modstå. Det er forfriskende at se en film, der er ligefrem og ærlig og slet ikke bange for at fremvise nogle af kærlighedens mere aparte former.