Hånden på hjertet, kære Rocky-fans – hvor mange af jer havde spået, at Sylvester Stallones forsøg på at genoplive den gamle franchise med sagaens dermed sjette kapitel, “Rocky Balboa”, ikke ville blive det allersidste søm i den afdankede, forhenværende megastjernes kiste? Ærligt talt lugtede ideen om endnu en film i serien langt væk af desperation og kommerciel opportunisme – især eftersom den femte film i rækken var en kedelig, uengagerende affære. Men “Rocky Balboa” er vitterligt en overraskende rørende, dejlig sober og endda inspirerende film.

Stallone skabte nævefægteren Rocky Balboa tilbage i 1976, og forbindelsen mellem den fiktive bokser og den virkelige skuespiller er ikke til at tage fejl af. Begge udvandrede fra intetheden og blev hurtigt regnet blandt de største indenfor deres respektive professioner. Her i “Rocky Balboa” er det ofte svært at spotte, hvornår Stallone spiller skuespil, og hvornår han egentlig bare er sig selv. Det er historien om en mand, som ønsker at kæmpe sig tilbage i rampelyset – ikke for at tilegne sig letkøbt berømmelse, men for at bevise (mest over for sig selv), at han stadigvæk har evnen. Stallones tydelige, reelle og smitsomme entusiasme for projektet synes at bekræfte, at Rockys gejst og iver deles af skuespilleren, som portrætterer ham.

Filmen er ikke særlig original, og der er få store overraskelser – hvilket på mange måder er den første “Rocky”-films skyld, da den støbte skabelonen for den moderne fra-skrot-til-slot historie. Vi har før set film takle besværlige forhold mellem fædre og sønner, søde romancer mellem forskelligartede sjæle, historier om mænd og koner, der besøger deres afdøde samlevers begravelsesplads og taler til gravstenen osv. Men Stallone ved præcis, hvilke knapper, der skal trykkes på, og hvordan og hvor længe. Et særligt kendskab til serien er ikke engang påkrævet.

Hver eneste skuespiller leverer varen, og hver eneste karakter fremstår nuanceret og troværdig. Især Stallone er spektakulær. Rockys modstander i denne omgang, Mason Dixon (Antonio Tarver), er heldigvis ikke nogen endimensional galning, og så var filmen også en af sidste års absolut flotteste – det primært håndholdte og kølige, men attraktive look er med til at styrke filmens allerede stærkt jordbundne, troværdige udseende, som gør “Rocky Balboa” mere vedkommende.

Uden at afsløre for meget, så er filmens endegyldige konfrontation mellem Balboa og Dixon en perfekt understregning af filmens centrale budskab: det er ikke kampen, som er det vigtige, men bare det, at kampen tages op. Stallone har i årevis udtrykt et ønske om at runde serien ordentligt af, og det er i den grad lykkedes. Det føles næsten underligt at indrømme det, men måske er der alligevel god grund til at se frem til “Rambo 4”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmens grynede og lettere rå look tjener historien godt, og fotografen J. Clark Mathis’ optagelser præsenteres hæderligt på udgivelsen. Farverne fremstår tilpas kolde og matte, alt imens de forbliver naturtro. Udtværing, edge-enhancement og digital støj er der ingen alvorlige tilfælde af, kontrasten er solid, og selvom billedet godt måtte have været en tand skarpere, er det aldrig decideret blødt.

Men transferet byder desværre på et uheldigt interlacing-problem. Det er tydeligst under panoreringer og sceneovergange, hvor bevægelserne i billedet synes at hakke en anelse, og en billede-for-billede analyse afslører, at bevægende objekter ofte efterlader et visuelt ekko. Visse enkelt-frames byder også på en blanding af to scener. De fleste tv’er kan kompensere for problemet, men progressive computerskærme vil være sværere at se filmen på. Men selv hvis man ser “Rocky Balboa” på tv, vil man ikke kunne undgå de hakkende bevægelser og svage billedekkoer. Interlacing-problemet plager også ekstramaterialet.

[b]Audio[/b]

Der er derimod intet i vejen med discens formidable Dolby Digital 5.1 eller DTS 6.1 lydspor. Forskellen på sporene er forholdsvis ubetragtelig. Dialogen kommer klart og tydeligt igennem, og Bill Contis musik og sangene får også lov til at folde sig godt ud. Kanalnetværket udnyttes fint til at skabe en opslugende, omfattende atmosfære. Baghøjtalerne bliver ikke misbrugt til at bombardere seeren med lyde, og heldigvis bliver de mange bokseslag ikke suppleret med så megen auditiv punch, at troværdigheden fordufter.

[b]Ekstramateriale[/b]

Kommentarsporet med Sylvester Stallone er ganske fint. Under visse scener tager han sig selv i bare at sidde og nyde filmen, men i løbet af de godt og vel 100 minutter, filmen varer, disker han op med adskillige fine anekdoter og analyser. Han taler for det meste om karaktererne og plottet, men han taler bl.a. også om brugen af kamera, lys og musik, og så kan Stallone også bekræfte, at der er en Director’s Cut udgave af filmen på vej.

Der er i alt otte slettede scener inklusiv en alternativ slutning. Netop hvad der er ‘alternativt’ ved denne slutning i forhold til den originale, bliver desværre afsløret på udgivelsens omslag, så undlad at nærstudere coveret, før filmen er blevet set. Den alternative slutning er ikke nær så poetisk eller mindeværdig som den originale. Tilsammen varer scenerne omtrent 25 minutter, og her er faktisk flere guldklumper, såsom en scene hvor Rockys ven og afdøde kones bror, Paulie, bryder sammen.

Der er tre featuretter: “Skill vs. Will: The Making of ‘Rocky Balboa'” (18 min.), “Reality in the Ring: Filming Rocky’s Final Fight” (16 min.) og “Virtual Champion: Creating the Computer Fight” (5 min.). De to sidstnævnte dokumentarer handler selvsagt om specifikke scener i filmen – nemlig den computergenererede kamp og filmens sidste dyst. Begge byder på fine, indsigtsfulde interviews og interessante ‘behind-the-scenes’ optagelser. Vi får bl.a. at vide, at hvert eneste slag, der figurerer i filmens sidste kamp, er ægte. “Skill vs. Will” giver én et lidt mere bredt indblik i filmens tilblivelse, og det er ligeledes en velproduceret lille sag.

Trailere til “Next”, “Perfect Stranger” og “Fracture”, samt halvandet minuts aldeles umorsomme fraklip, runder pakken af.