Da mennesket ifølge første Mosebog drevet af overmod og uvidenhed ville bygge et tårn, der kunne nå Gud i himlen, straffede denne menneskeheden med divergerende tungemål, så byggeprojektet på grund af sprogmæssige barrierer således ikke kunne realiseres. Det er den myte sat i en mere nutidig kontekst, som Alejandro González Iñárritus “Babel” er spundet omkring.

Trods globaliseringens hastige skridt mod en tættere kommunikerende verden spænder fordomme, kulturkløfter og manglende gensidig forståelse oftest ben for menneskehedens fortsatte udvikling i positiv retning. Det er i hvert fald mexicanske Iñárritus pointe med sit seneste guldæg, der fortæller fire tilsyneladende uafhængige historier fra fire ret forskellige verdensdele.

Umiddelbart har en marokkansk gedehyrdes køb af et gevær til at skræmme sjakalerne væk fra hjorden, et amerikansk ægtepars skæbnesvangre forsoningsrejse i Marokko, en døv japansk teenage-piges sorg over morens harakiri og en mexicansk barneplejerskes rejse fra USA til sønnens bryllup i hjemlandet nemlig ikke synderligt meget med hinanden at gøre. Men det får de så alligevel. “Babel” er nemlig en universel historie, der viklet ind i tilfældighedernes spil understreger, at alle handlinger har konsekvenser – også når man ikke forventer det og særligt for andre end én selv.

Bag “Babel” ligger et skæbnebetonet rekviem over menneskehedens ultimative forfald, hvor mennesket trods kulturforskelle, fordomme og sprogbarrierer er uundværlige brikker for hinanden i den større sammenhæng. Spørgsmålet er imidlertid, om menneskene når at indse dette, før det er for sent. Den manglende forståelse for hverandre understreges elegant af de fire sideløbende historier, der er konsekvent flettet sammen i et semikronologisk udviklingsforløb, hvor filmens stemning og stemme bliver stadigt mere påtrængende og intens.

Det er ikke umiddelbart muligt at pege på åbenlyse svagheder ved den monumentale “Babel”, der ikke kun oppebæres af den kraftfulde handling og den vedkommende tematik, men også udmærker sig ved sin sublime klipning – der er af afgørende vigtighed for, at filmen overhovedet hænger sammen – og en eksemplarisk lydside, der særligt viser sin funktionalitet i den døve skolepiges helt subjektive passager, hvor hun er på diskoteksbesøg og dermed understreger filmens evigtgyldige budskab. Når vi som mennesker med forskelligheder ikke formår at kommunikere med hinanden, hvordan skal artens overlevelse så sikres?

Det er i den sammenhæng i og for sig mindre væsentligt, at der er ganske store stjerner på plakaten. Selv om både Brad Pitt, Cate Blanchett og Gael García Bernal agerer trækplastre og i øvrigt også leverer fortræffelige præstationer samt solide personskildringer hver især, løber de ikke med al opmærksomheden fra en film, der både fortælleteknisk og indholdsmæssigt bevæger sig på meget højt niveau. Verdens befolkninger beskrives i ekstremer fra den fattigste gedehyrde i Marokko til den velhavende japaner, der forsømmer sin døvstumme datter i et samfund, hvor man ellers er på forkant med udviklingen og har alt, hvad hjertet begærer.

Symbolikken er til at tage og føle på i “Babel”, hvor vovemod og kulturkløfter fører til menneskehedens fatale undergang. Det er et betydeligt bidrag til en global dialog, hvor også miljøproblemer, terrorisme og krig fylder meget på dagsordenen. Men før den nødvendige dialog kan indledes, er det altså bydende nødvendigt, at verdens befolkninger forstår at tale med de samme tunger.

Video”Babel” leveres i et 1.85:1 anamorphic widescreen format og er kun befæstet med ganske få fejl. Filmen igennem kører Iñárritu en håndholdt stil, der er helt i tråd med den intensiverende handling og den hårde men sublime klipning. Der er løbende uskarpheder, men de skal ses som en del af den levende æstetik. Der er få eksempler på edge enhancement, mens farvetemperaturen er kold og symptomatisk for indholdet på bedding. Alt i alt er transferet på denne udgivelse af ganske høj kvalitet.

AudioLyden spiller en vigtig rolle i “Babel” – ikke mindst til at understrege kommunikationens genvordigheder – men alligevel udnyttes denne ikke helt optimalt. Trods et engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor, er det primært fronthøjtalerne, der leverer varen, mens baghøjtalerne blot leverer susen. Derudover fungerer lyden egentligt upåklageligt, er velproduceret og er en væsentlig del af filmens imponerende indtryk og udtryk.

EkstramaterialeDen største skuffelse på denne udgivelse er ekstramaterialet, som nærmest er fraværende. Ud over trailers for “Illusionisten”, “Hannibal Rising”, “Children of Men” og “The Last Kiss” er der ikke noget at komme efter. Det er ærgerligt og skurrer i forhold til udgivelsen andre fine kvaliteter.