Der var ikke mange kritikere, som lovpriste tv-serien “Battlestar Galactica”, da den kørte på amerikansk tv tilbage i slutningen af 70’erne. Snarere tværtimod. George Lucas truede endda med at sagsøge seriens bagmænd for at have plagieret sin egen stjernekrigssaga. Men her næsten 30 år senere har den nye tv-serie med samme navn (og langt bedre manuskripter) imod de flestes forventninger tilegnet sig alskens priser, en massiv fanskare og blandt andet selveste Time Magazines kåring som verdens bedste tv-serie. Og al hæderen er i den grad fortjent. Det her er banebrydende, relevant og intelligent underholdning, som sjældent er set mage.

Anden sæsons første afsnit begynder blot få sekunder efter den førstes chokerende slutning, og der bliver med det samme taget hånd om alle de løse tråde, som seriens hovedansvarlige producere, Ronald D. Moore og David Eick, strikkede sæsonen forinden. Og så gælder det ellers om at holde fast på hat og briller, for i et hæsblæsende tempo, der dog aldrig truer med at hægte seeren af, fortsætter historien om rumskibet Galactica og dets stolte besætnings søgen efter planeten Jorden på flugt fra de morderiske, menneskelignende Cylons.

Manuskriptforfatterne er heldigvis ikke tilhængere af lette svar, konventionelle fortællinger eller billige løsninger, og derfor går der mange afsnit, før konflikter løses, og spørgsmål besvares. Nu hvor vi allerede har haft en hel sæson til at lære karaktererne og universet at kende, har forfatterne friere tøjler til at fortælle nøjagtig de historier, de har lyst til. Og fordi alle personerne er så nuancerede og troværdige, investerer man sig uden problemer i deres videre skæbne, og man røres gang på gang af deres udskejelser og de situationer, der opstår imellem dem.

Skuespillerne gør stadigvæk et fremragende stykke arbejde, og visuelt er serien fortsat en af de mest interessante tv-serier, der kører i øjeblikket. De Emmy-nominerede computereffekter er ofte fuldstændig lamslående, og de er især imponerende, når man tager seriens forholdsvis beskedne budgetter i betragtning. Komponisten Bear McCreary har også komponeret nogle af de seneste års mest iørefaldende musikalske passager, og lydsiden er bestemt heller ikke til at kimse af.

Men det er de højtravende kreative kræfter bag serien, som i sidste ende fortjener mest ros: producerne, instruktørerne og forfatterne. Det er garanteret ikke let at producere tv-afsnit af så høj kaliber på ugentlig basis, og kun ét afsnit kan bebrejdes for ikke at være formidabelt: “Black Market”, som alligevel heller ikke er nogen særlig betragtelig brøler. Det sidste afsnit, som fik lov til at vare et kvarter længere end en traditionel episode, er derudover en af de mest dristige, originale og uforglemmelige sæsonafslutninger nogensinde, og den er klart genrens bedste cliffhanger, siden “Babylon 5″s storhedstid i midten af 90’erne.

Seriens anden sæson er en gedigen triumf, der aldrig for alvor træder forkert, og hvor kvalitetsniveauet er så utrolig højt og konstant, at man har svært ved at mindes en bedre tv-sæson i hele flimmerkassens historie. Lad være med at fundere over føljetonens pompøse titel eller den tåbelige 70’er-serie, som bar samme navn – “Battlestar Galactica” skal simpelthen opleves.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. “Battlestar Galactica” bliver skudt med avanceret HD-udstyr og er en af de visuelt mest interessante og filmagtige tv-serier til dato. Så det er lidt ærgerligt, at serien ikke præsenteres helt optimalt på denne danske udgivelse. Hovedproblemet er kontrastniveauet, som er en anelse for lavt, hvorfor billedsiden i flere scener tilegner sig et unaturligt lyst skær, der nærmest får serien til at fremstå en anelse billig. Mængden af udtværing og edge-enhancement er minimal, mens det ustabile kontrastniveau af og til fremhæver for meget gryn. Skarpt er billedet derimod, farvegengivelsen er generelt imponerende, og digital støj er fraværende.

AudioI modsætning til afsnittenes billedsider så skuffer de engelske Dolby Digital 5.1 lydspor bestemt ikke. Hele kanalnetværket er aktivt (fronthøjtalerne dominerer dog), og der skabes en fin atmosfære. Subwooferen er dejlig aggressiv og får ofte gulvet og møblerne til at ryste, uanset om det er under et grandiost rumslag, eller fordi Bear McCrearys eminente musik virkelig folder sig ud. Dialogen er tydelig, men måtte måske gerne have lydt lidt mindre skarp. Der er flere gode panoreringer og veltimede, velplacerede effekter.

EkstramaterialeSyv af boksens tyve afsnit kan ses med kommentarspor. Det er producer/manuskriptforfatter Ronald D. Moore, der kommenterer de enkelte afsnit, og den erfarne herre er en velformuleret og interessant fortæller, der har en masse ting på hjerte, og som sjældent stopper op for at tage sig en pause. Det er en skam, at man ikke har mulighed for at høre Moore kommentere sæsonens sidste afsnit, men alt i alt er der omtrent fem timers kommentarspor at hygge sig med, og det er slet ikke dårligt.

Udgivelsens sjette og sidste disc byder på godt og vel 70 minutters slettede/forlængede scener fra sæsonens første ni afsnit. Der er mange fine øjeblikke, der ikke nåede at komme med i de endelige udgaver af afsnittene – såsom adskillige scener fra episoden “Scattered”, der foregår adskillige år før seriens begyndelse, og som bl.a. viser, hvordan Adama og hans næstkommanderende, Tigh, mødte hinanden.