Der er blevet talt meget om, hvor ærgerligt det er, at da Martin Scorsese i år endelig vandt en Oscar efter syv mislykkede forsøg, var det for at have instrueret en film, som var et [i]remake[/i] – mange filmentusiasters foretrukne fyord. Sludder og vrøvl. Havde Hong Kong thrilleren “Infernal Affairs” besiddet blot halvt så megen nervepirrende intensitet og spænding som sin amerikanske efterkommer, “The Departed”, var den aldrig nogensinde blevet genindspillet.

På næsten ethvert tænkeligt niveau er “The Departed” sit asiatiske forlæg overlegent. I forhold til deres kollegaer i det fjerne østen har Scorsese og Co. haft en hel times ekstra spilletid at lege med. Det har især gavnet de mange karakterer, der alle får tid og lov til at udvikle sig ordentligt.

Leonardo DiCaprio spiller en politibetjent, som arbejder undercover for at negle gangsterbossen Frank Costello. Matt Damon spiller modstykket: en intelligent slyngel, der i virkeligheden arbejder for Costello, og som har tilegnet sig en prestigefuld plads i politiets hierarki. Hvorfor DiCaprio blev Oscar-nomineret for sin præstation i den jævne “Blood Diamond” i stedet for “The Departed”, må guderne vide. Han er i hvert fald superb i Scorseses thriller, og det samme er den sædvanligvis charmerende Damon, som forbavsende naturligt glider ind i rollen som den klamme, hykleriske spion.

Alec Baldwin og Martin Sheen leverer begge varen som to aldrende strømere, mens Mark Wahlberg skiftevis sætter lattermusklerne på overarbejde og bringer sindet i kog som den retsindige, men rebelske officer Dignam. Vera Farmiga og især Ray Winstone gør også et solidt stykke arbejde, mens Jack Nicholson stjæler enhver scene, hvori han medvirker, i rollen som den psykopatiske Costello. Gode skuespillere spiller bedst i selskab med andre af samme kaliber, og dette ensemble er fyldt til randen med talent, der aldrig har spillet bedre og sjældent lige så godt.

Men filmens absolutte stjerner er hverken Scorsese eller skuespillerne. Det er manuskriptforfatter William Monahan og filmens 67 år gamle klipper, Thelma Schoonmaker. Monahans dialog er skarpere end de mest livsfarlige projektiler, og der figurerer ikke én eneste overflødig scene eller replik i mandens manus, som på elegant vis balancerer perfekt mellem humor, drama, romantik og tragedie. Og Schoonmaker formår at vedligeholde en konstant, ofte ulidelig intensitet – lige fra den fængslende start til den nådesløse slutning. Selv ikke de grimme studiebaggrunde kan putte en kæp i hjulet på denne tordnende, uforglemmelige filmiske rutschebane, der ikke ufortjent vandt Oscar for bedste film.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. “The Departed” ser lige så godt ud, som en splinterny blockbuster burde. Kontrasten er overordentlig solid, og farverne fremstår saftige og kraftige, men samtidig også dejlig naturtro. Snavs, gryn og almen billedlig støj er der ingen eksempler på, og billedsiden er dejlig skarp hele vejen igennem. Edge-enhancement og udtværing figurerer yderst sjældent og aldrig i distraherende grad.

AudioFilmens lydfolk havde virkelig travlt med at få mixet filmen færdig op til premieren, men det mærkes ikke på discens glimrende engelske Dolby Digital 5.1 lydspor. Al dialog, Howard Shores eksemplariske score og de mange velvalgte og ofte slagkraftige sange kommer klart og tydeligt igennem. Subwooferen mønstrer en dejlig solid bund, og hele kanalnetværket bliver udnyttet godt til både at levere veltimede effekter og masser af rig atmosfærelyd. Tjek blot den fantastiske scene, hvor DiCaprio jagter Damon igennem Bostons natteliv, hvor den pulserende musik og den konstante auditive uro virkelig gør indtryk.

EkstramaterialeMartin Scorsese har været glad for at indtale kommentarspor til flere af sine films dvd-udgivelser, og den hurtigt talende, lille herre har normalt gjort det godt. Men desværre er der ikke noget kommentarspor eller meget andet ekstramateriale at finde på denne udgivelse. Disc 1 byder udelukkende på filmen og trailere til “Flags of Our Fathers”, “The Prestige” og “The Departed”.

Disc 2 byder på den fascinerende dokumentar “Stranger Than Fiction: The True Story of Whitey Bulger, Southie and The Departed” (21 min.), som fortæller om gangstermiljøet i Boston og den eftersøgte mafioso Whitey Bulger, der i høj grad minder om Jack Nicholsons karakter, Frank Costello. Både folk, der kendte og arbejdede for Bulger, samt Scorsese og flere af hans skuespillere, taler om lighederne mellem filmen og fortidens virkelige hændelser.

“Crossing Criminal Cultures” (24 min.) fortæller lidt om Scorseses karriere og interesse for film omhandlende organiseret kriminalitet. Man hører også lidt om instruktørens opvækst, og Rolling Stone Magazines populære filmkritiker, Peter Travers, disker også op med talrige anekdoter.

Der er i alt 19 minutters slettede/forlængede scener, som alle introduceres af Scorsese. Scenerne er desværre alle fuldstændig overflødige, ligegyldige og – i flere tilfælde – gabende kedelige.