Med sit forholdsvis kontroversielle forehavende har Morten Hartz Kaplers indgang til filmbranchen, “AFR”, allerede på forhånd sikret sig anseelig medieomtale. Og selv om den nuværende danske statsminister deri både hænges ud som homoseksuel og også myrdes af sin unge elsker, Emil, der for i øvrigt spilles upåklageligt af instruktøren selv, må det vist påpeges, at det hele mest af alt ligner en lille storm i et glas vand.
[image=18375]
Når det kommer til stykket er “AFR” i bund og grund en ganske harmløs lille sag, der blot søger at efterleve mockumentary-genrens helt fundamentale principper, hvor faktuelle optagelser bruges kreativt til at skabe en – i filmkunstens regi – fiktionsfilm i allerbredeste forstand. Og det lægger filmen heller ikke på noget som helst tidspunkt skjul på, ligesom publikum formentligt heller ikke vil tvivle på dens helt igennem fiktive projekt. Så at filmen har stået model til massiv kritik fra særligt Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard skal måske i virkeligheden bare tolkes som et udtryk for hendes skuffelse over, at hun ikke selv får lov til at spille en større rolle i “AFR”.
Med en mosaisk blanding af dokumentarisk materiale og fiktive interviews med gedigne skuespillere har Hartz Kaplers da også manipuleret groft med den skinbarlige virkelighed, som den ellers normalt tager sig ud. Men selv om mordet på statsminister Anders Fogh Rasmussen og dennes påståede homoseksualitet da også fylder en betragtelig del i filmens univers, er det i virkeligheden ikke det, der er dens overordnede ærinde. Derimod, og det har den debuterende instruktør også selv proklameret, har målet været at udforske (og udfordre) de spilleregler, der udstikker rammerne for samfundet, borgerne og politikerne indenfor demokratiets og ytringsfrihedens porøse felt.
[image=18376]
Undervejs går “AFR” desværre ind i et leje af veritabel tomgang. De gentagne interviews med fiktive familiemedlemmer samt venner og bekendte i de københavnske bz- og bøssemiljøer bliver kombineret med arkivoptagelser fra topmøder og vedkommende moddemonstrationer samt interviews med både danske og internationale toppolitikere – og det har på lang sigt en ganske dvælende effekt, når de elementer ubemærket glider ind i en form for repetitivt gentagelsesmønster.
Og fortænkt virker det da også, når fronterne for alvor trækkes op. Statsministeren tilhører højrefløjen i dansk politik, mens den unge elsker med største selvfølge tilhører den yderste venstrefløj. Heri ligger den umiddelbare konflikt på overfladen – både politisk, menneskeligt og emotionelt – men lidt mere raffinement havde nu trods alt været at foretrække.
[image=18377]