Under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien blev omkring 20.000 bosniske kvinder systematisk voldtaget af serbiske tropper, hvilket medførte uønskede graviditeter og traumatiske tilstande hos de udsatte kvinder. Disse tilstande forsvandt ikke bare den dag, krigen sluttede, men har forfulgt dem mange år siden. Dette emne bliver taget op i “Sarajevo – Håbets sang”, en film om krigens traumer, fra en fortid man ikke ønsker at huske, men også om håbet om, at der venter bedre tider.

Esma (Mirjana Karanovic) arbejder som bartender for at kunne forsørge sig selv og sin 12-årige datter, Sara (Luna Mijovic), i efterkrigstidens Sarajevo. Esma og Sara bor alene, da Saras far døde som krigshelt under borgerkrigen. Det er i hvert fald den opfattelse, som Esma har givet Sara igennem hele hendes opvækst, men i virkeligheden er sandheden en helt anden.

Under borgerkrigen blev Esma systematisk voldtaget i den tid, hun sad i fangelejr, og Sara er resultatet af dette. I hele Saras levetid har Esma forsøgt at skjule denne hemmelighed for sin datter og har samtidig selv forsøgt at fortrænge de forfærdelige minder. Alligevel bliver det bragt op til overfladen, da Sara skal på lejrskole og kan slippe for udgifterne til turen, hvis hun kan fremvise et dokument, der vidner om, at hendes far var krigshelt. Esma har ikke sådan et bevis og skal nu prøve at fremskaffe pengene til turen, imens det langsomt går op for Sara, at hendes far måske ikke var, hvad hun altid har troet.

Jasmila Zbanic, som både har skrevet manuskript og instrueret “Sarajevo – Håbets sang”, har bevæget sig ind på et hidtil ukendt område ved at skabe en film, der omhandler følgerne af en borgerkrig, hvor systematisk voldtægt blev brugt som led i en etnisk udrensning. Udover at filmen i sig selv er fremragende på grund af et gennemarbejdet manuskript og nogle imponerende skuespilpræstationer, er den også meget vigtig. Den fokuserer på nogle af de rædsler, som krig fører med sig, men som man ikke nødvendigvis hører om, og derfor fortjener Jasmila Zbanic stor ros for både at tage dette emne op, og samtidig skabe en god og veludført film af det.

I rollen som Esma ses Mirjana Karanovic, der stjæler stort set hver eneste scene, hun er med i. Man kan virkelig fornemme den indre smerte, hun bærer rundt på, og som hun hverken kan fortrænge eller give slip på. Hendes nervøse kropssprog mere end antyder hvordan frygten kommer frem i hende, og vækker alle hendes følelser fra fangelejren, som hun prøver at undertrykke, når hun ser militærklædte mænd. En anden flot præstation kommer fra Luna Mijovic, der debuterer i rollen som Sara. Hun balancerer fint imellem at være et usikkert barn og en oprørsk teenager.