Ungdom på glanspolerede afvejeBaseret på en virkelig og knap afsluttet historie fortæller filmen “Alpha Dog” om en kidnapningssag, der fandt sted i Californien tilbage i 2000. Hele miseren endte tragisk med et dødsfald og flere anholdelser til følge. Instruktøren Nick Cassavettes, der bl.a. stod bag de ikke videre vellykkede “The Notebook” og “John Q.”, fik i en mindre mediestorm adgang til sagsakterne, selvom retssagen endnu ikke var afsluttet. Først da der for ganske nylig faldt dom i sagen, kunne filmen få premiere. Men selv med de bedste intentioner ligner “Alpha Dog” mest af alt en glittet og overfladisk udlægning af en virkelig og forfærdelig sørgelig historie.

Den ungdommelige narkogangster, Johnny Truelove, og hans sjak af tatoverede håndlangere (alle har de åbenbart fået sig et lille fikst 10-turs-kort til den lokale tatovør), der tilsyneladende har lært lidt for meget af musikvideoer med gangsta-rap på MTV, kidnapper knægten Zack for at sætte tommeskruerne på Zacks ældre bror, den hysteriske og temperamentsfulde junkie, Jack, som nægter at betale hvad han skylder, og i et raserianfald tilmed har brugt Johnnys gulvtæppe som toilet (er jeg den eneste, der tænker “The Big Lebowski”?).

Den unge Frankie får jobbet at passe på den unge ‘fange’, Zack, der nu faktisk befinder sig ganske godt tilpas væk fra forældrenes kvælende favntag. Og kan man egentlig bebrejde knægten? I selskab med Frankie fester han dagen lang, ryger tjald, og mister sågar sin mødom i en scene, der minder om noget fra “Wild Things”, da to dullede tøser, som åbenbart tænder på bortførte drenge, forfører ham i poolen.

Mens Johnny må konstatere, at kidnapning er en langt mere alvorlig sag end som så, synes et venskab at opstå mellem fangevogteren, Frankie, og fangen, Zack. Så da Johnny vil af med Zack står Frankie i lidt af et dilemma. Tragedien lurer åbenlyst rundt om hjørnet.

For nogen vil filmen måske være bedre kendt som den-der-med-ham-sangeren-Justin-Timberlake. Og lad os hellere få det overstået: Timberlake leverer rent faktisk en troværdig og nuanceret indsats som Frankie. Bag Frankies smarte, overlegne og navnlig tatoverede facade finder vi et komplekst portræt af en ung skræmt knægt – et portræt, der lever gennem hvert eneste nervøse blik og anspændte gestus, og Timberlake stjæler – tro det eller ej – med lethed billedet fra sine mere øvede medspillere.

Med indklip af interviews og en for øvrigt lækker brug af splitscreen forsøger Cassavettes at styrke filmens autenticitet nærmest som et stykke bevismateriale, men svækker desværre i samme åndedrag indlevelsen, fordi de samme stilistiske elementer forstyrrer det helstøbte indtryk. Samtidig undermineres autenticiteten med glansbilleder af sommer, sol og pool-parties, og filmens portræt af en vild ungdom på afveje med stoffer, druk og promiskuitet ligner i sidste ende en glanspoleret udgave af Larry Clarks modbydelige “Kids”.

Selvom “Alpha Dog” øjensynligt forsøger noget firkantet at mane til eftertanke, ønsker billederne egentlig mere at fascinere. Dybden går dermed tabt, og vi kommer aldrig rigtig nærmere hvad disse unge mennesker i virkeligheden går og tænker på. Specielt er Emile Hirsch i rollen som Johnny Truelove lidt af en gåde.