Blod, spyd og afhuggede hoveder flyver over lærredet i den hyper-brutale “300”, der er udført med omtrent den samme filmiske subtilitet som en kampøkse i knæskallerne. Det er alt sammen larmende, vulgært og frastødende, men også temmelig underholdende.

Filmen tager udgangspunkt i det historiske slag ved Thermopylæ omkring 480 f.Kr. – et faktum som man dog roligt kan se gennem fingre med, eftersom realisme eller nogen form for historisk gendigtning ikke er blandt denne films ambitioner. Den er i stedet tilfreds med at være et sansemæssigt bombardement af et eventyr.

I Grækenland står krigen for døren. Den persiske kong Xerxes har underlagt sig adskillige lande og har nu kastet sit blik mod vesten og Grækenland. Han sender derfor sit sendebud til den spartaske kong Leonidas, hvis by han vil skåne, såfremt Leonidas vil underkaste sig hans vilje. Det vil den stolte konge ikke høre tale om, og i stedet må han ruste sig til kamp. På grund af korruption har Leonidas dog kun sølle 300 af sine bedste spartaske krigere til rådighed mod persernes kolossale hære.

De 300 muskelsvulmende nietzscheanske übermensch, der unægteligt mere ligner en gruppe Chippendales end soldater, tager af sted på den tilsyneladende håbløse færd. Leonidas har dog til alt held udtænkt en snedig plan: For at erobre Grækenland må Xerxes passere Thermopylæs smalle pas, og ved at tvinge perserne til at kæmpe der, kan de ikke udnytte deres talmæssige overlegenhed. Samtidigt hjemme i Sparta må Leonidas’ dronning slås med en særdeles gusten politiker, som måske er det eneste middel til at skaffe hendes mand de forstærkninger, han behøver.

“300” er ca. så tæt man kan komme på et visualiseret computerspil, komplet med forskellige niveauer og [i]end-of-level[/i] monstre. Alene af den grund fremstår den nylige iranske vrede over filmen komisk, for “300” har ikke noget som helst med noget som helst at gøre, men er en rendyrket stiløvelse. Den er så tom som en buldrende tønde, men unægtelig et betagende syn, med action og lemlæstelser nok til at tilfredsstille selv de mest boldtørstige. Filmen er komplet stiliseret i bronzefarver. Kun de olieindsmurte fitnessfreaks er virkelige, alt andet er tilføjet digitalt.

“300” er baseret på Frank Millers tegneserie af samme navn. Miller er også manden bag “Sin City” tegneserien, hvis filmatisering tydeligvis har været inspirationen til denne film. Derved kommer man også uundgåeligt til at sammenligne de to, hvilket er lidt synd, da “300” på ingen måde er i liga med “Sin City”. Hvor “Sin City” var baseret på tre forskellige historier, der alle udmærket kunne være anvendt til en hel film, er “300” anderledes kortfattet, og der er reelt set mindre handling i hele “300”, end i blot en enkelt af “Sin City” historierne. Det bliver særligt påfaldende her, hvor plottet er temmelig tyndbenet, og filmen bliver hurtig noget monoton, eftersom den stort set blot består af en lang række persiske angreb kun afbrudt af nogle korte klip af dronningens trængsler.