Filmz
Forbandelsen – The Grudge 2

Grudge 2, The

Medvirkende:

Sarah Michelle Gellar, Joanna Cassidy, Jennifer Beals, Amber Tamblyn, Arielle Kebbel, Edison Chen, Takako Fuji, Teresa Palmer, Matthew Knight, Misako Uno, Ohga Tanaka, Paul Jarrett, Jenna Dewan, Sarah Roemer, Christopher Cousins

Instruktør:

Takashi Shimizu

Filmlængde:

95 minutter

Genre:

Drama, Drama, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller

Forbandelsen – The Grudge 2

“Forbandelsen – The Grudge 2” er en frustrerende film. Selvom Takashi Shimizus gyser er rodet, langsommelig, tynd og forholdsvis uengagerende, så byder den alligevel på glimtvis fine og yderst effektive momenter. Og dét er netop det frustrerende ved filmen, fordi man aner, at den rent faktisk havde potentiale. Men filmens fåtallige gode ideer bliver, ligesom dens forglemmelige persongalleri, løbende og nådesløst elimineret.

[image=18101]

Et problem, som synes at plage mange asiatiske gysere og omtrent lige så mange af de vestlige genindspilninger, er, at de tager sig selv alt for seriøst. Der bliver virkelig gjort en massiv indsats for at gøre de forskellige plots unødvendig komplekse og kringlede – øjensynligt for at skabe en falsk fornemmelse af, at de har mere at byde på end som så. Det har ofte den ueftertragtede effekt, at man bliver hægtet af vognen og irriteret over den prætentiøse, overalvorlige aura, i stedet for at man bliver revet med af løjerne. En sådan film var den første film i “The Grudge”-serien.

Toeren består af tre parallelle handlingsforløb, hvilket egentlig er et fint og friskt udgangspunkt for at fortælle en spøgelseshistorie. De tre forskellige historier er bare ikke særlig spændende, og så komplimenterer de heller ikke rigtig hinanden. Igen har vi at gøre med et hus i Tokyo, hvori en lille dreng og en lille piges spøgelser huserer. Vi følger søsteren til den første films heltinde, som forsøger at hitte ud af, hvorfor søsteren begik selvmord. Vi følger også et par unge piger, der besøger huset og dernæst terroriseres af de to spøgelsesbørn, og så fokuserer den tredje historie på en tilsyneladende tilfældig familie i USA, som også synes at blive plaget af overjordiske magter.

[image=18098]

Især takket være Katsumi Yanagishimas smukke fotografering og den amerikansk produceret lydside sidder man virkelig og spjætter en håndfuld gange i løbet af filmens 95 minutter lange spilletid. Men karaktererne er så overfladiske, de forskellige twists så forudsigelige, dramaet så kedsommeligt og klimakset så ligegyldigt og uforløsende, at man hurtigt bare bliver ligeglad. Det er som at sidde i en rutsjebane, der nærmest udelukkende begiver sig ligeud, og yderst sjældent afbrydes af et spændende loop. “The Ring” synes fortsat at være det eneste virkelig vellykkede vestlige forsøg på at genindspille en asiatisk gysersucces.
VideoPræsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen format. Det allerbedste (og vel nok også eneste virkelig imponerende) ved denne tyndbenede dvd-udgivelse er transferet. Filmen ser virkelig godt ud. Der er ingen tilfælde af edge-enhancement, og manglen på andre former for digital støj samt den imponerende farvegengivelse er med til at sikre en flot filmlignende præsentation af filmen. Mængden af udtværing er yderst minimal, mens kontrastniveauet af og til er en anelse lavt, hvilket får enkelte af filmens mest dunkle, dystre scener til at fremtræde en snert for lyse. Derudover er der intet negativt at sige om transferet.

[image=18103]

AudioSmå hak og hop i lyden forårsaget af en fejl i konverteringen fra film (24 billeder pr. sekund) til PAL-video (25 billeder pr. sekund) er et irriterende problem, som heldigvis plager ganske få dvd-udgivelser. Men på meget kort tid er mindst to af slagsen blevet udgivet på det danske marked: “Volver” og nu også “Forbandelsen – The Grudge 2”.

Tjek f.eks. de to gange ringeklokker bliver brugt inden for filmens første kvarter, eller de mange, mange gange, hvor strygeorkesteret virkelig går til den. Det er en meget irriterende og som regel distraherende fejl, som især er et problem for en film som “Forbandelsen – The Grudge 2”, der lægger så meget vægt på brugen af lyd. Det gør det selvsagt sværere at sætte pris på Dolby Digital 5.1 sporets ellers fænomenale udnyttelse af kanalnetværket. Der er mange effektive panoreringer, og bunden er overordentlig solid. Havde det ikke været for de auditive hop, havde sporet måske tilegnet sig topkarakter, men de uacceptable fejl smadrer jævnligt stemningen og hiver én ud af filmen.

EkstramaterialeNår discen lægges i, bliver man præsenteret for trailerne til “Crank”, “Even Money” og “Mini’s First Time”. Og det er dét. Dvd’en byder ikke engang på en menu.

[image=18097]

Kort om filmen

Aubrey Davis ankommer til Tokyo, for at besøge sin søster der ligger på hospitalet, men rammes af den samme mystiske forbandelse som hjemsøgte hendes søster. Hun er ikke den eneste. Én efter én rammes tilsyneladende tilfældige indbyggere i Tokyo af den samme forbandelse og en gruppe mennesker samles i forsøget på at løse forbandelsens hemmelighed for at kunne redde deres eget liv.

Ads by MGDK