Hvis man zapper igennem den danske programflade, vil man hurtigt erfare, at der efterhånden er flere reality-shows, dokumentarer og film omhandlende modeindustrien, end der er kalorier i Kate Moss’ krop – hvilket naturligvis ikke siger så forbandet meget… Man vil også hurtigt bide mærke i de mange udsendelsers klamme og stærkt selvpromoverende natur, samt den umoralske fornøjelse deres bagmænd tydeligvis får ud af at afbilde pigebørn, som toppes og tilsviner hinanden groft for åben skærm. Så ideen om en hel spillefilm om unge kvinder i det ubarmhjertige modemiljø kan i første omgang virke frastødende, men “The Devil Wears Prada” er et herligt og velmenende komediedrama.

Filmen er baseret på bestselleren af samme navn og beretter om den idealistiske og talentfulde unge journalist Andy Sachs (Anne Hathaway), som bliver hyret til at være modebladsredaktøren Miranda Pristleys (Meryl Streep) assistent. Både udseendemæssigt og i sin mimik minder den strikse Miranda i høj grad om Cruella De Vil fra “101 dalmatinere”, og den ellers godhjertede Andy bliver ofte udsat for hårde verbale lussinger og bedt om at påtage sig umulige opgaver.

Hathaway gør det godt og formår at gøre Andy sympatisk og interessant. Men det kommer ikke som den store overraskelse, at det er Streep, som nærmest belejrer rampelyset, hver eneste gang hun er i billedet. Den 58 år gamle skuespillerinde fik med god grund tildelt sin 14. Oscar-nominering (hun var vundet 2 gange) for sin præstation i filmen. Pristley er en led isdronning, men Streep formår at gøre karakteren, som nemt kunne være blevet en overfladisk og ufrivillig komisk karikatur, fuldstændig menneskelig og troværdig. Det underskønne engelske talent Emily Blunt, som for nylig udmærkede sig i “My Summer of Love”, er også mindeværdig i rollen som Pristleys anden assistent.

Filmen varer knap to timer, og den første time byder på en masse dejlig løssluppen komik og velafbalanceret drama. Det er en fornøjelse at se skuespillerne i aktion, som alle konkurrerer om, hvem der bedst kan matche Streep. Med en forfriskende fandenivoldskhed og masser af gåpåmod kører filmen derudaf i et febrilsk tempo, som selv de mest hærdede catwalk-modeller vil have svært ved at opnå. Men midtvejs går filmen desværre lidt i stå, og de velsmagende komiske lækkerbiskner drukner ofte i en lidt for sukret sødsuppe. Plottet bliver også mere traditionelt og forudsigeligt, men heldigvis fordufter charmen, der ligesom filmens blændende garderobe imponerer vældigt, aldrig.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “The Devil Wears Prada” ser godt ud, men filmens unge alder og budget taget i betragtning burde den have set bedre ud. Farvegengivelsen er enormt imponerende, men billedet er uheldigvis en anelse blødt, og så spotter man også en hel del glorier forårsaget af edge-enhancement. Men digital støj, komprimeringsfejl og alskens snavs er heldigvis fraværende.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er godt, men langt fra noget særligt. Mest imponerende er brugen af subwooferen, som især kommer i omdrejninger, når Theodore Shapiros score eller de mange højlydte popsange optræder. Det er primært fronthøjtalerne, som bliver brugt, og man savner en lidt mere helstøbt auditiv atmosfære. Lydsporets mest markante element, dialogen, lyder tydelig, men lyden fra centerhøjtaleren forekommer af og til en anelse for spids.

EkstramaterialeKommentarsporet med instruktøren David Frankel, produceren Wendy Finerman, manuskriptforfatteren Aline Brosh McKenna, kostumedesigneren Patricia Field, fotografen Florian Ballhaus og klipperen Mark Livolsi er desværre en anelse tørt. Der bliver brugt lidt for meget tid på at debattere, hvad for noget tøj de forskellige skuespillere er iført. Og af og til afbryder deltagerne hinanden, lige før de skal til at sige noget interessant. For modeinteresserede eller meget store fans af filmen er sporet værd at lægge øre til, men de fleste andre vil nok kede sig lidt.

Der er i alt seks korte featuretter: “The Trip to the Big Screen” (12 min.), “NYC and Fashion” (6 min.), “Fashion Visionary Patricia Field” (9 min.), “Getting Valentino” (3 min.), “Boss from Hell” (3 min.) og “Danda Santini: Real Life Editor-in-Chief” (4 min.). Som man nok kan se ud fra featuretternes titler og spillelængder, så er de ikke særlig lange, og derudover fokuserer de en hel del på modeverdenen – endda mere end på selve filmen. Så (akkurat som det er med kommentarsporet) hvis man har en forkærlighed for mode, vil man garanteret sætte pris på disse mini-dokumentarer.

Der er ca. 18 minutters slettede/forlængede scener, som instruktør Frankel og klipper Mark Livolsi har indtalt kommentarer til. Her er enkelte fine øjeblikke, men intet, som man virkelig savner i filmen. Slutteligt indeholder dvd’en 5 minutters muntre fraklip og filmens biograftrailer.