Det er ingen hemmelighed, at mange store mål ofte kræver deres ofre, men det er desværre heller ikke helt ualmindeligt, at det bliver de uskyldige, der må betale prisen for andres succes. Et eksempel på det kan ses i dokumentarfilmen “The Prize of the Pole”, der handler om den berømte polarrejsende Robert E. Peary og hans forhold til den Grønlandske befolkning. Filmen er instrueret af svenske Staffan Julén, men dansk produceret.

Dokumentaren tager udgangspunkt i Robert E. Pearys oldebarn, inuiten Robert E. Peary II, der følger i sin berømte forfaders fodspor. Robert E. Peary ankommer til Grønland i slutningen af 1886. Han har et fast mål: Han vil være den første, der når den geografiske nordpol. Til det formål beslutter Peary sig for at lære eskimoernes levevis og skikke at kende, for på den måde bedre at forstå hvordan man overlever i det ugæstfrie klima.

Peary har imidlertid også brug for midler til sin ekspedition, og han bliver nød til at være opfindsom for at rejse den nødvendige kapital. I slutningen af 1800-tallet var interessen for antropologi enorm, og man var særlig fokuseret på menneskeracens udvikling. Peary opdager derfor, at han kan tjene hurtige summer ved at sælge eskimoernes knogler og kranier til museer. Han tager også seks eskimoer, blandt andet drengen Minik, med til New York. For eskimoerne bliver New York imidlertid noget af en prøvelse, og snart begynder de at bukke under for det fremmedartede klima.

“The Prize of the Pole” følger disse tre personers liv, og bliver en fortælling om medaljens bagside, og de omkostninger, som skulle betales. Det er også historien om de gode intentioner, der alligevel fører til tragiske konsekvenser. Ganske sørgelige er under alle omstændigheder de fakta, der fremligges i den tydeligvis velresearchede dokumentar, og der hører til filmens fortrin, at den præsenterer diverse svigt og småkriminelle handlinger ganske redeligt og uden den vrede indignation, der kunne have gjort den til et temmelig anstrengende bekendtskab.

Mere problematisk er derimod filmens afvejning af personerne. Efter en lidt rodet indledning hvor vi skiftevis følger Peary og Minik, forsvinder polarforskeren efterhånden mere og mere ud af billedet, og Minik bliver filmens egentlige hovedperson. Hvorfor man var så interesseret i disse resultater bliver desværre ikke rigtig behandlet, hvorved en del af filmens pointe går tabt. Ærgerligt er det også, at vi ikke hører mere om selve ekspeditionerne, og hvad de rent faktisk bedrev på nordpolen. Som det er bliver deres gøren og laden underligt ligegyldig.