Som et ufravigeligt kendetegn for danske Christoffer Boe er også hans seneste værk, “Offscreen”, en særdeles stilsikker leg med mediet som selvstændigt medie, men vel nok også en grænseoverskridende proces for filmens hovedrolleindehaver, Nicolas Bro, der får vist helt nye sider af sin person.

Det ligner nemlig mest af alt en gennemtænkt stiløvelse for instruktør Boe, når han har udstyreet Nicolas Bro med et kamera, for at Bro kan lave og dokumentere kærlighedshistorien om sit eget og hustruen Lenes (Lene Maria Christensen) liv. For Bro er det imidlertid med retning mod den sikre deroute. For ikke alle er vilde med det evigt filmende kamera, og som følge deraf vender både kæreste og vennen Jacob (Jacob Cedergreen) ham ryggen, mens jobbet på det kongelige teater og filmrollen i “Allegro” forsvinder som dug for solen.

Strukturen i “Offscreen” minder for Nicolas Bros vedkommende en hel del om den veritable nedtur, som Kim Bodnias Frank oplevede i “Pusher”. Men dermed hører al sammenligning imidlertid også op. Med en fingeret spillen på autencitetens spilleregler handler det om Bros emotionelle og indadvendte nedtur, hvor han med det evigt filmende kamera i hånden får sværere og sværere ved at skelne mellem fiktion og virkelighed.

“Offscreen” er umiddelbart et snedigt skrevet manuskript, omend det er svært at se, hvad pointen dog måtte være. Måske skal filmen i virkeligheden ses som den kærlighedshistorie, Nicolas Bro så gerne vil fortælle. Og angiveligt er det hans eget liv, der er sat til narcissistisk skue. I hvert fald spiller alle medvirkende i filmen sig selv, og filmens håndholdte, frapperende stil med utallige jump cuts og referencer til den franske nybølge tilbyder da også en æstetisk sjældent set ærlighed, der vitterligt understreger en form for autenticitet.

Men hvad er det helt præcist, den er ærlig omkring? Nicolas Bro spiller sit livs rolle og fortjente helt sikkert den Bodil statuette, han hjemførte for nylig. Og det er ikke svært at få øje på den metafilmiske leg med mediet – hvad er fiktion, hvad er realisme, og hvor går grænsen egentlig? Alligevel udvikler “Offscreen” sig til lidt af en prøvelse, når Nicolas Bros totale deroute ekspliciteres, og filmen udvikler sig til et orgie af blod, lemlæstelse og nøgne kroppe, så det grænser til det kvalmende.

Det umiddelbare bud kunne være, at Christoffer Boe bruger sit alter ego som filmmager, i “Offscreen” personificeret ved Nicolas Bro, til at være ærlig omkring sin egen skuelyst eller narcissisme. Som det siges, er det ikke altid helt let at adskille fiktion og virkelighed – nogle, som Nicolas Bro, har sværere ved det end andre.

Og efter de præmisser har Christoffer Boe trods alt skabt en stiløvelse, der giver stof til eftertanke. Specielt vellykket er den måske ikke. Men alligevel viser “Offscreen” sig som et tragikomisk kommuniké, der påpeger, i øvrigt med fremragende skuespil og en fængende æstetik, at kunsten er ærlig på det hvide lærred. Spørgsmålet er, om kunstneren også selv er det.

Video”Offscreen” leveres i et 1.85:1 anamorphic widescreen format, der er præget af støv, uskarpheder, kraftige overbelysninger og grynede billeder. Det er dog en del af filmens særegne æstetik og skæmmer ikke et ganske udmærket indtryk af en solid kvalitet, der nærmest er blottet for udtværinger, edge enhancement eller andre digitale forstyrrelser. Farvetemperaturen er i øvrigt kold og matcher dermed det univers, Christoffer Boe har prøvet at ramme.

AudioLydsporet til “Offscreen” fremstår i et dansk Dolby Digital 5.1 format, der er ganske velproduceret. Selv om lyden flere steder tydeligtvis leveres igennem fronthøjtalerne, er det kendetegnende, at bagkanalerne gennemgående er med til at styrke replikkerne og effektlydene. Og det fungerer.

EkstramaterialeEkstramaterialet til “Offscreen” er en spagfærdig omgang. Ud over et kommentarspor med Christoffer Boe og Nicolas Bro under pseudonymerne Mor Boe og Mor Bro er eneste tillæg en trailer og otte teasers til filmen. Derudover er der ikke noget at komme efter, hvilket godt kan savnes, da “Offscreen” netop handler om at lave film.

Overall”Offscreen” er et stileksperiment af rang og lægger op til en afsøgning af, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Æstetikken er velfungerende, skuespillet fremragende og filmen i sig selv et kunstnerisk værk, der nok skiller vandene men i hvert fald giver stof til eftertanke. Igen savnes dog en mere fyldestgørende portion ekstramateriale til at supplere filmens univers.