Filmz
Supervoksen

Supervoksen

Medvirkende:

Sebastian Jessen, Lars Brygmann, Cyron Bjørn Melville, Simone Bendix, Charlotte Sieling, Emma Leth, Cathrine Bjørn, Amalie Lindegård, Niklas Lundstrøm, Amalie Rendtorff-Smith

Instruktør:

Christina Rosendahl

Filmlængde:

90 minutter

Genre:

Drama, Drama

Supervoksen

Det er efterhånden svært at lave en film om unge drenge og pigers pubertetsforårsagede skavanker uden at begive sig ned ad de nøjagtig samme stier, som så talløse andre kreative magter har betrådt. Man kan heller ikke just hævde, at “Supervoksen” formår at opfinde den dybe tallerken på den front. Men rent stilistisk er Christina Rosendahls film mere opsigtsvækkende og slagkraftig end den gængse, danske ungdomsfilm.

[image=17824]

Historien centrerer sig om et særligt trekløver bestående af pigerne Rebekka (Emma Leth), Sofie (Cathrine Bjørn) og Claudia (Amalie Lindegård). Som så mange andre unge 1.g’ere er de meget trætte af deres ældre medmenneskers uhyre lave tolerancetærskler og barnagtige behandling af dem. Derfor konstruerer de en såkaldt spåkop, som de skiftes til at benytte sig af. Spåkoppen indeholder udfordringer, som er designet til at sætte deres personlige grænser på en alvorlig prøve og tryne omverdenens opfattelse af dem. Målet er at tilegne sig stor respekt og hurtigere adgang til de voksnes rækker.

De tre friske tøser bliver alle spillet rigtig godt af forholdsvis nyopdagede talenter. Derudover er garvede skuespillere som Lars Brygmann og Nikolaj Coster-Waldau også fornøjelige som hhv. den ene piges far og en klam ungkarl. Selve personerne er dog ikke nær så interessante, og allerede fra startskuddet er lydt, er vi mere eller mindre stensikre på, hvad der i sidste ende kommer til at ske med dem. Det er dog yderst forfriskende, som filmens instruktør Christina Rosendahl også siger på kommentarsporet, at personerne ikke kommer fra en alkoholafhængig middel- eller underklassefamilie i krise, som det ellers ofte er tilfældet med denne slags film.

[image=17832]

Rosendahl og manuskriptforfatter Mette Heeno har heldigvis ikke følt sig nødsaget til at benytte sig af alle genrens prominente konventioner, og selvom forløbet er ret forudsigeligt, så er det i sidste ende svært ikke at blive opslugt af fortællingen – især grundet skuespillernes indsats og de tekniske aspekter. Takket være en raffineret og unik brug af farver, filtre, temposkift, lyd og musik, formår “Supervoksen” faktisk at skabe sit helt eget nærmest magiske univers. Historien synes at foregå i en lettere alternativ verden, hvor virkeligheds regler ikke altid gælder.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Supervoksen” benytter sig af et væld af forskellige billedfiltre, og filmens udseende varierer uhyre meget fra scene til scene. Filmens visuelle opfindsomhed er et stort plus, men enkelte af scenerne tog sig bedre ud i biografen end her på dvd. Enkelte gange, når farvetemperaturen er særlig høj, fremstår billedet en anelse grumset. Men transferet er knivskarpt, virker dejlig filmagtigt og er blottet for digital støj, komprimeringsfejl og edge-enhancement.

[image=17831]

AudioFilmens lydside præsenteres både i Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 på denne udgivelse. Men især DTS-sporets mere aggressive brug af subwooferen gør det mere interessant. Det er primært fronthøjtalerne, som tages i brug, og dialogen kommer tydeligt igennem via centerhøjtaleren. Dialogen har også en dejlig rumklang. De mange bombastiske musiknumre imponerer især, men også den strategiske brug af baghøjtalerne og sporenes mange subtile detaljer fryder.
EkstramaterialeDiscen byder på trailers til “Sprængfarlig bombe”, “Fidibus”, “Rene hjerter” og “Råzone”. Der er også to tv-spots, en teaser og en trailer til “Supervoksen”. Lidt i samme dur er en musikvideo med Vincent Van Go Go. Der er også tre minutters ganske morsomme fraklip.

[image=17828]

Der er et kommentarspor med instruktøren Christina Rosendahl og tonemesteren Peter Albrechtsen. Rosendahl argumenterer godt for sine synspunkter og er en informativ, velartikuleret fortæller. Når hun af og til går lidt i stå, sørger Albrechtsen for at stille spørgsmål, der sætter skub i tingene igen.

Til slut er der tre featuretter: “Bagom Kamera” (13 min.), “Kysset” (6 min.) og “På settet med Emma” (5 min.). De er alle tre med til at give os en fin indsigt i tilblivelsen af filmen. Især sidstnævnte er fornøjelig, hvor Emma Leth guider os rundt på optagelserne og introducerer flere medlemmer af filmholdet. “Bagom Kamera” er en lidt mere traditionel dokumentar, hvor filmens tre skuespillerinder primært udtaler sig om deres roller og selve plottet. Men de taler bl.a. også en del om deres ofte grænseoverskridende oplevelser under optagelserne. “Kysset” omhandler tilblivelsen af hotelscenen mellem Leth og Nikolaj Coster-Waldau.

[image=17823]

Kort om filmen

Rebekka, Claudia og Sofie går i 1.g, og kæmper hver dag en kamp med ikke rigtigt at være hverken børn eller voksne. Da de en dag i skolen har om overgangsritualer i andre kulturer, får Rebekka en idé. Hvorfor ikke lave sit eget overgangsritual? Sammen med veninderne laver hun derfor en spåkop – en flip-flapper af papir, hvor man ved at vælge en række tal, når ind til en opgave. Den opgave, man får stillet, skal man løse, og når man har været igennem alle prøvelserne, vil man komme ud som et nyt, bedre og ikke mindst mere voksent menneske. Ritualet med spåkoppen bliver indledningen på en hæsblæsende weekend, hvor de tre piger ikke bare udfordres seksuelt, men også tvinges til at overtræde en masse ellers fasttømrede grænser. Efterhånden begynder prøvelserne imidlertid at tage overhånd og spørgsmålet er så: Hvad er mest voksent? At fuldføre pagten eller at stoppe, mens legen er god?

Ads by MGDK