Før udgivelsen af Oliver Stones “World Trade Center” eksisterede der to grupper, som begge ønskede, at filmen skulle fejle. Den ene spåede en oversentimental og ulidelig omgang sødsuppe fyldt til randen med slow-motion flagsvingning og melodrama. Den anden forventede en grov udnyttelse af en af nyere tids mest skelsættende begivenheder – et forsøg fra Stone på at kombinere sin politiske holdning med et enormt filmbudget for på den måde at give fingeren til Bush Jr. Men i sidste ende blev begge grupper efterladt skuffet (eller forhåbentlig positivt overrasket), for “World Trade Center” er et overraskende sobert og bevægende drama.

Mange havde forventet at se Stone – som er født i New York – forsøge sig med en kontroversiel konspirationsthriller baseret på de mange groteske ‘teorier’ angående terrorangrebene 11. september 2001. Men manden var mere interesseret i at udforske de få positive aspekter af den forfærdelige begivenhed, og det er egentlig ‘blot’ en film om to mænd og deres familier på den skæbnesvangre dag. Det særlige er så naturligvis, at de to mænd befinder sig midt i murbrokkerne, hvilket vil sige, at de er begravet under flere meters solid beton uden mulighed for at undslippe.

Manuskriptet er baseret på den sande historie om de to mænd, der var politimænd i New York, og deres familier. Selvom filmen er så flot og velpoleret, at den aldrig kryber under huden på samme måde som Paul Greengrass’ nærmest dokumentariske “United 93”, så føler man sig aldrig talt ned til eller løjet overfor. Nicolas Cage og Michael Peña spiller de to betjente, og begge gør et godt stykke arbejde. De vækker vores sympati og interesse, og vigtigst af alt fremstår de troværdige og ægte.

Kulisserne er stærkt imponerende, og den skotske fotograf Seamus McGarvey formår at gøre politibetjentenes omgivelser tilpas klaustrofobiske og at vedligeholde en nagende intensitet. Craig Armstrongs simple, men dybfølte musik holdt nogle folk væk fra biografen, da den blev (mis)brugt i trailerne og dermed fik filmen til at fremstå sødere end candyfloss overhældt med sirup. Men kun én enkelt gang virker den malplaceret, og ellers er den faktisk med til at styrke stemningen.

Udover Cage og Peña gør Maria Bello og Maggie Gyllenhaal det også godt som mændenes hustruer, og især Stephen Dorff og Frank Whaley imponerer som et par dedikerede redningsarbejdere. Michael Shannon er også udmærket i rollen som den forhenværende soldat, som drager til New York for at hjælpe til – men han er en del af et sideplot, som får en anelse for megen spilletid. Og lidt for meget spilletid får hustruerne også, for filmen fungerer absolut bedst, når vi befinder os i betjentenes selskab. De andre scener er ikke stærke nok til at fremstå lige så interessante, og man sidder ofte og bliver irriteret og utålmodig, når Ground Zero ikke er i fokus – især fordi mange af scenerne minder lidt for meget om hinanden.

Så kan det godt være, at handlingsforløbet er autentisk, men det gør det stadigvæk ikke til medrivende drama. Men det er naturligvis vigtigt, at familierne bliver etableret, så vi dermed forstår, hvad der er på spil for alle parter. Man føler for de nervøse koner, for i store perioder (og før en unødvendig epilog) er man, ligesom dem, grebet af stemningen. Hvis man virkelig gerne vil se filmen som patetisk pladderpatriotisk lal, så kan man godt tvinge sig selv til det. Men denne inspirerende fortælling om medmenneskelighed og håb har universel appel.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen. Man kunne have frygtet en snavset og mudret billedside, eftersom filmen for det meste foregår på et dunkelt, indelukket areal under jorden. Men detaljerigdommen er enorm hele vejen igennem, og både kontrasten og farvegengivelsen er perfekt. Der er ingen tilfælde af udtværing eller edge-enhancement.

AudioMindst lige så imponerende som billedsiden er dvd’ens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor – et af de allerbedste af slagsen overhovedet. Vi får aldrig lov til at se tårnene styrte sammen udefra, og kameraet har selvsagt ikke meget plads til at manøvrere i under de underjordiske scener, så lyden er en ekstrem essentiel del af filmens stemningsbillede. Hele kanalnetværket er aktivt. Der er mange effektive panoreringer, og subwooferen leverer en sublim bund. Der er masser af både subtile og højlydte effekter, og Craig Armstrongs musik lyder glimrende og overdøves aldrig. Dialogen er også tydelig og har en dejlig rumklang.

EkstramaterialeEn velartikuleret, oprigtig og informativ Oliver Stone leverer et typisk fremragende kommentarspor. Der er nogle pauser, men heldigvis er de sjældent langstrakte. Det andet kommentarspor er lige så godt. Det er med virkelighedens Will Jimeno, Scott Strauss, John Bushing og Paddy McGee, der alle portrætteres i filmen. Man føler sig vitterligt beæret over at få lov til at lytte til disse virkelige heltes fascinerende beretninger. Både fans og skeptikere bør lægge øre til sporet.

Disc 1 rundes af med en trailer til “Dreamgirls” og i alt 9 slettede/forlængede scener, som tilsammen varer 17 minutter. Stone har indtalt kommentarer til dem alle. Mange af dem er gode, men ingen af scenerne er hårdt savnet.

Disc 2 byder på op til flere suveræne dokumentarer. De to største er “The Making of World Trade Center” (51 min.) og “Common Sacrifice” (52 min.), der begge er delt op i flere dele. Førstnævnte handler om tilblivelsen af filmen, hvorimod den anden fortæller om politibetjentene og redningsfolkene, som portrætteres i filmen. Begge er velproducerede og informative. Vi hører fra både Stone, producenter, skuespillere, lydfolk, og musikere. “Common Sacrifice” giver os en unik indsigt i de to befriede betjentes hverdag i månederne efter terror-angrebet.

“Building Ground Zero” (24 min.) handler om konstruktionen af de imponerende kulisser. Vi hører en del om skabelsen af en 3D-model af Ground Zero-området, som blev lavet for at gøre optagelserne lettere, og vi hører også de to mænd berette om deres reaktion, da de så settet. “Visual and Special Effects” (12 min.) handler om effekterne i filmen – både dem skabt under optagelserne og de computergenererede.

I “Oliver Stone’s New York” (23 min.) guider Stone os rundt i sin hjemby. Han fortæller bl.a. om sin opvækst i storbyen og sin tid som filmskoleelev og soldat. Instruktørens franske mor og en god ven udtaler sig også. Fans af Stone vil nyde dette portræt, mens andre sandsynligvis vil kede sig lidt.

“Q & A with Oliver Stone” (13 min.) viser et uddrag fra et arrangement i England, hvor Stone bliver udspurgt om filmen af forskellige mennesker. Som altid er instruktøren en god fortæller og interessant debattør, og man ville gerne have set lidt flere optagelser fra eventen.

Til slut er der et billedgalleri, filmens biograftrailer og en håndfuld tv-reklamer.