Kannibalret uden kød påVi troede efterhånden, at vi kendte psykopaten Hannibal ‘The Cannibal’ til hudløshed ovenpå intet mindre end fire filmatiseringer af forfatteren Thomas Harris’ tre bøger om den intelligente massemorder med appetit for menneskekød. Men i “Hannibal Rising – Ondskaben vågner”, som bygger på Harris’ seneste bog, kommer vi om bag masken på Hannibal Lecter og får en forklaring på hvorfor, han blev det monster, vi elsker at gyse over. Denne gang må vi dog undvære Anthony Hopkins, og selvom franske Gaspard Ulliel gør en god figur som den unge Hannibal, så er der i bund og grund tale om en film, vi godt kunne have været foruden.

I slutningen af Anden Verdenskrig flygter Hannibal Lecters forældre med deres to børn til en skovhytte, da tyskerne bomber Litauen. Men forældrene dør i et angreb, og Hannibal og lillesøsteren Mischa overlades alene. En gruppe deserterede tyske soldater søger ly i hytten og tager børnene til fange. Sultne og desperate kaster soldaterne sig over Mischa, men Hannibal skånes. Han undslipper sine bødler med livet i behold og opdrages under russernes befrielse på en kostskole. Men Hannibal er besat af tanken om hævn og flygter til Paris, hvor hans onkels japanske enke, Lady Murasaki, tager ham til sig og oplærer ham i både fine manerer og kampkunst. Da Hannibal erfarer, at hans søsters mordere stadig er i live, indleder han en grusom jagt, som end ikke politikommissæren Popil kan stoppe.

Forfatteren og skaberen af fænomenet Hannibal Lecter, Thomas Harris, har selv stået for manuskriptet til filmen, der er instrueret af Peter Webber, som stod bag “Pige med Perleørering”. Tilsammen forsøger de at demaskere det dekadente uhyre, men er der virkelig brug for en delvis humanisering og afmystificering af gyserikonet Lecter? Styrken i karakteren, og hvad der gør ham så skræmmende, er vel netop, at han er enigmatisk, og at hans næsten overmenneskelige evner og psyke ikke trækkes ned på jorden og gives en jævn forklaring. Netop her synes den altoverskyggende akilleshæl for “Hannibal Rising” at være, for i takt med, at vi skal have den grusomme bevæggrund for Lecters psykopati, fremstår han pludselig knap så karismatisk og gådefuld. Den unge Gaspard Ulliel, som var forlibt i Audrey Tautou i “En lang forlovelse”, rammer ellers Hopkins’ udlægning af menneskemonstret ganske godt, når han vel at mærke får tid til at udtrykke sig overfor sine ofre, eller når han sofistikeret håner politimanden Popil. Det er nu engang Hannibals skarpe intelligens og hvasse tunge, der er hans mest frygtindgydende våben, og disse portrætterer Ulliel, så man næsten ser en ung Hopkins foran sig.

Desværre har filmen alt for travlt med i stedet at udpensle de bestialske mord, der i længden mangler fantasi, til at give sig tid til sin hovedperson. Det grusomme traume fra barndommen bliver altoverskyggende for fortællingen, og selvom dette er orkestreret effektivt og ganske urovækkende i filmens begyndelse, så resulterer det også i, at Lecters hurtige dannelse og kolde sadisme efterlades som noget af et postulat. Tilbage står en noget ordinær hævnhistorie tilsat forsøg på en række opfindsomme henrettelsesmetoder, hvoraf de fleste dog ikke imponerer. Især filmens sidste halvdel kører i tomgang og forfalder til skematiske plotudviklinger, der gør spændingen temmelig blodfattig.

Som den japanske Lady Murasaki har man underligt nok valgt den kinesiske Gong Li, hvis talent må siges at have været brugt bedre, og hendes karakter får da heller ikke synderlig meget at arbejde med. I de øvrige roller ses en række europæiske skuespillere, der ikke stikker nævneværdigt ud i deres fremtræden, og selvom Rhys Ifans leverer en noget nær interessant fremstilling af Hannibals onde nemesis, Grutas, så er der langt op til Ted Levines ‘Buffalo Bill’, Ralph Fiennes’ Francis Dolarhyde eller Gary Oldmans Mason Verger.