Filmz
Letters from Iwo Jima

Letters from Iwo Jima

Medvirkende:

Ken Watanabe, Kazunari Ninomiya, Tsuyoshi Ihara, Ryo Kase, Shidô Nakamura, Hiroshi Watanabe, Eijiro Ozaki, Luke Eberl, Hiro Abe, Sonny Saito, Steve Santa Sekiyoshi, Yuki Matsuzaki

Instruktør:

Clint Eastwood

Filmlængde:

141 minutter

Genre:

Drama, Drama, Krig, Krig

Letters from Iwo Jima

Der er noget moralsk opløftende ved det faktum, at en mand som Clint Eastwood, hvis tidlige primære berømmelse kom fra at blæse kriminelle afskum i smadder med sin 44’er, har brugt sine ældre og klogere år på at begå filmværker, der i den grad afglamouriserer volden.

Seneste gjorde han det i “Flags of Our Fathers”, der omhandlede den amerikanske side af slaget om Iwo Jima samt brugen af ikoniske heltebilleder. Denne gang er synsvinklen den modsatte – men på sin vis den samme – for i “Letters from Iwo Jima” følger vi slaget set fra den japanske side.

[image=17713]

For at forsvare Japan sendes over 20.000 soldater til den lille vulkanske ø. Heriblandt er bageren Saigo, der kun længes efter at se sin nyfødte datter; Shimizu, en meget ung idealistisk soldat som de andre soldater frygter er placeret for at rapportere om deres adfærd; samt den flamboyante Baron Nishi, som har vundet guld ved olympiaden i ridning. Til at organisere Iwo Jimas forsvar er generalløjtnant Tadamichi Kuribayashi (Ken Watanabe) blevet udpeget. Kuribayashi ved allerede ved ankomsten at tingene står slemt til, men inden længe bliver han for alvor klar over situationen. Den japanske flåde og luftstyrke er hårdt medtaget, og uden dem ser et forsvar af øen håbløst ud.

Udstyret med beskedne våben, dårligt drikkevand og begrænset forråd men bevæbnet til tænderne med stålvilje og snarrådighed udtænker Kuribayashi imidlertid en ny slagplan, der bryder med klassisk japansk forsvarstaktik, men som ikke desto mindre viser sig at være særdeles effektiv mod den ellers så overlegne fjende. Ingen af soldaterne har dog nogle illusioner om sejr, og Kuribayashi må samtidig slås med de æresbegreber, der ligger i mange af soldaterne, men som er håbløst ineffektive i kamp.

[image=17714]

Hvis “Flags of Our Fathers” var en udmærket om end ikke fuldstændig vellykket film, så overgår “Letters form Iwo Jima” den i næsten enhver henseende. Filmen er slet og ret i besiddelse af bedre skuespil, en stærkere og mere dramatisk tilfredsstilende historie samt betydeligt mere komplekse temaer. Hvor kronologien i “Flags of Our Fathers” ofte var en noget rodet oplevelse, så bliver handlingen denne gang mere lineært udlagt, med enkelte spring frem og tilbage i tiden, men man er aldrig i tvivl om hvem, der er hvem, eller hvornår de pågældende begivenheder udspiller sig.

De forsimplede fjendebilleder står for skud i “Letters from Iwo Jima”, hvor soldaterne belæres om, at amerikanerne er vilde og udisciplinerede, men må sande, at ingen af delene har hold i virkeligheden. Ligesom de japanske soldater kommer vi som tilskuere også til at revidere vores opfattelser. Ikke i den henseende, at man ønsker at japanerne vinder, men snarere, at man ikke ønsker nogle af parterne døde. Død kommer der dog i stigende grad, som filmen skrider frem, og Kuribayashi bliver bevidst om, at han står overfor en ren selvmordsmission. Hans fanatiske viljestyrke er fast indstillet på at kæmpe til sidste mand, men selvom man ikke kan andet end at beundre hans mod, så er tankegangen svær at følge, for hvilket form for formål kan dog retfærdiggøre de lidelser, som disse mænd blive udsat for?

[image=17715]

Kort om filmen

For snart 62 år siden mødtes amerikanske og japanske styrker for første gang på japansk jord; på den lille, ubetydelige vulkanske ø, Iwo Jima, ca. 600 km syd for Tokyo. De japanske soldater blev sendt til Iwo Jima ved vidende, at de aldrig ville vende tilbage i live. Den øverstkommanderende for de japanske styrker, general Tadamichi Kuribayashi (Ken Watanabe), havde studeret i Amerika og hans vestlige uddannelse havde givet ham en strategisk indsigt i, hvordan han skulle møde den gigantiske amerikanske armada. Med kun en stålsat vilje og nytænkende, kreativ brug af øens vulkanske klippeformationer, lykkes det General Kuribayashi at vende det forventede nederlag til næsten 40 dages heroisk slag, der er gået over i historien som Stillehavskrigens mest blodige.

Ads by MGDK