Trods en titel, der utvivlsomt klinger af Elvis Presley, er det nu ikke musiske kvaliteter eller dertilhørende armbevægelser, som præger helhedsindtrykket i Colin Nutleys jammerlige portræt af to kvinders ensomhed og forliste ægteskaber. Upåagtet den grundlæggende seriøse tone er “Heartbreak Hotel” i værste fald ufrivillig komisk og i bedste fald ligegyldig.

Udgangspunktet er mildest talt banalt men dog ikke uden lovende takter. Den nyligt fraskilte gynækolog, Elisabeth Staf (Helena Bergström), forsøger at affinde sig med sin nyvundne ensomhed ved natlige besøg på det lokale diskotek, der ikke overraskende hedder Heartbreak Hotel. Det er egentligt også en passende overskrift for hendes tilværelse, og så er det her, hun møder og danner et fællesskab med parkeringsvagten og enkefruen, Gudrun (Maria Lundqvist), der godt nok kort forinden har præsenteret Elizabeth for en parkeringsbøde. Men i ensomhedens lys er tilgivelse vel en smal sag.

Sammen turer de nattelivet, flirter til grænsen og lægger forgæves an på diskotekets mandlige gæster. Det ligner to sølle eksistenser, for hvem kursen i livets efterår udelukkende er sat ned ad bakke. Der er ikke mange lyspunkter, når de sammen drukner sorgerne over kønsløse jobs og forliste ægteskaber med tequila shots, rytmiske bevægelser og fællessang på Heartbreak Hotel.

Rammerne er, med enkelte undtagelser, et traditionelt mødested for de unge på fyrre, og det er da også her, den centrale del af handlingen udspiller sig. Det er desværre ikke altid med et lige heldigt udfald. Det er selvfølgelig aldrig helt nemt at udvikle en dramaturgi, der foregår på et diskotek med dunkende musik, skrålende branderter og et vibrerende dansegulv. Alligevel virker det kraftigt forceret, når samtlige diskoteksgæster danser i takt og mildest talt får scenariet til at fremstå som en parodi på de danske “Anja & Viktor”-film.

Det virker dog som om, Colin Nutley har mere på hjerte end som så. Hele livets cyklus bliver berørt, når Elisabeth er til sønnes bryllup; Gudrun senere hen mødes på kirkegården med eksgemalen; og det eksistentielle ved ensomheden kontra tosomheden hele tiden er til debat. Det er alvorsfulde tematikker, og derfor er det ærgeligt, at tendenserne drukner i sødsupperomantik og røvballekomik.

Man kan indvende, at styrkerne skal findes andetsteds, og at filmens umiddelbare formål er at underholde. Desværre er det svært at lade sig underholde, når humoren er plat, skuespillet under middel og filmen samtidig drives frem efter det tunge dramas glædesløse spilleregler. Det handler om de to hovedpersoners kamp for at slå sig til tåls med ensomheden, forholde sig til den tabte kærlighed og støbe fundamentet til en spritny tilværelse. Og det kunne bestemt være oplægget til en sørgmunter lille perle. Desværre forstår “Heartbreak Hotel” aldrig at ramme den rigtige tone. Dertil er niveauet for svingende.

Video”Heartbreak Hotel” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreen format. Billedsiden tager sig grundlæggende lækkert ud og rummer kun minimale tilfælde af støj, udtværinger eller edge enhancement. I overvejende grad er billederne skarpe og præges desuden af bedårende fokusskift mellem for- og baggrund.

AudioOgså lyden er ganske velproduceret. Filmens lyd findes i de svensksprogede lydspor med henholdsvis Dolby Digital 5.1 og Dolby Surround 2.0. Selv om “Heartbreak Hotel” i primær grad er dialogbåren, hævder lyden sig også ved effektlyde og baggrundsstøj i særligt diskoteksscenerne. Lyden kommer overvejende fra fronthøjtalerne, men også bagkanalerne kommer flere steder tydeligt i brug.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse er bestemt ikke imponerende. Faktisk er der ikke meget andet at komme efter end trailers for Woody Allens “Scoop”, Michel Gondrys fabelagtige “The Science of Sleep”, “Little Miss Sunshine” og “Confetti”. I relation til selve filmen er der en musikvideo med den meget sigende “Love Hurts” af Jill Johnson og den traditionelle trailer for filmen.