Med fødderne solidt forankret i de japanske anime traditioner har Anders Morgenthaler skabt rammerne for en både modbydelig og også ganske barsk fortælling. “Princess” egner sig nemlig på ingen måde til mindreårige og andre svage sjæle, men ikke desto mindre rummer den ingredienserne fra et gennemgående fascinerende animationsunivers.
[image=17526]
Der skal nemlig ikke herske tvivl om, at billedsiden i perioder udspiller indholdet. Og gid filmmageren Morgenthaler dog havde haft dette med i sin overordnede kalkule, før filmen blev sendt på markedet. Som helhed er “Princess” en krydsklippet præsentation mellem den tegnede streg og de bevidst kornede hjemmevideooptagelser, der er med til at opbygge den grumme fortælling.
Rammerne for “Princess” er ikke dårlige, men visse moralske skrupler kan den bestialske historie ikke undsige sig. Det er nemlig den (i stærkt banaliseret form) alt for realistiske fortælling om pornoindustriens førende stjerne, Princess med det borgerlige navn Christina, der dør efter adskillige opslidende år på livets skyggeside. Hun efterlader sig den 5-årige datter Mia, der sit unge liv til trods har oplevet lidt af hvert. I nødens stund træder Christinas bror, August, til, hjemvendt fra det store udland som missionerende præst og overtager dermed det formynderiske forældreansvar.
Om det er Christinas miserable liv eller Mias ditto opvækst, der er anstødsstenen er ikke helt sikkert, men det er i hvert fald sikkert, at omstændighedernes vilkår, og Augusts sorgbearbejdning samt Mias uvaner, fra en foreløbig opvækst på et bordel hos de usleste [i]lowlifes[/i], tænder en usigelig hævnlyst hos den bibelsk skolede August. Og her sætter Morgenthalers “Princess” sig selv i lidt af et dilemma. For hvordan kan man bruge filmmediet til at kritisere pornofilmens slagsider, når man samtidig forherliger vold ved at ophøje den til æstetisk kunst a la den formel, Quentin Tarantino gjorde brug af i det lignende hævntogt i “Kill Bill” filmene med Uma Thurmans Black Mamba?
[image=17527]
Samtidig har Morgenthaler dog en række velberettede pointer, der ikke bør negligeres. Når pornomagasinerne med mor på forsiden placeres i Mias øjenhøjde i den lokale bladkiosk, og når Mia nærmest per automatik griber ud efter Augusts kønsdele, når hun skal have sit bad, hvilket hun forståeligt nok ikke er meget for, så er der grund til forargelse og vrede. I hvert fald lægger August præstekjortlen på hylden og sætter ud på et dræbertogt for at hævne Christinas død og Mias indtil nu miserable opvækst. På allerblodigste vis er der lagt op til en velmenende udrensning i den københavnske pornoindustri, om end metoderne så sandelig kan diskuteres.
Tegnefilmens underholdningskvaliteter står derimod ikke til diskussion. August, der kæmper med sine indre dæmoner og en korrupt industrialisering af pornografien, bæres frem af Thure Lindhardts stemme, mens Margrethe Koytu, Tommy Kenter og Christian Tafdrup er blandt de danske skuespillere, der lægger stemmer til filmens øvrige karakterer.
Luften er tæt af blod, sved og tårer, når August for alvor sætter sit vendetta i gang, og dermed er “Princess”, morale eller ej, tegnet underholdning på et ganske højt niveau efter danske forudsætninger.
VideoBilledsiden til “Princess” leveres i et 2.35:1 anamorphic widescreen format og tager sig grundlæggende ganske fint ud. De fint tegnede scenarier fremstår lækkert og forstyrres kun af flere tilfælde af edge enhancement. Til gengæld er farverne velvalgte og supplerer fint den fortalte historie, ligesom der ikke er nævneværdige eksempler på støj eller udtværinger.
[image=17528]
AudioLyden er noget af det bedre ved “Princess”. Den fås i de dansksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS spor. Og det er ingen underdrivelse at påstå, at alle kanaler er i brug. Lyden kommer rent og differentieret ud og er et fantastisk supplement til de mange actionfyldte scener. Den underbygger imidlertid også scenariet, når de mere stille sekvenser præges af den japansk inspirerede musik. Eneste anke er, at lyden ikke altid helt følges ad med karakterernes mundbevægelser.
EkstramaterialePå ekstramaterialet kan man først og fremmest se Anders Morgenthalers kortfilm, “Araki – The Killing of a Japanese Photographer”, der tydeligvis har visse lighedspunkter med “Princess”. Derudover er der en ganske interessant, timelang, debat mellem Morgenthaler og pornostjernen og -producenten Jeppe, der i “Jeppe Vs. Morgenthaler” kommer med hver deres individuelle synspunkter på pornoindustrien i almindelighed og den danske pornoindustri i særdeleshed. Endelig har der indfundet sig en trailer og en teaser for “Princess”. Især de to førstnævnte trækker det tunge læs og får ekstramaterialet til at fremstå som en udmærket bonus.
[image=17411]