Ikke siden “The Blair Witch Project” har der været en film, der på samme måde som “Snakes on a Plane” synes at være opstået ud af det blå for pludselig at tage verden med storm og skabe en enorm fanskare, endda før traileren overhovedet havde ramt de hvide lærreder. Mængden af omtale i aviser, blade, på hjemmesider og endda t-shirts var enorm forinden filmens udgivelse. Ekstra penge blev kastet i filmen på baggrund af den uventede reaktion. Men så fik filmen premiere, og ingen gik ind og så den. New Line stod pludselig med en fiasko i hænderne, som ikke engang formåede at generere profit. Og med god grund.

Filmen var først og fremmest udset til at være en mildt acceptabel, gennemsnitlig thriller. Men på baggrund af tilhængernes udtalelser og især deres tydelige værdsættelse af rapkæftede Samuel L. Jacksons tilstedeværelse, valgte man i stedet at sigte efter laveste fællesnævner og prøve at gøre filmen så dum og åndssvag som overhovedet muligt. Filmens højt proklamerede stupiditet skulle være dens force, dens tiltrækningskraft. Men det værste, som overhovedet kunne ske for “Snakes on a Plane”, blev en realitet: Filmen viste sig bare at være ringe – vel og mærke utilsigtet. Filmen er hverken så gennemført, at den er underholdende, eller så åndssvag på den såkaldte fede måde, at den er morsom.

Samuel L. Jackson er blot en skygge af sig selv i rollen som den kedelige FBI-agent Neville Flynn, der skal transportere et vidne via fly fra Hawaii til Los Angeles, da en gruppe slanger pludselig går til angreb. Fuldstændig blottet for charme og engagement synes Jackson at betragte hver eneste scene som en trættende duksetjans, der bare skal overstås. Resten af ensemblet er ikke meget bedre, men hovedproblemet er persongalleriet. Hver eneste person er en hul, ligegyldig og ofte irriterende karikatur, og i en film, hvor man direkte er gået efter at gøre plottet underordnet, er et uinteressant persongalleri et kæmpe fejltrin. Ekstremt kedelig og enormt forudsigelig er filmen også. Den føles længere end en fuldvoksen anakonda.

Forventer man et bombardement af uforskammede, morsomme replikker, bliver man også skuffet. Tonen i filmen er overraskende alvorlig. Der er ikke tale om melodramatisk seriøsitet, men filmen synes ikke selv at have nogen idé om, at dens formål her i livet er at underholde, more og skræmme – tre ting, som den aldrig formår at gøre. De computeranimerede slanger ser for det meste rædselsfulde ud (andre computergenerede skud er dog nogenlunde), de få humoristiske indfald er malplacerede og ineffektive, og når nu der er absolut ingen personer, man overhovedet gider at interesse sig for, er det umuligt at engagere sig i filmens forløb. Tak gud for, at filmen blev et flop, så vi aldrig får lov at få en stribe af fortsættelser på andre offentlige transportmidler.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Måske i et forsøg på endelig at tjene lidt penge på filmen og gøre udgivelsen til et mere attraktivt tilbud, har man tydeligvis lagt en del arbejde i at få “Snakes on a Plane” til at se så godt ud som muligt på dvd. Kontrasten kunne ikke være mere solid, farverne er simpelthen bedårende, billedet er knivskarpt, og der er absolut ingen tilfælde af støj, snavs eller smuds. Der er nogen tynde glorier til stede her og der (mest tydeligt rundt om bogstaverne i starten), men de er aldrig distraherende, og de færreste vil lægge mærke til dem. Selv den ekstremt beskedne mængde edge-enhancement kan ikke fravriste billedsiden topkarakter.

AudioLydsiden præsenteres både i Dolby Digital 5.1 og DTS ES 6.1 format. Som ventet byder sidstnævnte på en del mere punch, auditiv sprødhed og flere subtile detaljer. Selve lyddesignet er ikke altid lige spændende, med en mangel på overraskelser, men kanalnetværket bliver godt udnyttet over hele linien. Der er talrige effektive panoreringer, atmosfæren er god (men kunne måske godt have været en anelse fyldigere), og så er subwooferen dejlig aggressiv. Et af det unge års absolut bedste lydspor indtil videre.

EkstramaterialeNår skiven smækkes i afspilleren, bliver man præsenteret for trailere til “The Texas Chainsaw Massacre: The Beginning”, “Stay Alive” og “Wallander – Hemligheten”. Tre trailers og fem tv-reklamer til “Snakes on a Plane” er også inkluderet andetsteds på discen. Der er få minutters fraklip fra optagelserne, som er langt, langt sjovere, end noget filmen har at byde på. Den sidste ‘bagatel’ skiven byder på, er en enkelt musikvideo (den som også optræder sammen med filmens rulletekster). Man har også mulighed for at studere få minutters optagelser omhandlende tilblivelsen af videoen.

Discen byder på et kommentarspor med instruktør David Ellis, skuespiller Samuel L. Jackson, producerne Craig Berenson og Tawny Ellis, assistentinstruktøren Freddie Hice og visual-effects supervisoren Eric Henry. Kommentarsporet er faktisk interessant, fængende og fornøjeligt – alle de ting, som filmen burde have været. Deltagerne kommer både med mange fine anekdoter, og så er de også morsomme og har ikke noget imod at tage gevaldigt pis på hinanden og filmen.

Der er i alt 4 dokumentarer. I “Pure Venom: The Making of Snakes on a Plane” (18 min.) sidder filmens bagmænd og skuespillerne og skamroser den elendige film hele vejen igennem. Sjovt er det at høre produceren Craig Berenson og manuskriptforfatteren tale om, hvor essentielt det er at have gode karakterer, som man kan identificere sig med – noget som slet ikke er lykkedes. Når alle ikke har travlt med at lovprise kollegaerne til skyerne, er der indimellem nogle interessante anekdoter og optagelser.

De tre resterende featuretter hedder “Meet the Reptiles” (13 min.), “VFX Featurette” (5 min.) og “Snakes on a Blog” (10 min.). Førstnævnte handler om slanger, og den består primært af et interview med en slangeekspert, som også arbejdede på filmen. Den er faktisk forbavsende interessant. Den næste featurette handler om effektarbejdet på filmen, og den er ganske velproduceret og underholdende. “Snakes on a Blog” er dog den mest interessante af alle dokumentarerne, og den fortæller om filmens enorme popularitet før premieren. Det er især underholdende at se flere hjemmelavede trailers, musikvideoer mm., som filmens fans har lavet.

Der er i alt 10 slettede/forlængede scener, som tilsammen varer godt og vel 12 minutter. De kan alle ses med kommentarer fra instruktør Ellis og producerne Ellis og Berenson. De forlængede scener er ikke ligefrem meget længere (ofte drejer det sig om få sekunder), mens de slettede scener er – helt som ventet – ligegyldige.