filmz-Angel Eyes I mørkets hjerteAfrika har en blodig historie, og med “The Last King of Scotland” får vi, efter Edward Zwicks “Blood Diamond”, nu endnu et indblik i det mørke kontinents fortid, denne gang Uganda og dets diktatorregime under Idi Amin i 1970’erne. Den hidtidige dokumentarfilminstruktør Kevin Macdonald får sin spillefilmsdebut med denne barske fiktionsfortælling om én af Afrikas mest skræmmende mænd, og om hans tid på tronen, der førte et blodspor af mere end 300.000 dræbte afrikanere med sig, inden han blev afsat. “The Last King of Scotland” er delvis problematisk i sin blanding af fakta og fiktion, men man kommer ikke uden om, at den leverer et rystende nuanceret og kraftfuldt portræt af Idi Amin i skikkelse af Forest Whitaker.
[image=17246]
Året er 1971 og den nyudklækkede læge Nicholas Garrigan (James McAvoy) beslutter sig for at tage til Uganda som frivillig, i håb om et spændende eventyr væk fra familiens konformitet i Skotland. Han udstationeres i en lille landsby netop som Idi Amin gennem et kup har væltet premiereminister Obote, og hans magtovertagelse bydes velkommen af lokalbefolkningen, i takt med løfter om nye og bedre tider for alle. Ved et tilfælde tilser Nicholas Amin efter en ubetydelig ulykke, og næste dag tilbydes han pladsen som Amins personlige læge. Nicholas, som fascineres af den store leder, tager imod jobbet, der lover både luksus og eventyr, men hans naive tiltro til Amin må inden længe vågne op til de skræmmende realiteter, da flere og flere kritikere af regimet pludselig forsvinder. Nicholas er snart længere ude end han kan bunde, og hvad, der startede som en uskyldig leg i eksotiske omgivelser vendes hurtigt til blodigt alvor. Bedre bliver det ikke, da Nicholas også falder for den ene af Amins koner, Kay (Kerry Washington), for Idi er en mand man ikke krydser uden at betale dyrt.
“The Last King of Scotland” bygger på en bog af Giles Foden, som beskæftiger sig med de faktuelle begivenheder omkring Idi Amins styre, men fortalt ved hjælp af en fiktiv karakter, livlægen Nicholas. Gennem denne hovedperson får vi adgang til diktatorens mere private side, hvilket er et dristigt træk, ikke ulig den demaskerende fortælling i “Der Untergang”, som således viser os mennesket bag monsteret. Der er dog langt fra tale om et humanistisk forsvar af Amin, der i Forest Whitakers kraftpræstation afdækker en tikkende bombe af en mand, paranoid til fingerspidserne, men kun alt for klar over de mørke regioners spilleregler. [i]”Det skræmmende ved dig er, at du er som et lille barn,”[/i] siger Nicholas meget rammende til Amin, hvis latente fare hele tiden truer med at eksplodere bag det skiftende brede smil og den charmerende facade. Whitaker spiller Amin med en omskiftelighed og en intensitet, der skiftevis hypnotiserer tilskueren og får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Han har allerede en Golden Globe i bagagen for denne præstation, og der kan vist ikke råde den store tvivl om, at Oscar’en for bedste mandlige hovedrolle ved prisuddelingen 25. februar også bliver hans.
[image=17241]
James McAvoy, der nok huskes bedst som faunen Mr. Tumnus i “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet”, spiller fornemt op til Whitaker som den unge Nicholas, der hurtigt tvinges til at tage sin naivitet op til revurdering. Hans mistro til de engelske diplomater, der hvisker i krogene bag Amins ryg, spejles passende i hans skotske aner og hans hjemlands lignende autoritetsoprør mod de britiske kolonialister. Denne forståelige skepsis, og samtidige identifikation med Ugandas nationale oprejsning, finder også indpas på biografsædet, hvor man dog alt for hurtigt må erkende, at diktatoren Amin ikke har sin egen befolkning for øje, når det kommer til at kaste lænkerne af sig. Amins hjerte er sort som landets hudfarve, men banker i sidste ende kun for ham selv.
Nok kan man kritisere fiktionsfilmens forsøg på at gøre de virkelige hændelser til en spændingshistorie efter klassiske genreforskrifter, og dermed til dels give køb på realismen, som det f.eks. er tilfældet med Nicholas’ tråd gennem filmen, bl.a. i det romantiske forhold til Amins kone Kay, men fortællingen bliver aldrig for skematisk. I stedet er genrekonventionerne med til at sætte tingene på spidsen, og takket være nuancerede persontegninger og skuespillets ufravigelige insisteren køber vi som tilskuer de enkelte opstillede elementer.
[image=17244]
