Pudsigt nok synes den person, der mere end nogen anden er blevet associeret med filmen “Stranger than Fiction”, at være en mand, der intet har haft med filmen at gøre: Charlie Kaufman. Den geniale og småneurotiske manuskriptforfatters værker har garanteret inspireret den 31-årige Zach Helm, som nedfældede filmens fortælling om en trist og kedelig skattearbejder (Will Ferrell), der pludselig erfarer, at han bliver forfulgt af en fortællerstemme, der højlydt gentager nærmest alt, hvad han foretager sig. Men Helm, instruktør Marc Forster og deres blændende ensemble gør noget, som det kun sjældent lykkedes Kaufman: de formår at bevæge dig.

En af de mest overraskende ting ved “Stranger than Fiction” er, at der ikke bliver brugt særlig megen energi eller tid på at udpensle absurditeten af Ferrells højst mærkværdige og mildest talt usandsynlige situation. Man mindes Bill Murray-klassikeren “En ny dag truer”, hvor det særprægede fænomen, der fik Murray til at opleve den samme dag igen og igen, aldrig virkelig blev forklaret.

Det efterlader en hel del til fantasien og skaber en unik balance imellem det magiske og det realistiske, som gør filmens univers og historie mere original, uforudsigelig og dragende. Mest af alt er det med til at gøre karaktererne mere menneskelige og engagerende. Filmens mesterlige skuespillerbesætning hjælper også en del på sagerne.

En både morsom og rørende Emma Thompson spiller den nervøse og sky forfatter, som skriver bogen, hvori Harold Crick (Ferrell) er hovedpersonen. I årevis har hun forsøgt at finde på en måde at slå Harold ihjel på, og da Harold opdager dette (via stemmen) forsøger han at finde ud af, hvorfor, hvordan og hvornår hans forestående død vil finde sted i et forsøg på at forhindre den. Harold får hjælp af universitetsprofessoren Jules Hilbert, som bliver spillet af en uhyre veloplagt Dustin Hoffman. Det er både Hoffmans bedste rolle og præstation i årevis.

Også Maggie Gyllenhaal er en fryd som den drilske og spydige, men enormt søde bager, hvis manglende skattebetaling gør, at hun får Harold på nakken. På trods af deres vidt forskellige natur, kommer det ikke som den store overraskelse, at Harold begynder at forelske sig i hende. Queen Latifah gør også indtryk som Thompsons professionelle sekretær.

Men filmens største trumfkort er Ferrell, som er intet mindre end fantastisk. Havde det ikke været fordi, at vi sidste år fik lov til at overvære talløse blændende skuespillerpræstationer, havde Ferrell været en åbenlys Oscar-kandidat her til februar. I modsætning til, når mange andre komikere har håndteret roller i den mere seriøse ende af følelsesspektret, får vi her aldrig rigtig lov til at se den komiske mester i sit kendte element. Ferrell er meget tilbageholden og nedtonet, men formår trods alt at levere et velplaceret emotionelt punch lige midt i publikums mellemgulv. Han er en fornøjelse.

Instruktør Marc Forster er en alsidig herre, som har vist, at han både er fornem til at lave lavmælte, intime dramaer (“Monster’s Ball”) og grandiose, følelsesladede [i]feel-good[/i] film (“Finding Neverland”). “Stranger than Fiction” går lidt en balancegang mellem de to verdener. Tonen er aldrig [i]for[/i] alvorlig, mens man yderst sjældent irriteres over malplaceret sødme – de allersidste minutter er dog tæt på at spænde ben for filmen lige ved målstregen, men den velstøbte dialog og en genial intertekstuel kommentar redder filmen.