Filmz
Star Trek: Generations – Collector’s Edition

Star Trek: Generations

Medvirkende:

William Shatner, Jonathan Frakes, Patrick Stewart, Malcolm McDowell, James Doohan, Walter Koenig, LeVar Burton, Michael Dorn, Gates McFadden, Marina Sirtis, Brent Spiner, Jenette Goldstein, Alan Ruck, Jacqueline Kim, Thomas Kopache

Instruktør:

David Carson

Filmlængde:

118 minutter

Genre:

Sci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Adventure, Adventure

Star Trek: Generations – Collector’s Edition

Efter to tv-serier og seks film var det helt klart på tide, at den gamle Star Trek besætning gav faklen videre til Star Trek: The Next Generation-besætningen. Nu var det Picard og Co.’s tur til at fyre den af på det store lærred, og blot nogle få måneder efter, at knap 40% af USA’s fjernsyn havde været indstillet på det allersidste afsnit af tv-serien, udkom “Star Trek: Generations” i biograferne til store fanfarer. Enorme kampagner, tonsvis af interviews og storslåede trailers lagde op til noget helt stort: To generationer ville mødes i en kamp for at redde universet!

[image=17039]

Måske er det derfor, at massevis af Star Trek fans følte sig skuffede over filmen. Ud af alle de 10 Star Trek film, som er udkommet, er den syvende af slagsen, “Star Trek: Generations”, uden tvivl den mest ‘minimalistiske’ af dem alle. Men det er trods alt en virkelig god Star Trek film. Det er en rørende, velfortalt og gennemført historie om alderdom, tid og dødelighed.

Skuespillerne er alle fremragende. Patrick Stewart er glimrende, og resten af besætningen spiller også godt, ligesom de plejer. Det er dog selvfølgelig Picard, der er mest i fokus, og enkelte medlemmer af besætningen får næsten ingen opmærksomhed. Men det er også at forvente, når man kun har 2 timer at gøre godt med. Malcolm McDowell er fremragende som den kyniske Dr. Soran, og han formår både at gøre karakteren kold og ond, men også lettere sympatisk.

Dennis McCarthys guddommelige musik skal også nævnes. Dette er muligvis det bedste soundtrack til en Star Trek film, og det er skrevet af en mand, som før “Generations” blot havde rodet med et lille stryger-orkester og en håndfuld synthesizere!

[image=17037]

Filmen har dog sine fejl og mangler.Den lider lidt under, at den har en ‘mission’, som den skal have overstået: at fuldføre “The Next Generation” besætningens overgang fra tv-skærmen til det store lærred, og samtidig sige et endeligt farvel til den gamle besætning (hvoraf tre medvirker i filmen). Dette har fastlåst manuskriptforfatterne en anelse. Eksempelvis føles hele konceptet bag energibåndet Nexus en anelse fortænkt, og der er et par passager i filmens midterdel, som trækker lidt. Desuden virker den endelige kamp mellem Picard/Kirk og Soran lidt påklistret.

Det havde været fedt vitterligt at have haft de to Star Trek generationer sammen i en kamp for at redde universet. Men på en måde er det også godt, at “Star Trek: Generations” gik imod forventningerne og prøvede på at gøre noget nyt indenfor Star Trek.

[image=17035]

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Star Trek: Generations” er en af de mere krævende Star Trek dvd’er billedmæssigt. Det skyldes, at fotografen John A. Alonzo (som blandt andet fotograferede “Scarface” og “Chinatown”) belyser de forskellige scener på meget forskellige og særegne måder, hvilket gør, at filmen nok er den visuelt mest unikke af dem alle. Imod forventning er den gamle, ikke Collector’s Edition dvd’s billedside faktisk flottere. Billedet på den nye udgave har en forunderlig skarphed, der ofte gør, at horisontale billedlinier er tydelige og distraherende. Se f.eks. på Datas pande eller Picards skaldede isse. Det er tydeligt at se, at billedet er blevet gjort skarpere på kunstig vis. Men derudover er billedsiden ganske nydelig.
AudioI forhold til alle de andre Star Trek film, er “Star Trek: Generations” nok den mest afdæmpede af dem alle. Derfor er der ikke så meget at komme efter, hvis det er en konstant pulserende rytme af dynamiske lydeffekter, man er ude efter. Men når der endelig en gang imellem kommer skub i tingene på lydsiden, så skuffer dvd’ens glimrende Dolby Digital 5.1 lydspor ikke. Dialog er også tydelig, og Dennis McCarthys musik lyder brillant. Altså på fuld højde med 5.1-lydsporet på den tidligere dvd.

Men vi er ikke færdige endnu. For det bedste ved denne dvd-udgivelse er inkluderingen af et DTS lydspor. Mange dele af lydsporet er på fuld højde med DD5.1 sporet, men der er langt flere atmosfærelyde og en langt mere storstilet og mærkbar brug af subwooferen. Tjek blot Enterprise-B’s første møde med Nexus. Det føles nærmest som om, at man befinder sig midt i dets turbulente centrum. Men højdepunktet er naturligvis Enterprises nedstyrtning. Wow.

[image=17034]

EkstramaterialePå disc 1 finder vi to kommentarspor. Det første byder på kommentarer fra filmens to manuskriptforfattere, Ronald D. Moore og Brannon Braga. De to snakker hele filmen igennem og leverer ikke blot kommentarer vedrørende tekniske og historiemæssige aspekter af “Generations”, men også en hel del info om deres tid på “The Next Generation”. Og hverken Moore eller Braga går af vejen for at udpege fejl og mangler i deres eget manuskript.

Discens andet kommentarspor er et tekst-kommentarspor kreeret af den alvidende Denise- og Michael Okuda duo. Som alle parrets tidligere kommentarspor, er det informationsrigt og interessant.

Så bevæger vi os til udgivelsens anden disc, som er god og fyldig, men måske også en smule for teknisk orienteret for den almene fan. Hvis man vælger at se ‘Scene deconstruction’-sektionen af dvd’en, får man her mulighed for at studere – i selskab med et par velvidende visual effects folk – gennemgange af tilblivelsen af tre af filmens sekvenser.

[image=17036]

I ‘Visual effects’-sektion “Inside ILM: Models and Miniatures” (10 min.) er en ganske interessant lille dokumentar, hvori vi støder på nogle af modeludgaverne af Enterprise-D, som blev benyttet i filmen. “Crashing the Enterprise” (11 min.) er meget i samme dur – den fokuserer selvsagt på den forbløffende scene i filmen, hvor tallerkendelen af Enterprise-D nødlander. “The Star Trek Universe”-afdelingen af dvd’en giver én mulighed for at se en lettere rørende og gennemført dokumentar om Matt Jeffries, som var med til at designe det oprindelige Enterprise-rumskib. Dokumentaren varer omtrent 20 minutter og blev delvist produceret kort tid før Jeffries’ død.

“The Enterprise Lineage” (13 min.) er en herlig lille dokumentar om historien bag skibsnavnet Enterprise. Der bliver talt om alt fra det gamle Enterprise-flådeskib til rumskibene, som bærer navnet i Star Trek universet. Der bliver naturligvis også talt en del om det faktum, at NASA navngav deres allerførste rumfærge Enterprise pga. tusindvis af breve fra Star Trek fans.

I “Captain Picard’s Family Album” (7 min.) snakker rekvisitøren Penny Juday om det familiealbum, som vi ser i filmen. Vi lærer, at familiealbummet er propfyldt med billeder og tekst, som refererer til den fiktive Picard-families historie. Det er forbløffende, at bogen er blevet fyldt med så mange detaljer, når det nu kun er en mikroskopisk brøkdel af bogen, som man overhovedet ser i filmen.

[image=17040]

“Creating 24th Century Weapons” (14 min.) handler om de våben, som er at finde i Star Trek. Dokumentaren er en lille smule tør. I ‘Production’-sektionen finder vi tre dokumentarer. Den første er “Uniting Two Legends” (26 min.), som er det tætteste vi kommer på en regulær ‘behind-the-scenes’ dokumentar på denne udgivelse. Adskillige skuespillere og filmfolk taler om produktionen af filmen. “Strange New Worlds: The Valley of Fire” (23 min.) minder en smule om den førnævnte dokumentar. Denne handler dog primært om optagelserne til filmens ørkenscener, som var nærmest ulidelige for filmholdet pga. heden. “Stellar Cartography: Creating the Illusion” (10 min.) handler om filmens flotte ‘stellar cartography’-scene. Især designet af kulissen bliver der talt om.

Denne films slettede scener tilegnede sig et helt særligt omdømme -især en vis alternativ scene, hvor Kirk døde på en anden måde. Denne alternative slutning og tre andre slettede scener er inkluderet på dvd’en. Det er ganske interessant at studere disse, og heldigvis kan man hurtigt konstatere, at det var godt, at scenerne døde på klippebordet. Men det er dog en stor skuffelse, at scenerne bliver præsenteret i ikke-anamorphic widescreen format, og at lyden heller ikke er blevet restaureret. Nu hvor filmen har hele 12 år på bagen, og fans har ventet så lang tid på denne udgivelse, kunne man have forestillet sig, at man havde haft tid til at give scenerne en lille ansigtsløftning. Alle de slettede scener bliver introduceret af diverse skuespillere og producere.

Sidst indeholder disc 2 en masse pr-billeder og storyboards.

[image=17030]

Kort om filmen

Stjernedato: Det 23. århundrede. De tre tidligere Stjerneflåde officerer James T. Kirk, Montgomery Scott og Pavel Chekov er æresgæster ombord på det splinternye stjerneskib Enterprise-B. Jomfrurejsen ændrer sig dog drastisk, da de opdager to fartøjer fanget indeni et mystisk energibælte, Nexus. I det farlige redningsforsøg bliver Kirk revet ud af stjerneskibet og forsvinder ud i rummet.

Syv årtier senere redder kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning ombord Enterprise-D en fysiker ved navn Soran. Picard er uvidende om, at Soran har en dødsensfarlig plan, der vil forårsage døden for millioner af liv samt ødelægge stjerneskibet. Nu hviler Picards eneste håb for en fremtid indeni Nexus… og i hænderne på en legendarisk kaptajn fra fortiden.

Ads by MGDK