Mange ting kan man beskylde Erik Clausen for, men omskiftelighed og leflen for tidens trend er ikke en af dem. Han synes ganske upåvirket af tidens gang, og netop nu er der atter chance for at se Erik Clausen spille en typisk Erik Clausen rolle i en Erik Clausen film.

Denne gang spiller han John, en lettere afdanket personage, der sidder i fængsel for småkriminalitet. Han er en aldrende gadedreng fra Vesterbro, komplet med læderjakke og Elvishår. John mindes med romantisk længsel de gode gamle dage, da børnene legede i gaderne og hvor beboerne udviste sammenhold. Dengang da en rød sodavand kostede en krone og luderne en femmer. Gensynet med brostenene har imidlertid lange udsigter, da han skal sidde mindst tre år til bag tremmerne. Ikke desto mindre får han en smag på frihed, da han bliver bevilliget ledsaget udgang til sin søns bryllup.

Ledsageren viser sig at være den venlige, runde og lettere blåøjede jydetamp Bo (Jesper Asholt), som John hurtigt manipulerer til at følge med på en tur til det elskede Vesterbro først. Inden længe har John hilst på nogle af kvarterets gamle kendinge, men han har samtidigt også travlt med i al hemmelighed at skaffe nogle ekstra finanser. Da John omsider skal konfronteres med sin familie, svigter modet dog, og den gamle traver må se i øjnene, hvilken skuffelses af en far han har været. Samtidigt viser det sig, at der er mere gemt i Bo, end man umiddelbart aner.

Erik Clausens værker er efterhånden det filmiske svar på leverpostejmadden. De er ikke stor kunst, eller præget af voldsom opfindsomhed, men som regel holdt oppe af godt håndværk og skarpe replikker. Man ved hvad man får, og hvad man får, er som regel hæderligt, om end sjældent overvældende. Desværre hører “Ledsaget udgang” til i den skidte ende af Clausens film, da den i høj grad mangler de dyder der bærer hans sædvanlige film igennem.

Hvor Clausen normalt har en sjælden evne til at destillere den danske arbejderklasses familieliv, samt en medført harme over det bedre borgerskab, så er “Ledsaget udgang” langt hen af vejen en anderledes ordinær film om det sære par. Humoren, der normalt flyder så ubesværet hos Clausen, virker her langt mere forceret. Ligeledes er familieportrættet ikke særligt interessant, og filmen gennemgår stort set samtlige dysfunktionelfamilie klicher i bogen.