Kærligheden kan være en umådeligt svær størrelse at have med at gøre. Særligt når det handler om at skulle finde sig selv, prøve kræfter med den første forelskelse og samtidig være i stand til at tackle den spirende seksualitet. De første prøvelser er oftest præget af usikkerhed, nysgerrighed og forvirring.

For sekstenårige Heidi (Abbie Cornish), der er det fragile omdrejningspunkt i australske Cate Shortlands spillefilmsdebut “Somersault”, er det postulat i hvert fald ingen undtagelse. At den purunge teenager samtidig har lig i lasten, fra morens åbenlyst kyniske og forkvaklede kærlighedsliv, hjælper formentligt ikke. Den følelsesmæssige og sorgmuntre rejse påbegyndes nærmest fra de allerførste sekunder, da Heidi af vanvare og uvidenhed kysser med morens samboende kæreste og fanges i agten. For moren opdager selvfølgelig ugerningen. Det er starten på en følelsesmæssig rutschebanetur for den unge australske pige, der måske, måske ikke, fejlfortolker morens vredesudbrud. I hvert fald sender denne efterfølgende konflikt Heidi på flugt til skisportsstedet Jindabyne, hvor hun engang kendte en ferieflirt, der i øvrigt ikke længere vil kendes ved hende, og i sin fortsatte søgen efter den uopnåelige kærlighed og tryghed ender hun så i armene på seksuelt hungrende mænd, regulært dumme svin og, nå ja, en enkelt [i]Mr. Nice Guy[/i], Joe (Sam Worthington), der hverken evner eller tør vise sine sande følelser.

Trods den bedrøvelige tone er det første, man som tilskuer bemærker, billedæstetikkens drømmende, lyriske spor, der på sublim vis underbygger Heidis dannelsesrejse. Instruktør Catie Shortland dyrker det lyriske og det poetiske som en del af filmens realisme. Snefnug, der daler. Træer, der svajer for vinden. Det er alt sammen med for at skildre Heidis, og i øvrigt også mange andres, følelsesmæssige udviklingshistorie. Billedsproget fortæller imidlertid ikke hele historien alene.

Og på det område er “Somersault”, som handlekraftig størrelse, desværre en ganske langsom starter. Der går et stykke tid, før man for alvor påvirkes af den upolerede emotionelle elendighed, Heidi befinder sig i. Heldigvis skuffes man ikke i det lange løb. Tværtimod udvikler dramaet sig eklatant, da Heidi efter en rum tid i Jindabyne får arbejde på den lokale tankstation, flytter ind på det lokale hotel og i øvrigt indleder et seksuelt forhold til den ligeså lokale [i]hillbilly[/i], Joe. Hun opbygger stille og roligt et netværk, der, ud over den førnævnte landmandssøn, tæller hotelejeren Diane (Leah Purcell) samt kollegaen og veninden Bianca (Hollie Andrew). Et netværk, der dog får svært ved at styre uden om en endelig konfrontation med dertilhørende skrammer, som det nu så forventeligt ligger Heidi i kortene.

Abbie Cornish er hjerteskærende som den fåmælte, usikre Heidi, der groft udnyttes af sine omgivelser, især de mandlige, men samtidig også på sin egen naive skolepigefacon konstant udsender de helt forkerte signaler. Så helt uskyldig kan hun næppe kaldes, når hun gang på gang roder sig ud i problematiske situationer. Måske skyldes det i virkeligheden hendes naivitet, at hun ikke er i stand til at skelne rendyrket kærlighed fra de kødelige lyster. Måske skyldes det hendes opvækst, der emmer af omsorgssvigt og dårlig forældreindflydelse.