Enogtredive år. Så mange år er der rent faktisk gået, siden den første “Rocky”-film så dagens lys, og filmens hovedrolleindehaver, Sylvester Stallone, trak i boksehandskerne og gik i ringen som den ukuelige [i]underdog[/i], Rocky Balboa, for første gang. Når nu den sjette film i rækken – og formentligt også den sidste – er ankommet, er der immervæk ikke meget, der har ændret sig.

Godt nok er Stallone blevet en del år ældre, de grå hår lidt flere og finmotorikken lidt tungere at danse med. Men opskriften er imidlertid stadig helt den samme. Det ligner et rent boksekoncept, handler om at udleve den amerikanske drøm, stå ved sine værdier og have modet til at vise, hvad man kan. Måske en naiv barnetro på, at verden stadig har brug for den slags historier, eller blot en mulighed for, at Stallone kan tjene lidt ekstra til pensionen? Under alle omstændigheder er “Rocky Balboa” blevet en realitet og personificeringen af Stallones ukuelige ideologi om, at man kan, hvad man vil og aldrig bliver for gammel til at forpasse sin chance for at få succes i livet. For man lever som bekendt kun en gang. Måske, men har den aldrende skuespiller ikke hørt, at man ikke skal hænge sig i fortiden? Svaret dertil må være et [i]”åbenbart ikke”[/i], for ikke kun Rocky-karakteren er tiltænkt nyt liv i den nærmeste fremtid. Således kan vi også forvente os et comeback til Rambo-karakteren, når “Rambo IV” får premiere til næste år.

Men tilbage til “Rocky Balboa”, der med et forholdsvist tyndt udgangspunkt fortsætter historien om arbejderklasseheltens aldrende mesterbokser. Siden sidst er der kommet nye boller på suppen; Rocky er blevet restauratør, hustruen Adrian er død og boksescenen overtaget af den ubesejrede men også svært upopulære bokser, Mason “The Line” Dixon (Antonio Tarver). Dixon har nemlig ikke fået folkets respekt og higer derfor forfærdeligt efter en kamp, der kan give ham den fornødne agtelse som folkekær sportsudøver. Den kan Rocky måske give ham. For dramaets skyld skydes filmen derfor først for alvor i gang, da et computerspil angiveligt matcher den aldrende bokser op med den nuværende verdensmester og antyder, at Rocky ville vinde, hvis de to mødtes i ringen i virkeligheden. En række boksepromotors ser selvfølgelig deres snit til at kunne spinde guld på en sådan begivenhed, og før Rocky kan nå at forestille sig et sandsynligt udfald af den kamp, er et sådant møde imellem de to boksere stablet på benene.

Ærgerligt nok for filmens fokus og dynamik får den kamp og dermed selve boksningen kun et afgørende fokus det sidste kvarter, mens opbygningen dertil orkestrerer en mosaik af Rockys tilknytninger til venner, bekendte og den nu afdøde kone. I midten af dramaet står i lang tid en hovedperson, der bearbejder sorgen over tabet af hustruen, kampen for at genvinde sønnen Roberts (Milo Ventimiglia) respekt og opbyggelsen af et venskab til bartenderen Marie (Geraldine Hughes) og hendes søn, Steps (James Francis Kelly III). Men der bliver brugt alt for meget energi på udenomssnak og knapt så meget på det, det handler om. I øvrigt mangler Rockys personlige relationer også en konflikt, der kan give historien noget mere dramatik. Og det er sådan set synd. “Rocky Balboa” har potentialet til at blive en udmærket film men fortaber sig, ligesom Rocky gør det i filmens univers, for meget ved minderne og dvæleriet, og det bliver lidt uinteressant i det lange løb.

Heldigvis har filmen trods alt kvaliteter, som holder den oppe på den jævne præstation, der godt nok er godkendt men ikke imponerer. Det gør Stallone til gengæld som skuespiller. Som det amerikanske overmenneske ypperste forbillede spiller han som en drøm, giver dramaet den fortræffelige kant, der gør, at sympatien for vores helt ikke er til at komme helt uden om. Når han slås med sine indre dæmoner undervejs, er det svært ikke at lade sig påvirke bare en lille smule. Desværre bliver Stallones kamp mod de indre dæmoner også filmens ydre dæmon, og det betyder, at man på lang sigt længes, ligesom Rocky, efter kampene, sveden, blodet og rampelyset. Det kommer desværre alt, alt for sent og reddes ikke af en i øvrigt ganske fængende visuel side, mens kampen pågår i filmens sidste minutter.