Pixar, computertegnefilmenes ubestridte pioner, har i årtier set utallige konkurrenter levere det ene makværk efter det andet, mens de gang på gang har serveret guldklumper, der alle rangerer blandt genrens absolutte kronjuveler. Lige fra de to fabelagtige “Toy Story” film til den Oscar-belønnede, majestætiske “The Incredibles”. Knap en eneste slinger i valsen har været at spore, og både penge og hæder er uden ophør regnet ned over selskabets talstærke talenter. “Biler”, som fik hevet John Lasseter tilbage i instruktørsædet for første gang siden 1999’s “Toy Story 2”, burde ikke have været nogen undtagelse.

Men det blev den. Og Pixars første reelle skuffelse er ikke engang blot en middelmådig, nogenlunde eller mildt acceptabel produktion, den er faktisk ganske ringe. Der er stadigvæk ingen tvivl om, at intet andet special-effects selskab i verden kan kreere computergenererede verdener af samme art som Pixar. En tidlig montage, der viser filmens helt, racerbilen Lightning McQueen, drage tværs igennem USA, forårsager nærmest åndenød. Men under filmens vellakerede motorhjelm gemmer der sig et gabende kedeligt persongalleri fanget i årets mest forudsigelige fortælling.

En af hovedårsagerne til Pixars uovertrufne succes, skyldes deres mesterlige håndtering af genrens klassiske konventioner. Som en professionel jonglør formår selskabets kreative magter at kombinere effektive klicheer med sprudlende ideer. Et godt eksempel er “The Incredibles”, som benyttede sig af adskillige elementer fra den aktuelle tegneseriefilmsbølge, men samtidig overgik stort set alle disse film med adskillige banelængder. Men ikke et eneste sving i “Biler” er uforudsigeligt. McQueen er en dybt egocentreret racerbil, som ved et uheld lander i en ubetydelig flække i den amerikanske ødemark. Her befinder der sig et væld af forskellige biler, der – ligesom byen – synes at være blevet glemt af en utålmodig, ligeglad omverden.

Lærer McQueen at værdsætte det lille samfunds godhjertede værdier? Lærer han at sætte pris på andre end sig selv og fællesskabets styrke? Og hvad med kærligheden? Og kan han nå at reparere byens smadrede hovedvej, før han skal til Californien og forsøge at vinde verdens største racerløb? Hele to ulidelige timer bruger Lasseter og Co. på at besvare disse ekstremt retoriske spørgsmål. Afrundingen på hver eneste scene og konklusionen på hver eneste samtale er indlysende, så snart startskuddet er lydt. Kun en enkelt scene med en gruppe traktorer er decideret fornøjelig. Måske havde det været okay, hvis man faktisk gad følge filmens firehjulshelte på deres computeranimerede eskapader, men det gider man ikke.

Hovedårsagen er McQueen, som i starten af filmen er en rigtig dum nar. Og han bliver ved med at være en nar. Faktisk virker hans personudvikling på intet tidspunkt reel eller ægte, og derfor får man aldrig en fornemmelse af, at McQueen virkelig har taget ved lære. Han fremstår aldrig synderlig sympatisk, og så er der altså meget lidt at investere følelserne i, og det tærer på tålmodigheden og koncentrationen. Heller ikke de andre biler gør stærkt indtryk, selvom en veloplagt Paul Newman gør et udmærket forsøg som en afdanket, halvbitter racerbil, der nu er blevet borgmester.

Ironisk nok er det allersjoveste i “Biler” rulleteksterne, hvor man får lov at se filmens forskellige figurer opføre højdepunkter fra Pixars tidligere film. Netop det, at filmen bliver nødt til at stjæle direkte fra selskabets eget bagkatalog for at fremskaffe grin, er den perfekte understregning af “Biler”s mangel på idérigdom og ligeledes totale underlegenhed i forhold til Pixars tidligere succeshistorier. Som filmens spydige, sprælske helt garanteret ville have formuleret det: Nogle biler er Skoda. “Biler” er bare skod.

VideoPræsenteret i 2.39:1 anamorphic widescreen format. Ligesom en kvik racerbil ser “Biler” ud til i sidste øjeblik at have overhalet konkurrenterne i kapløbet om at have årets bedste transfer. Der er absolut intet at sætte en finger på. Kontrasten er urokkelig og farvegengivelsen er fantastisk. Der er ingen spor af edge-enhancement, udtværing, blødhed eller nogen som helst andre visuelle minuser. Mageløst.

AudioOmtrent lige så imponerende som billedsiden er filmens lydside. Ikke én eneste gylden mulighed for at levere en effektiv panorering bliver forbigået, og atmosfæren er enormt fyldig og detaljeret. Al dialog er krystalklar, og subwooferen får også lov til at være mere aktiv end på markedets fleste andre lydspor, især takket være de flittige, buldrende billyde. Selvom de fleste nok vil foretrække de engelske stemmer, er de danske nu også ganske fine.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne tynde 1-disc udgivelse er meget sparsomt. “Epilogue” (2 min.) er egentlig bare filmens rulletekst-epilog blæst op i fuld størrelse. “Inspiration for Cars” (7 min.) fortæller om historiens tilblivelse. Vi ser bl.a. instruktør Lasseter og flere af hans kollegaer drage til Route 66 for at lade sig inspirere af omgivelserne og de lokales fortællinger. Da Lasseters far pludselig dukker op og (suppleret af idyllisk strygermusik) fortæller om ham og sønnikes herlige familieture tilbage i 60’erne, bliver det dog lidt for meget…

Bedre er discens to kortfilm, hvor den ene, “One Man Band” (4 min.), i sin tid kørte i biografen, før hovedfilmen gik i gang. Netop “One Man Band” besidder flere ideer og mere humor i sine sølle 4 minutter end “Biler” gør i sine 115. “Mater and the Ghostlight” (7 min.) er en helt nyproduceret og overraskende stemningsfuld kortfilm, som byder på et gensyn med alle filmens principielle figurer. Ligesom “Biler” er det dog ikke en film, man umiddelbart har lyst til at se igen. Trailere til “Meet the Robinsons”, “Ratatouille” og en ny dvd-udgave af “Peter Pan” runder pakken af.