En let vind blæser gennem lange marker. Et postbud iført skinnende rød postjakke kører op ad en lille grusvej til et gammelt bindingsværkshus med stråtag. Sådan indledes “Far til fire – i stor stil” og markerer med al tydelighed, at den foregår i en idyllisk drøm om det gamle Danmark, der ikke eksisterer mere – og næppe heller nogensinde har gjort det.

Det drejer sig naturligvis om fortsættelsen til sidste års nye udgave af “Far til fire”, som ikke overraskende blev en kolossal publikumssucces. Den uundgåelige 2’er forsætter i samme spor, men hvor den første delvis var en præsentation af de nye familiemedlemmer, er denne en mere handlingspræget film.

Sommeren er kommet og familien er klar til at tage på sommerferie, mens Onkel Anders skal passe deres lille rækkehus. Inden de kommer så vidt modtager de imidlertid et brev, der meddeler, at Onkel Anders har arvet et slot på Fyn. Selvom Far er overbevist om, at det må være en fejl af en slags, så beslutter den lille familie at tage til Fyn for at inspicere slottet. Vel fremme må han dog konstatere, at brevet talte sandt. Det viser sig ganske rigtigt, at Onkel Anders nedstammer fra Grev Anders den første af Krageholm Slot.

Han er dog ikke enearving og snart ankommer den storsnuede rige familie Grissenfeldt, der – som navnet antyder – er nogle rigtige dumme svin. De er anført af den arrogante Madam von Grissenfeldt, der ikke kunne drømme om at dele slottet med sådan en samling bonderøve. Testamentet giver til alt held mulighed for at afgøre uoverensstemmelsen med en dyst, og de to familier skal strides på lanser, i en tenniskamp samt på dansegulvet. Samtidig går Lille Per på opdagelse i slottet, og finder ud af, at det hjemsøges af Grev Anders’ spøgelse.

Ligesom i den sidste film gennemgår personerne fortsat en ungdomskur til en moderne familie. Til tider lidt vel klodset og eksplicit, i betragtning af, at de fleste af os har de gamle film solidt plantet i underbevidstheden. I en af scenerne finder Far Peter i seng med Søs, uden at han kommenterer det. Den var aldrig gået i Ib Schønbergs tid… Til gengæld er Lille Per og Onkel Anders stadig de samme anakronismer som de var i den forrige film. Det gjorde ikke så meget sidst, men da Onkel Anders denne gang har en betydelig vigtigere rolle, bliver det noget mere påfaldende. Sofie Stougaards rolle som den lede Madam Grissenfeldt giver dog et par fornøjelige sekvenser.