Forrige års filmatisering af Jim Davis’ populære Garfield-tegneseriestriber var måske nok ikke noget mesterværk, men den var langtfra så utilgiveligt ringe, som man kunne have forventet. Problemet med filmen (og ligeledes denne nyproducerede toer) var, at producenterne befandt sig i lidt af et dilemma: Skulle tegneseriens udsøgte ironi udgøre filmens fundament, eller skulle den destilleres og nedbrydes med det mål at skabe en anonym, men mere børnevenlig og salgbar film? I stedet for at vælge en af de to udveje fik vi serveret en ujævn blanding af lettere sarkastisk humor, der aldrig var decideret morsom, og barnagtig action, der aldrig var særlig medrivende.
[image=16597]
Men i modsætning til “Garfield 2” havde etteren bestemt sine øjeblikke. Toeren viser os netop, hvordan det forgangne kapitel i serien ville have været, hvis man udelukkende havde satset på at kreere en filmudgave af Davis’ dovne kats eskapader for de mindste. Men selv de mest barmhjertige, modtagelige børneseere vil have svært ved at sluge filmens talrige kat-astrofalt ringe vittigheder uden at hoste et par hårbolde op undervejs – ja, synes du det ordspil var ringe? Så forestil dig en hel film med jokes af samme skuffe.
I denne omgang drager Garfield, hunden Futte og deres ejermand, Harald, til London, så Harald kan fri til sin elskede kæreste. Men på samme tid har en engelsk kat, der i høj grad ligner Garfield, fået overdraget et helt palæ af sin netop afdøde herre. Det har herrens grådige nevø (Billy Connolly) det bestemt ikke godt med, så han prøver naturligvis at skaffe sig af med palæets kat. Men pludselig dukker Garfield op og… ja, tag en typisk forvekslingskomedie og erstat hovedpersonerne med dyr, og du har en god idé om, hvordan “Garfield 2” er skruet sammen.
[image=16593]
Der er absolut ingen overraskelser, og ikke mere end en håndfuld gange tager man sig selv i at trække på smilebåndet. De gange skyldes især Connolly, som endelig får lov til at spille en person, der er lige så enerverende, som han selv er. Lige så godt castet er Bill Murray, der på grund af et kedeligt manuskript desværre ikke får meget spillerum til at slå gækken løs som Garfields stemmelægger. Korte stemmeoptrædener af andre kendisser såsom Bob Hoskins og Tim Curry er også med til at hjælpe lidt på sagerne, og Garfield er for øvrigt endnu en gang udmærket animeret. Med sin korte spilletid er “Garfield 2” ikke ligefrem en tørn at komme igennem, men hvorfor skulle man dog udsætte sig selv for den, når nu der er så mange andre, bedre familiefilm derude?
VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Garfield 2” ser enormt godt ud, hvilket kommer som lidt af en overraskelse, da der er hele fem Dolby Digital 5.1 lydspor på skiven. Der er en lille snert af billedlig blødhed i ny og næ, men derudover er billedet ganske skarpt. Farverne er lækre, kontrasten er god, og digital støj, snavs og edge-enhancement er fraværende.
[image=16596]
AudioUanset om man lytter til det engelske eller danske Dolby Digital 5.1 lydspor (de danske stemmelæggere har for øvrigt gjort et hæderligt stykke arbejde) venter der én en fin, men langtfra spektakulær lytteoplevelse. Det er primært fronthøjtalerne, som bliver brugt, og lyden, musikken og dialogen kommer klart igennem. Atmosfæren kunne godt have brugt en lidt større detaljerigdom, men baghøjtalerne bliver indimellem benyttet ganske godt til at give lydsiden et lille ekstra pif.
Ekstramateriale”The Nine Lives of Garfield” (8 min.) viser os tilblivelsen af computereffekterne, suppleret af kommentarer fra filmens visual-effects supervisor Betsy Paterson og visual-effects producer Dan Foster. Hele forløbet gennemgås fra manuskriptstadiet til det endelige produkt. Special-effects freaks vil garanteret finde den interessant, andre bør nok bare springe den over.
[image=16594]
“Drawing with Jim Davis” er en kort dokumentar, der er delt op i tre dele, som tilsammen varer omtrent 8 minutter. Her viser Davis, hvordan man tegner tre af tegneseriens hovedfigurer. Man får næsten selv lyst til at tegne, og fans vil forståeligt nok fryde sig. “Pen & Ink: Creating a Garfield Comic Strip” (6 min.) er endnu en fin lille featurette, som viser processen bag at lave en hel tegneseriestribe. Man har også mulighed for at studere den færdiggjorte, lille tegneseriestribe, som blev konstrueret eksklusivt til denne dvd.
“Working with Hot Dogs and Cool Kittens” (5 min.) går tæt på det vanskelige arbejde med at instruere filmens mange dyr. “On the Town with Garfield” (2 min.) er en lynhurtig gennemgang af Londons største turistmål. Endelig indeholder dvd’en en musikvideo og hhv. et halvkedeligt og nogenlunde spil.
[image=16592]