Fantasy uden magiHvorvidt bogen “Eragon”, der er første del i den unge forfatter Christopher Paolinis fantasy-trilogi, er god læsning, vil jeg ikke ytre mig om, da jeg ikke har læst den, og øjensynligt ikke kommer til det, efter at have set filmen. Filmen “Eragon” er nemlig én lang, mekanisk forestilling fra ende til anden uden magi og uden hjerte – men hvad skal man også med et hjerte, hvis man ikke har noget på det? I stedet får vi serveret en kønsløs, pubertær Mattel-udgave af et eventyr, med glimtvis flotte effekter.

Engang sørgede de mægtige drageryttere for fred i landet. Men freden holdt ikke længe. Den onde rytter Galbatorix blev korrumperet, slog alle de andre ihjel og satte sig på landets trone i en borg, hvor mørket øjensynligt altid hersker. Hans hær hverver nu dagligt landets unge knægte til at kæmpe Galbatorix’ krige, men den unge krigerkvinde Arya stjæler et drageæg fra Galbatorix i håb om, at dets sande rytter, den undseelige teenager Eragon, vil kunne hjælpe oprørsgruppen Varden med at slå mørket på flugt. Eragon, der pludselig må se sig udvalgt til at være helt, får dog hjælp af den erfarne Brom, der begynder at oplære ham til det ædelmodige hverv.

At forfatteren af bogen ikke har haft fantasi nok til i det mindste at finde på et navn til sin hovedperson, der ikke til forveksling ligner ‘Aragorn’, er ganske sigende for historiens originalitet og dens tilsigtede mytologi. Der gemmer sig meget få interessante påfund i fortællingen, som ikke er planket fra Tolkien og hans kolleger, og overført til det hvide lærred har man forsøgt sig at gøre “Ringenes herre” kunsten efter. Men i modsætning til Peter Jacksons kraftpræstation, ejer “Eragon” ikke den emotionelle tyngde eller overbevisningskraft, som skal løfte den op over dens todimensionale fortælling. Den sort/hvide konstruktion bærer tydeligt præg af at være blevet opdigtet af en teenager, hvis historier endnu ikke er modnet, og den savner helt det allegoriske aspekt, som Tolkiens gennemarbejdede værker besad. Men er Paolini ikke nogen Tolkien, så er instruktør Stefen Fangmeier i hvert fald heller ikke nogen Peter Jackson.

At denne debutant oprindelig kommer fra [i]visual effects[/i] industrien, hvor han har arbejdet som supervisor på flere store film, ses tydelig i filmenes eneste nævneværdige force, nemlig computeranimationerne af bl.a. dragen. Disse er fermt udført, og det er befriende at se effekter, der ikke ser ud som om, de er klippet ind i billedet. Det skurer derfor også slemt på nethinden når man betragter filmens [i]art direction[/i], for både make-up, udklædning og det visuelle design generelt minder mest af alt om et afsnit af tv-produktionerne “Xena – Warrior Princess” eller “Herkules – De legendariske rejser”. Man har sigtet efter stort anlagt [i]production design[/i], men den æstetiske sans rammer virkelig forbi, og det samme gør troværdigheden.

Bedre bliver det ikke på skuespilsiden, hvor selv erfarne folk som John Malkovich og Jeremy Irons må give fortabt med de kluntede replikker. Malkovich, der spiller den onde Galbatorix, er næsten ufrivillig morsom i sit forsøg på at overgå kollegaen Irons’ præstation i den forfærdelige “Dungeons & Dragons”. Helt så slemt som denne anakronistiske misere går det dog ikke, og Malkovich er heldigvis så lidt med, at det tåles. Irons spiller den hærdede Brom udmærket og får næsten en hel karakter ud af det spinkle forlæg. I hovedrollen som den unge Eragon har man valgt et uskrevet blad, Edward Speleers, og hans fremtoning er det meste af vejen anonym – en slags Hayden Christensen i “Star Wars: Episode II – Klonernes angreb”, bare uden den nævenyttige tudefjæs-arrogance.