Triers absurde frikvarterLars von Trier er med sin anden dansksprogede film inde i et nyt formeksperiment, der rent visuelt ikke er det store at råbe hurra for, men heldigvis gemmer masser af esser oppe i ærmet. “Direktøren for det hele” er absurd komedie på linie med Samuel Beckett, men samtidig også en intelligent satire over avantgarde teatret og [i]corporate management[/i]-æraens kontorliv. Filmen er et levende bevis på, at så længe man har et fantastisk manuskript og en trup legelystne skuespillere, så betyder den audiovisuelle æstetik forsvindende lidt.

Den arbejdsløse skuespiller Kristoffer (Jens Albinus), der har en forkærlighed for den slags teater som ingen andre forstår, hyres af forretningsmanden Ravn (Peter Gantzler) til at agere direktøren for dennes it-firma i forbindelse med et vigtigt salg. Det viser sig dog hurtigt, at ‘direktøren’ aldrig har eksisteret, men blot er en figur, Ravn har opdigtet for at slippe for at stå med det kedelige ansvar overfor sine ansatte, De Seks Gamle. Kristoffer finder sig pludselig fanget i sit livs rolle, mens han desperat forsøger at finde ud af hvordan hans karakter egentlig er, samtidig med, at han skal navigere rundt blandt de andre ansatte og finde hoved og hale i det uigennemskuelige it. Den klassiske forvekslingskomedie har fået en tur gennem absurdismens kødkværn og fælles for de humoristiske indslag og den velskrevne dialog er, at det leveres med vid og bid.

Som vanen tro, sætter Lars von Trier nye benspænd op for sig, og denne gang er det det såkaldte ‘automavision’, der har erstattet filmens fotograf. En computer har således efter sindrige tilfældighedsvariabler valgt de enkelte indstillingers billedbeskæring, hvilket gør filmens visuelle udtryk til en til tider ganske rodet affære. De sære beskæringer skurer dog ikke så meget i helhedsindtrykket, og har man før kunnet vænne sig til Triers håndholdte kamera og rykvise [i]jump cuts[/i], som har været gennemgående siden “Riget”, så er filmens automavision noget af en bagatel. At Trier har valgt at benytte sig af denne teknik, bør nok ikke ses som meget andet end en underfundig gimmick, der dog ikke ændrer ved det faktum, at “Direktøren for det hele” er gudbenådet underholdning i topklasse, for dem der kan lide det sofistikerede grin.

Lars von Triers brug af komedien som genre, er langt fra noget nyt, da humoren i høj grad har været en grundsten i både “Riget”, “Idioterne” og senest “Manderlay”, hvor især den sarkastiske [i]voice over[/i] gjorde filmen til ikke bare en kommentar til krigen i Irak, men også så besk en udstilling af vores indre svinehund, og ligeså farlige politiske korrekthed, at man kun kunne grine triumferende. En lignende meta-bevidsthed benyttes i “Direktøren for det hele” som er forsynet med enkelte indskudte afbrydelser, hvor instruktøren, som den formanende fortæller, kommenterer på komedien som genre og stikker til os som tilskuere. På samme måde fungerer Albinus’ karakter også som en indlejret kommentator i fortællingen, da han ikke blot er hyret til at spille en rolle, men også finder ud af, at den virkelighed han er trådt ind i, ligner komedien til forveksling. Med sine dramaturgiske forhåndskundskaber forsøger han således at styre maskeraden efter genrens forskrifter, men bliver hurtigt en brik i forvekslingsspillet, spundet af den snu Ravn.

Men hvad filmen i høj grad åbenbarer er Triers entydige talent for at skrive både scener og dialog, som ikke kun fungerer, men også er hamrende sjove. I Triers univers fungerer absurdismen faktisk på dansk, hvor f.eks. Ole Christian Madsens “Prag” eller Christoffer Boes “Allegro” havde mindre held med at udtrykke genren helt gnidningsfrit. Til at hjælpe sig får Trier et dejligt ensemble af beredvillige skuespillere, der alle beviser, at komikken ikke er dem fremmed. Jens Albinus er eminent som den selvhøjtidelige kunstner, hvis eneste lov er karakteren, og han beviser endnu engang, som i “Idioterne”, at han har både nærvær og humoristisk tæft. Også Peter Gantzler yder ham glimrende modspil, ligesom Sofie Gråbøl og Iben Hjejle på den kvindelige front er solide commedienner.