Benway Med den søde, og til tider noget stressede, juletid hører sig også de traditionelle krybespil, som hvert år bliver charmerende og temmelig ubehjælpsomt fremført af diverse børn overalt i landet. Hvis man skulle føle, at ens interesser for Jesu fødsel slet ikke bliver dækket af disse, er der imidlertid også mulighed for at se historien på det store lærred i “Vejen til Betlehem”, der netop mere eller mindre er et storstilet krybespil komplet med onde romere, visemænd, engle og det nuttede lille Jesusbarn.
[image=16366]
Filmen åbner i den lille by Nazareth i Galilæa, hvor jøderne plages af store uretfærdige skatte og afgifter, som den dekadente Kong Herodes opkræver for at betale for sine mange nye bygninger. Den unge pige Maria kæmper sammen med sine forældre en hård og stadig hårdere kamp for at overleve. Hendes forældre ser derfor intet andet valg end at love hende bort til tømreren Josef, som bedre vil kunne forsørge hende. De to bliver forlovet, men må ikke sove sammen før der er gået et år. Umiddelbart efter forlovelsen åbenbarer ærkeenglen Gabriel sig imidlertid for Maria, og fortæller hende, at hun er blevet udset til at føde Guds søn. Maria besøger sin kusine, men da hun vender tilbage, er hendes graviditet tydelig for enhver, hvilket hurtigt bringer hende i konflikt med naboerne og ikke mindst hendes mand. Josef får dog snart sagens rette sammenhæng åbenbaret, og bliver hendes trofaste beskytter. Sådan en får Maria brug for, da parret må rejse til Betlehem for at indskrive sig i en folketælling.
Samtidigt er Kong Herodes bekymret for profetien om den kommende messias, og beder sine soldater holde øje med de rejsende folk. Da de tre vise mænd fortæller ham, at drengen vil blive født i Betlehem, tager han grusomme midler i brug.
[image=16341]
“Vejen til Betlehem” fik den ære at være den første film nogensinde, der havde verdenspremiere i Vatikanet, hvilket ikke overrasker, eftersom det er meget svært at komme i tanke om noget som helst i filmen, der kunne opfattes som kontroversielt eller i det mindste blot debatskabende. I modsætning til Mel Gibsons “The Passion of the Christ”, som i høj grad er en fortolkning, så er “Vejen til Betlehem” tæt på den rene genfortælling. Uanset om man kunne lide “Passion” eller ej, så er det indiskutabelt, at Gibson ville noget med sin film. Om skaberne af denne film vil noget særligt med den, er mere tvivlsomt.
Filmen har mange fejl, hvoraf den største er en overdreven respekt og berøringsangst for materialet. Det kommer særligt til udtryk hvor Det Nye Testamentes “scener”, bliver direkte oversat til filmsprog. For eksempel forgår åbenbaringerne simpelthen ved, at ærkeenglen dukker op i hvidt tøj og taler med en højtidelig stemmeføring. Det virker måske på skrift, men på lærredet falder det fuldstændigt til jorden.
[image=16342]
