I en tid hvor animationsfilm bliver sprøjtet ud med en hast og ligegyldighed som aldrig før, er det let at køre træt i dem. Siden Hollywood opdagede, at “Shrek” formularen gav sikker succes, har man produceret varianter af den historie med omtrent den samme indlevelse man bruger, når man træder et cigaretskod ud med hælen. Det ville derfor være nærliggende at afskrive “Skyllet væk” som blot endnu en i rækken – men det ville være helt forkert, for sjældent har en animationsfilm været så afsindigt underholdende og sjov.

I det fashionable Kensington bor den mageligt anlagte kælerotte Roderick St. James, kaldet Roddy blandt venner. Det vil sige, det ville han blive kaldt, hvis han ellers havde nogle. I stedet bor han ganske alene og nyder sin fredelige tilværelse, indtil den dag den ildelugtende kloakrotte Sid dukker op af håndvasken. Roddy, der ikke er meget for gæster og da slet ikke en ubehøvlet en af slagsen, forsøger at skylle Sid ud i toilettet, men Sid er ikke tabt bag en affaldsvogn, og det bliver i stedet Roddy, der ryger ned i kloakken.

Våd, træt og forhutlet – men unægtelig velklædt – ankommer Roddy og opdager en veritabel miniatureudgave af London i undergrunden, befolket af rotter og snegle. Hans eneste tanke er at komme hjem, og snart møder han den hårdkogte skipper Rita, som måske kan hjælpe ham. De møder uheldigvis også de to håndlangere Strit og Blegmand, der arbejder for den grumme gangster Tudsen. Inden længe må Roddy og Rita flygte, tæt forfulgt af banditterne samt nogle ondsindede franske frøer. Tudsen har dog store og fæle planer for den lille rotteby.

“Skyllet væk” er produceret af “Walter og Trofast” selskabet Aardman samt DreamWorks. Oprindeligt var det tiltænkt, at filmen skulle laves med den velkendte stop-motion teknik fra “Walter og Trofast” og “Flugten fra hønsegården”, peppet op med computereffekter. Det blev imidlertidt tydeligt, at det simpelthen ville være umuligt, hvis alle ambitionerne skulle indfries. Man besluttede i stedet at lave den udelukkende ved hjælp af computere. Til gengæld har man, i stedet for at gå efter så meget realisme som muligt, som animationsfilm plejer, forsøgt at reproducere stilen fra de elskede voksfigurer, komplet med urenheder og fingeraftryk.

Resultatet er en effektiv sammensmeltning af de to verdener, med computeranimationsfilmenes høje hastighed, men med betydeligt bedre ‘skuespil’ og udtryk fra de enkelte figurer end hvad de normalt har. Filmen styrkes ydermere af Aardmans forkærlighed for detaljer. Ofte tager man sig selv i at kigge figurerne over skuldrene, for at holde øje med hvad der sker i baggrunden. Ligeledes bemærker man fornøjeligt hvilke elementer, som f.eks. Ritas skib er bygget af.