1.064.087.628 dollars. Så mange penge har “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste” indtjent på verdensplan. Kun den sidste “Ringenes herre”-film og “Titanic” har indtjent flere penge. Præcis hvordan, denne fuldstændig ubegribelige bedrift har kunnet lade sig gøre, er et mysterium på højde med Bermuda-trekanten og mordet på JFK. “Død mands kiste” er en utilgiveligt ujævn, gabende kedelig, aldeles intetsigende og alt, alt for lang fortsættelse til en film, der i forvejen ikke havde meget at byde på.

Men hvorfor så alligevel to stjerner? To ord: Bill Nighy. Jovist, Johnny Depp formår stadigvæk at få én til at le, men han er forholdsvis anonym og slet ikke så allerhelvedes morsom og mindeværdig som i den første film. Anonym kan man bestemt ikke anklage Nighy for at være. Den engelske karakterskuespiller er som en ensom, lysende fakkel i en enorm, mørk katakombe. Tilføjet yderst imponerende computergenererede blækspruttedele er Nighy en fornøjelse at overvære – uhyre morsom og intens.

Som dem, der har set den fremragende, udvidede udgave af Ridley Scotts “Kingdom of Heaven”, vil vide, er Orlando Bloom mere end i stand til at levere hæderligt skuespil, men instruktør Gore Verbinski har igen bedt Bloom om at skrinlægge alt talent og lægge uelegant tryk på sine replikker, så han lyder åndssvag og tykhovedet. Keira Knightley har for nylig udtalt, at hun ikke ønsker at medvirke i flere “Pirates of the Caribbean”-film efter det kommende tredje kapitel. Glimrende initiativ, men det havde været lidt mere beundringsværdigt, hvis hun var nået frem til det standpunkt, inden optagelserne til den første film var gået i gang.

I 150 ulidelige minutter drager filmens farveløse og komplet uinteressante persongalleri fra punkt A til B til C, mens de ævler løs om den ene ligegyldighed efter den anden. Ikke én eneste troværdig sætning byder filmens gudsjammerlige manuskript på, men til gengæld byder det på flere platte vitser og mere tør eksposition end alle de nye Star Wars film [i]tilsammen[/i]. Næsten alle samtaler handler om, hvad personerne skal gøre, og hvorfor, hvor og hvornår de skal gøre det, lige umiddelbart før de vitterligt gør det. Man bliver da ej heller for gammel til at blive talt ned til.

I et forsøg på at distrahere os fra det overteatralske skuespil, Hans Zimmers triste score og manuskriptets ulidelige tomgang, har Verbinski og Co. smidt et par langsommelige actionscener ind, der oftest end ikke kunne imponere Uwe Boll. Disse scener har derudover ingen sammenhæng med historiens videre forløb og er dermed lige så ligegyldige og unødvendige som stort set alt andet i denne ulyksalige fadæse, der har mindre substans end en halv pose piratos. Værst af alt runder filmen af med at lægge op til en kommende treer. Havde man destilleret den første, anden og med garanti også den snarlige tredje film, var man måske endt op med én helstøbt og velfungerende film. Ankeret burde være blevet kastet for længst.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste” ser omtrent lige så godt ud på dvd, som en blockbuster med et budget på angiveligt $225 mio. burde. Igennem langt størstedelen af filmen er billedet skarpt, men der er enkelte tilfælde af minimal blødhed. På trods af de mange dunkle scener, optræder der ikke udtværing i nogen nævneværdig mængde, og kontrasten er solid som beton. Farverne er et af transferets største styrker, der aldrig fremstår unaturligt matte og altid bliver gengivet med visuel vitalitet. Edge-enhancement, snavs og smuds er også fraværende.

AudioEndnu mere imponerende end billedsiden er discens lydspor. Her figurerer både et Dolby Digital 5.1 og et DTS5.1 lydspor. Man kan sige, hvad man vil om filmen, men der er ingen tvivl om, at dens tekniske mirakelmagere har skabt et detaljerigt univers, der bliver suppleret godt af denne detaljerige lydside. Hele kanalnetværket bliver udnyttet godt, og på trods af filmens bombastiske natur bombarderer højtalerne aldrig seeren unaturligt, og der er samtidig tonsvis af herlige små detaljer og stemningsfulde atmosfærer. Subwooferen kommer også godt til orde (lidt bedre på DTS-sporet end på Dolby-sporet), alt imens dialogen er tydelig.

EkstramaterialeDisc 1 af denne 2-disc udgivelse byder på 4 minutters sjældent morsomme fraklip og et kommentarspor med manuskriptforfatterne Ted Elliott og Terry Rossio. Der er ganske få pauser, og heldigvis er de to herrer ikke særligt selvhøjtidelige eller selvpromoverende, hvilket havde været for meget at bære ovenpå deres ynkelige arbejde. Elliott er den morsomste og mest interessante deltager, hvor Rossio af og til synes at lægge lige lovlig meget i tingene. Forfatterne taler heller ikke kun om manuskriptet, hvilket er godt, når nu det er det eneste kommentarspor på den danske udgave af udgivelsen.

På disc 2 finder vi en masse featuretter. “Charting the Return” (25 minutter) giver seeren et godt indblik i filmens spæde begyndelse. Ikke overraskende får man at vide, at manuskriptet først var færdigt et pænt stykke tid inde i filmens pre-production fase. Man får også lov til at se en del af casting-processen, jagten på locations mm. “According to Plan” (61 min.) er en lang og mere end kompetent dokumentar, der er fyldt med interviews med filmens bagmænd og klip fra optagelserne.

Hvis man vælger undermenuen “Captain Jack: From Head to Toe” får man mulighed for at klikke på forskellige dele af Johnny Depps kostume og få at vide, hvordan disse blev kreeret via adskillige videoklip. Der er tre featuretter med en samlet spilletid på ca. 16 minutter, der går tæt på skuespillerne Orlando Bloom, Keira Knightley og Jack Davenports stuntarbejde på filmen. “Meet Davy Jones: Anatomy of a Legend” (13 min.) handler om de fænomenale special-effects, der forvandlede flere af filmens skuespillere til grumme, monsteragtige bæster. Det er især muntert at se optagelser fra kulisserne fra før special-effects blev tilføjet. “Creating the Kraken” (10 min.) er lidt i samme dur, hvor man her hører om skabelsen af filmens computergenererede blæksprutte, ‘Kraken’.

“Dead Men Tell New Tales: Re-Imagining the Attraction” (13 min.) handler om Disneyworld-forlystelsen, som ligger til grund for filmene, og som er blevet opdateret i kølvandet på filmene store popularitet. “Fly on the Set: The Bone Cage” (4 min.) handler om arbejdet med de cirkulære træceller, som figurerer i en af filmens største actionsekvenser. “Jerry Bruckheimer’s Photo Diary” (5 min.) byder på en masse billeder og klip skudt af filmens producer, Bruckheimer, akkompagneret af mandens fortællerstemme.

“Pirates on Main Street: The Dead Man’s Chest Premiere” (4 min.) viser, som titlen antyder, klip fra filmens premiere i sommers, hvor alle filmens skuespillere bliver tiljublet af hundredvis af fans, alt imens instruktør Gore Verbinski uden held forsøger at aflede os fra at bemærke den manglende opmærksomhed, der bliver ham til del.

Her er også enkelte gemte ‘easter eggs’, såsom en kort featurette omhandlende dem, som laver al maden til filmholdet. Udgivelsens to discs byder for øvrigt også på en reklame for Disneyworld og en række trailers.