Det er et besynderligt og tankevækkende faktum, at nogle af de største værker i filmhistorien er lavet under omstændigheder, der er alt andet end ideale. Således havde “Double Indemnity – kvinden uden samvittighed” fra 1944 også fra starten en svær fødsel. Filmen er baseret på en serieføljeton (senere samlet som roman) af forfatteren James M. Cain, som mange i Hollywood var interesseret i at filmatisere. På grund af de stramme censurregler, blev den imidlertid betragtet som et umuligt projekt at realisere. Billy Wilder, der endnu havde den store succes til gode, lod sig dog ikke slå ud. Han tog bogen til sin sædvanlige manuskriptpartner, der dog afslog at arbejde på en så lødig knaldroman af tvivlsom kvalitet. Wilder måtte se sig om efter en anden samarbejdspartner, og valget faldt på den spirende kriminalforfatter Raymond Chandler, hvis Philip Marlowe romaner Wilder beundrede.

Chandlers respekt for Cains forfatterskab kunne ligge på et meget lille sted, men han accepterede ikke desto mindre, og sammen arbejdede Wilder og Chandler uafbrudt på manuskriptet i godt fire måneder. Det blev et hårdt prøvet samarbejde, præget af utallige skænderier. Chandler, der ellers havde lagt sprutten på hylden, begyndte at drikke igen, og samarbejdsproblemerne kulminerede, da han afleverede en lang skriftlig klage, med endeløse bebrejdelser over Wilders opførsel. På trods af arbejdsklimaet lykkedes det dem imidlertid ikke blot at omgå censuren, men også at producere et af de bedste manuskripter nogensinde. Det hårdtprøvede ægteskab mellem den hårdkogte litteraturs største poet og en af Hollywoods bedste instruktører, skulle blive til det perfekte eksempel på film noir i sin reneste form.

Da filmen åbner ser vi en bil køre hasarderet gennem byen og ankomme til en kontorbygning. En mand (Fred MacMurray) træder ud og bevæger sig langsomt til et kontor hvor han finder en diktafon frem og indspiller, hvad der til forveksling ligner en bekendelse. Han præsenterer sig selv som Walter Neff, forsikringssælger, og tilstår et mord: [i]”Jeg dræbte ham for penge og for en kvinde. Jeg fik ikke pengene… og jeg fik ikke kvinden”.[/i]

Dermed er resultatet afsløret på forhånd og heri ligger en af Wilder og Chandlers geniale twists, og mange afvigelser fra Cains forlæg. Handlingen udspiller sig nu som en serie flashbacks som vi nu sidder igennem på kanten af sædet, mens vi spændt afventer hvordan og hvorledes katastrofen vil indtræffe.

Kvinden er Phyllis Dietrichson (Barbara Stanwyck), som Neff er tryllebundet af fra første gang han ser hende. Inden længe har de to en affære, og en plan tager form: Ved hjælp af Neffs kendskab til forsikringssvindel, vil de myrde hendes mand og indkassere forsikringspengene. Det største problem er Neffs chef og ven, Keyes (Edward G. Robinson), hvis ukuelige evner til at fornemme fusk sjældent tager fejl.

Hvad der gør “Double Indemnity” til et så svært fascinerende værk, er dog først og fremmest dets mange nuancer og sublime udførsel. Ved et overfladisk første øjekast er historien slet og ret om en mand, der bliver forført af en femme fatale, men ved et nærmere syn bliver det mere tvivlsomt. Ved egen erklæring begår Neff mordet for penge og en kvinde, men ingen af partnerne virker overvældende interesseret i hverken hinanden eller pengene. Phyllis’ afsky for sine mænd lader primært til at stamme fra kedsomhed, snarere end nogen dybt følt passion. Neff og Phyllis virker mere forført af ideen om at slippe af sted med forbrydelsen end noget andet.

“Double Indemnity” er fyldt med ironi og sarkasme, samt med film noirens forkærlighed for stil og fatalisme. Den betagende visuelle side suppleres fornemt af den afsindigt velskrevet dialog, som sprudler med liv, bid og sarkastisk humor. Der findes næppe mere end en håndfuld film, der kan matche “Double Indemnity”s arsenal af suveræne replikker.