Woody Allen, som ellers pr. definition er en inkarneret Manhattan instruktør, overraskede alle da han hev teltpløkkerne op og flyttede produktionen til London for at lave den alvorlige “Match Point”. Den lå i stil og fortælling meget langt væk fra de typiske Woody film, men ikke desto mindre blev den hans bedst modtagede film i årevis, og en påmindelse om, at han stadig havde skarpt blæk i fyldepennen. Mange, inklusiv undertegnede, opfattede den som et nyt højdepunkt for den aldrende filmmager, men filmen efterlod også mange Woody aficionados skuffede.

For dem er der håb i “Scoop”, der ganske vist stadig foregår i London, men som alligevel er en tilbagevenden til de mere klassiske Allen komedier, som vi kender dem fra “Skorpionens forbandelse” og særligt “Manhattan mord mysteriet”. Woody Allen er selv at finde blandt skuespillerne, om end han denne gang udfylder en knap så fremtrædende rolle og (lykkeligvis) ikke spiller førsteelskeren.

For den hårdkogte, beslutsomme og nu afdøde journalist Joe Strombel (Ian McShane) er der intet, der er mere betydningsfuldt end en god historie. Da han, på vej til det næste liv, endelig får et solidt spor om den berygtede tarotkortmorder, må han derfor nødvendigvis gøre noget. Samtidigt er den lidt usikre amerikanske journaliststuderende Sodra Pransky (Scarlett Johanson) på besøg i London. Hun overværer et trylleshow af den ikke overvældende talentfulde tryllekunstner Sid Waterman (Woody Allen). Som højdepunktet bliver Sondra inviteret til at deltage i tryllenummeret, men hun får sig et chok da den afdøde Strombel henvender sig i et syn. Han beretter, at han har en begrundet mistanke om, at den afholdte og charmerende Peter Lyman (Hugh Jackman) er tarotkortmorderen. Inden længe har den ambitiøse Sondra fået hevet den ikke særligt entusiastiske Sid med på efterforskning, og de opsøger Peter Lyman som Sondra dog hurtigt bliver betaget af.

“Scoop” er et fornøjelig og underholdende lystspil, men ligesom resten af Woody Allens nyere komedier så mangler denne det bid og substans som hans 70’er komedier havde. Til gengæld føles den forfriskende hvilket ikke mindst skyldes Scarlett Johanssons evner til at falde ubesværet ind i universet. Som den lidt nørdede Sondra er hun en glimrende opdatering af den klassiske neurotiske Woody Allen figur. Hun er betagende smuk – men ikke bevidst om det – og hendes evne til at levere de klassiske bemærkninger er lige i øjet. Som skuespiller føles Woody Allen selv mere fri i denne film. Muligvis fordi han for første gang ikke behøver at virke yngre, men roligt kan falde ind i rollen som gnaven gamling.

Glimrende er også Hugh Jackman, men det virkelig scoop i “Scoop” er det umiddelbare bizarre valg at caste “Deadwood”s Ian McShane som den afdøde journalist. Han er noget nær perfekt og besidder i forvejen en stemme, der lyder som om den kommer fra hinsides graven. Det er ganske vist en lille beskeden rolle, men den kommer hurtigt til stjæle opmærksomheden fra resten af historien.