Brian De Palmas “The Black Dahlia” er en særdeles frustrerende film at overvære, eftersom den indeholder så mange glimrende elementer og så alligevel ikke fungerer. På papiret ligner den ellers en sikker succes. De Palma har muligvis haft sin andel af svipsere, men han står fortsat bag så fremragende kriminalfilm som “De uovervindelige” og “Fanget af fortiden”. Med James Ellroys roste roman “Sorte Dahlia” som forlæg, burde succesen have været hjemme. Det er den bare ikke, selvom den indimellem er tæt på.
Ellroys roman er den første i hans hårdkogte L.A. kvartet, der forsætter med “Ingenmandsland”, “De faldne engles by” og “Hvid Jazz”. Alle bøgerne er centreret omkring Los Angeles i 1940’erne og 50’erne og er en mosaik af rigtige begivenheder, blandet sammen med historier som Ellroy selv har digtet. “The Black Dahlia” er således baseret på et af de mest berygtede mord i Los Angeles: Det bestialske, og til dags dato, uopklarede drab på Elisabeth Short, som af pressen blev døbt Black Dahlia. I bogen, såvel som filmen, bringes det autentiske mord ind i en klassisk noir fortælling om korruption og bedrag, men først og fremmest om besættelse.
[image=16243]
De to betjente Bucky Bleichert (Josh Hartnett) og Lee Blanchard (Aaron Eckhart) er L.A. politiets højt profilerede glansbilleder, efter de indvilliger i en bokskamp for velgørenhed. De bliver et fast makkerpar og sammen med Lees kæreste, Kay (Scarlett Johansson), udgør de en lykkelig lille trio, på trods af, at der måske er en svag snært af seksuel spænding mellem Kay og Bucky. Idyllen får dog en ende, da Bucky og Lee bliver involveret i et blodigt skuddrama ikke mere end et par hundrede meter fra en græsmark, hvor det lemlæstede lig af Elisabeth Short findes.
Snart er et mediecirkus af en efterforskning i gang. De to betjente bliver sat på sagen, men Lee udvikler en manisk besættelse af mordet, hvilket bringer splittelse ind i det lille hjem. Samtidigt møder Bucky den sexede Madeline (Hilary Swank), der ikke alene kendte den døde pige, men også har en foruroligende lighed med hende.
[image=16244]
De Palma er om noget en instruktør med en distinkt betagende visuel stil og “The Black Dahlia” er ingen undtagelse. Filmen er fyldt med flotte billeder, imponerende scener og instruktørens signatursekvenser, hvor vi ser handlingen fra personernes synsvinkel. Filmen forsøger ihærdigt at ramme en stemning af 40’er noir – måske for ihærdigt. Da Curtis Hanson lavede “L.A. Confidential” veg han bevidst udenom de klassiske visuelle noir elementer: cigaretter, ekstreme kameravinkler, lange skygger og hatte. Resultatet var, at filmen i høj grad føltes mere som en moderne, vedkommende fortælling og mindre som en pastiche. Her er vi i stedet faretruende nær et paradenummer med en besætning der – ikke ulige børnemusicalen “Bugsy Malone” – består af unger, der leger politi og røvere.
“The Black Dahlia” starter lidt vel løs i det, men efter introduktionen af Elisabeth Short bliver handlingen mere fokuseret og midterdelen, der omhandler Lees begyndende krakelering, er så absolut den stærkeste del. Her viser filmen også sit egentlige emne: Ikke mordet i sig selv – men omverdenens reaktion på mordet. Desværre taber filmen for alvor tråden i det sidste akt, hvor den degenererer i en omgang rodet forklaringer, der er temmelig svære at finde hoved og hale i. Man håber på, at De Palma vil genoprette situationen med en af sine forrygende actionsekvenser, men en sådan kommer aldrig (og den der er i bogen er, besynderligt nok, ikke med her). I stedet føles slutningen som et meget letkøbt antiklimaks.
[image=16246]