Ørkenvandring i gyserlandIgen igen er de uforsonlige genfærd Kayako og hendes lille søn, Toshio, på spil i endnu en film, og det er efterhånden ved at være en trættende oplevelse, ikke mindst fordi instruktøren Takashi Shimizu med sine mange remakes og sequels af den samme historie er ved at løbe tør for nye og navnlig gode ideer. “Forbandelsen – The Grudge 2” er en slemt forudsigelig tur gennem det velkendte gyserland.

Filmen samler op hvor etteren slap. Karen, i Sarah Michelle Gellars veldrejede skikkelse, er havnet på den psykiatriske afdeling i Tokyo efter at hun, i det spinkle håb om at tage “livet” af den hævngerrige spøgelsesduo, mor Kayako og sønnike Toshio, forsøgte at brænde sit hjemsøgte hus ned. Uden spøgelser ville vi dog ikke have en film, så da Aubrey, Karens søster, er kommet til Tokyo for at hente Karen hjem, viser det sig, at det blege fantompar stadig spøger. Imens besøger tre skolepiger det forladte og delvis nedbrændte hus, hvilket ikke videre overraskende får uhyggelige følger. Samtidig på den anden side af jorden sker der sære ting, da en kvinde flytter sammen med en enkemand og hans to børn i en boligblok i Chicago. Ja, Kayako og Toshio er begyndt at komme vidt omkring.

Shimizu har med “Forbandelsen – The Grudge 2” lavet sin nu fjerde spillefilm (to på japansk og to på amerikansk) om Kayako og hendes søn. Og konceptet er mildest talt ved at være en anelse ensformigt. Kayako med den blege hud, de store tomme øjne og det gardinlange sorte hår, stavrer atter akavet mod sine nyvalgte ofre, mens hun lukker en sært klikkende strubelyd ud som havde hun fået et sæt kastagnetter galt i halsen. Og lige i hælene på hende finder vi stadig hendes uvorne møgunge, der tilsyneladende kun kan mjave gnavent.

Logikken bag denne hævngerrige gespenstduo har altid været lidt af et mysterium, og nogen forklaring skal man absolut heller ikke regne med i denne film, der blot kører videre i samme rille som de forrige.

“Forbandelsen – The Grudge 2” følger nemlig slavisk gysergenrens konventioner med den evindelige kombination af sex og en hulens masse dødsfald. Og som altid er det “pigen” der står i centrum for filmens handling. Samtidig falder den tilbage på chokeffekter frem for det gode plot. Chokeffekter er ikke nødvendigvis et onde, men selv de kan ende med at virke svært trivielle, hvis variation og originalitet udebliver. I modsætning til den første “Forbandelsen”, som var leveringsdygtig i en klaustrofobisk atmosfære af konstant lurende rædsel, er toeren fuldstændig blottet for en original tanke, og i stedet kører filmen i tomgang med den ene monotone skrækscene efter den anden.