Selvom vi er en relativ lille nation med en relativ lille befolkning, så har Danmark stadigvæk igennem århundreder haft prominente personligheder af alskens afskygninger optrædende på verdensscenen. Dengang symfoniorkestre stadigvæk var musikkens hotteste trend, var vor egen Carl Nielsen ganske godt med på noderne. Fysiker Niels Bohr kunne give selv Einstein sved på panden. Det danske landshold fik bookmakerne til at måbe i 1992. Og senest er det ikke blot poppede Aqua, der har hittet gevaldigt og væltet større navne af pinden internationalt. Men spørger man en tilfældig ungkarl eller ungmø på gaden, vil de næppe kunne nævne et dansk rockband af den type, der pludselig opstod hundredvis af på verdensplan i kølvandet på The Beatles’ uoverskuelige succes i 60’erne.

Men der var ét engang: Gasolin’, og tak gud for instruktør Anders Østergaard og Co., som har lavet denne fornøjelige dokumentar om bandet, som netop er underholdende og lettilgængelig nok til at fungere som medrivende musikhistorisk undervisning for folk i alle aldre. For selvom gruppen unægteligt nød stor succes herhjemme i 70’erne, så synes bandet at være forsvundet fra den kollektive bevidsthed – i hvert fald hos den seneste generation. Var bandet ikke meget mere end et produkt af dets tid og et springbræt for Kim Larsens mere sejlivede og populære slagere? Tallene synes at tale deres eget sprog: Hundredtusinder af danskere gik i biografen for at se Østergaards film, som dermed slog alle danske biografrekorder for en dokumentarfilm.

Som en slumrende gigant er den for længst opløste gruppes ry vågnet op til dåd. Og eftersom undertegnede er en af dem, der ikke umiddelbart kan nævne titlen på én eneste af gruppens sange, men har nydt at blive belært om myten og mystikken, der omgiver det gamle band, var “Gasolin'”-filmen en fristende godbid. Først og fremmest er der tale om en dokumentar, som er teknisk overdådig. Det her er ikke nogen traditionel ‘talking heads’-affære. Interviewene med bandets fire medlemmer, Franz Beckerlee, Søren Berlev, Kim Larsen og Wili Jönsson, danner naturligvis rammen for filmens fortælling… men den måde, hvorpå deltagernes ytringer og dækbillederne er strikket sammen med klippemæssig snilde og suppleret af lyd, musik og minimalistiske, men effektive effekter, er unik.

Mennesker og objekter optræder i sort/hvid midt i nutidens kulørte dagligdagsbilleder, hvilket giver en særlig fornemmelse af, at man virkelig rejser gennem tiden sammen med Østergaard og hans fire subjekter. Billeder smelter sammen, og lyden skaber en atmosfære, der, kombineret med de interviewedes udtalelser, skaber flere billeder i hovedet, end de fleste fiktionsfilm formår ved vitterligt at vise tingene direkte.

Filmens filmiske kvaliteter og den korte spilletid (knap halvanden time inkl. rulletekster) gør filmen til en let, men knap så mættende mundfuld. Jovist er man mere eller mindre konstant underholdt, og man får både serveret velartikuleret fakta og latterindbydende anekdoter, men er det nok? Ikke for denne anmelder, som ikke fik sit i forvejen ringe kendskab til gruppen synderligt udvidet. Man sidder tilbage med samme følelse som dem, der i sin tid mødte op til Gasolin’s koncerter og højlydt skreg [i]”ekstranummer, ekstranummer!”[/i], da løjerne så ud til at lakke mod enden. Gasolin’ bliver i korte træk præsenteret som et band, der fluks blev skabt, hurtigt blev et hit og næsten lige så hurtigt visnede bort igen, selvom bandet eksisterede i årevis. For kendere vil filmen være et kærkomment nostalgitrip, for nybegyndere vil den være en underholdende, men desværre forglemmelig historielektion.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. “Gasolin'” besidder et glimrende transfer, som yder filmens velkomponerede billedside retfærdighed. Farverne er betagende, kontrasten er solid, snavs og digital støj er der ingen nævneværdige tilfælde af, og edge-enhancement og billedlig blødhed er begge minimale problemer. Der bliver naturligvis brugt alskens arkivklip og arkivbilleder, som ikke altid er i fantastisk kvalitet, men det er bestemt også en del af charmen såvel som filmmagernes intention.

[b]Audio[/b]

Lyden er en af filmens absolutte grundsten, og den bliver præsenteret i både en standard 2.0-udgave, men også i fuldbyrdede Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 udgaver. DD5.1-sporet og DTS 5.1-sporet er begge omtrent lige gode. Dialogen er naturligvis et vigtigt element, og den er altid krystalklar. Men derudover bliver der også gjort fin brug af samtlige højtalere til at skabe de troværdige og detaljerede lydbilleder, som supplerer filmen så fornemt. Subwooferen er også ganske aktiv, dog uden nogensinde at overrumple seeren eller resten af sporets elementer. Glimrende arbejde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Disc 1 af denne 2-disc udgivelse byder blot på filmen og dens velstøbte biograftrailer. Disc 2 byder på tre ting: “Gasolin’ United” (29 minutter), “Gasolin’ Live 1978” (22 min.) og “Gas” (39 min.). Førstnævnte er en helt ekstra dokumentar lavet af samme hold som hovedfilmen, der viser gutterne samlet i maj 2005. Det er en yderst fornøjelig dokumentar, som med garanti vil løfte fans op i de øverste skylag. For selvom det er interessant at høre hvert enkelt medlem udtale sig hver for sig i hovedfilmen, så savnede man vitterligt at se gruppen sammen igen. Diverse sange og minder bliver diskuteret, og den hyggelige stemning er særdeles smittende.

“Gasolin’ Live 1978” er 22 udvalgte minutter fra en af koncerterne på bandets allersidste koncertturne. Numrene “This Is My Life”, “Rabalderstræde”, “Refrainet er fint” og “Som et strejf” bliver spillet. “Gas” er endnu en guldklump for fans – en spøjs lille film, der minder om Beatles’ “A Hard Days Night”, idet at det er en kombination af fiktive iscenesættelser med bandets medlemmer, gamle arkivbilleder med tilhørende voice-over og diverse musikopførelser.