FilmenEn kur mod mutanter. Den hidtil største konfrontation af den telepatiske Charles Xaviers brave X-Men mod den revolutionære Magnetos anarkistiske broderskab af autonome mutanter. En tilbagevendt Jean Grey, nu som Dark Phoenix – den mest magtfulde mutant af alle.

Det lyder som ingredienser der, blandet i korrekte forhold, kunne give Bryan Singer og hans første to fremragende film i mutant-serien kamp til stregen. Ved allerede fra første akt at skille sig af med flere af de velkendte figurer fra de tidligere film, tager “X-Men: The Last Stand” sandelig også nogle modige skridt undervejs og viser – det alvorlige underliggende tema taget i betragtning – potentiale til at gentage succesen med at blande action, drama og vedkommende politiske emner til en velmixet mutant-cocktail.

Den faldne Jean Grey, der ofrede sig for de øvrige X-Men i “X-Men 2” og som har ligget mageligt på bunden af Alkali Lake lige siden, bliver vækket til live af den efterhånden ganske falmede Cyklops. Men som forgængeren hintede, kommer hun til live som Dark Phoenix, et væsen, der gemmer på kræfter mægtigere end Xavier og Magnetos. Det er kræfter som Jean hele tiden har båret rundt på, men som Xavier har forsøgt at undertrykke af frygt for, at hun skulle miste kontrollen. Denne begrænsning af hendes evner er Magneto meget uenig i, og nu hvor den identitetsforvirrede føniks er sluppet løs, ser han i hende et glimrende våben mod regeringens passive accept i spillet om at fjerne samtlige mutanters evner ved hjælp af en nyudviklet mutant-[i]kur[/i], der meget passende er blevet gjort offentligt tilgængelig.

På trods af de gode intentioner ender filmen desværre med at blive en ren middelmådig action-affære med langt mindre fokus på det ellers udfordrende tema, ‘er det i orden at være anderledes?’, end man kunne have håbet. Filmen lægger også op til at blive den største konfrontation af X-Men mod Broderskabet, men dette fylder overraskende lidt, og udførelsen er ofte klodset. En masse mutanter skal vise deres evner efter tur, og det resulterer i et miskmask af action, der blegner sammenlignet med de velkoreograferede og gennemarbejdede actionsekvenser fra de to foregående film.

En af de nyintroducerede mutanter der bliver brugt en del tid på, er en af tegneseriens klassiske og højt elskede, Beast. Med sin stilling som præsidentens rådgiver og leder for regeringens mutant-afdeling har han en del at skulle have sagt, kunne man håbe på. Men da regeringen udspilles og denne del af plottet smuldrer, vælger Beast klogeligt at udskifte jakkesættet med sin gode gamle X-Men uniform.

Brugen af Golden Gate Bridge giver ikke nogen som helst mening i filmens endelige udformning, andet end en undskyldning for at spille med special effects-musklerne. På kommentarsporet fortæller Brett Ratner om det oprindelige manus, der indeholdt en forklaring på Magnetos brug af dette enorme bygningsværk. Desværre blev manuskriptet ændret, og i ekstramaterialet om broen bliver det understreget, at denne blot blev bibeholdt i filmen fordi det var en cool effekt. Det må siges at gå stik imod instruktørens håb om at skabe film der ikke er afhængige af special effects: [i]”Computer-effekter må aldrig være den primære fokus – de skal blot være til stede for at underbygge de eksisterende billeder. Det er min vision at man i samtlige scener skal kunne fjerne eventuelle special effects og stadig nyde scenen til fulde.”[/i]
– Den lader vi stå et øjeblik.

VideoEt ganske roligt og rent transfer i anamorphic widescreen 2.35:1 format bliver serveret med denne dvd. Transferet bærer dog præg af meget kraftig edge enhancement i samtlige scener.

AudioVi har her valgmuligheden mellem et engelsk og et ungarsk Dolby Digital 5.1 spor, og et engelsk DTS-ES [i]discrete[/i] lydspor i halv bitrate. Det sidstnævnte er at foretrække, da det byder på de mest imponerende panoreringer i samtlige højtalere. Enkelte effekter bliver ikke fremhævet nær så præcist som man kunne ønske, men en fremragende lydside trods alt.

EkstramaterialePå første skive har man mulighed for at vælge mellem Broderskabet og X-Men logoet, hvilket giver adgang til to forskellige menu designs, to forskellige samlinger slettede scener, og to forskellige kommentarspor.

Kommentarsporet med instruktør Brett Ratner og manusforfatterne Zak Penn og Simon Kinberg er letbenet og til tider ganske underholdende. De tre giver nogle interessante anekdoter og fortæller lidt om filmens mange referencer til tegneserierne og de tidligere X-film, men sporet bærer desværre præg af en masse unødvendige skulderklap; samtlige skuespillere bliver rost på alle områder, og man savner ofte bare en smule kritik af eget materiale.

Filmens andet kommentaspor er indtalt af producerne Avi Arad, Lauren Shuler Donner og Ralph Winter. Der er en del pauser i kommentarsporet, der primært holdes i live af Donner og Winter, der deler ud af information om alt fra karaktererne til filmens mere tekniske aspekter. De tre producere nævner desuden muligheden for endnu en film i serien.

Ekstraskiven indledes med en række dokumentarer – først Brett Ratners videodagbog, der blander ‘bag om kameraet’, korte interviews, og korte klip fra filmen, men primært giver et indblik i instruktørens arbejde. Ratner fremstår mest af alt som et legebarn og en ballademager.

De to øvrige dokumentarer, “X-Men: Evolution of a Trilogy” (20 minutter) og “X3: The Excitement Continues” (42 min.) er mere traditionelle, polerede dokumentarprogrammer, der primært via interview med crew og skuespillere fungerer som mere omfattende [i]making of[/i] programmer.

To featurettes er også tilgængelige på skiven. “X-Men Up Close” er en tekstbaseret database med baggrundsviden og billeder af tegneseriefigurerne og deres filmiske modstykker. “Anatomy of a Scene: Golden Gate Bridge” er et lille [i]making-of[/i] program der koncentrerer sig om filmens største special-effects scene, hvis primære formål er at holde Juggernauts sko tørre.

“Previs Animatics” er en stor samling scener, der viser brugen af computergenererede storyboards. Flere af scenerne er tydeligt anderledes end deres endelige udformning i filmen.
“Vignettes” og “Blogs” er samlinger af kortere programmer, der byder på mere i form af interview og special effects-lir. Disse kunne snildt have været inkluderet i de førnævnte dokumentarprogrammer. “Galleries” byder på både [i]concept art[/i] og promo-billeder, samt billeder fra filmen. Tre forskellige trailere til filmen runder ekstramaterialet af.

Det er en imponerende mængde ekstramateriale, men på disk 2 er det kun de to længerevarende [i]making-of[/i] dokumentarer der er kød på. Resten af materialet er dårligt struktureret og kun sjældent vedkommende.