H.C. Andersens klassiske eventyr udsat for en overhaling. Blandt årets store udbud af animationsfilm, skal der også findes en dansk en af slagsen. Danske A. Film tager os med ind i hønsegården i en nyfortolkning af historien om den lille fugl, der slet ikke passer ind nogle steder.

Rotten Rotto er en plattenslager af værste skuffe. Han er omrejsende manager for et kummerligt varietéshow med en regnorm som eneste optrædende. Rottos store drøm er at komme til et rigtigt tivoli og få succes. Under en flugt fra hunrotten Doris og hendes to slagkraftige brødre havner han på taget af et tog, der tager ham langt fra København. Ad omveje havner han i en hønsegård sammen med et æg fra en nærliggende sø. Ud af ægget hopper en tyk, lille ælling, der slet, slet ikke ligner noget nogen i hønsegården har set før. Rotto får i sidste øjeblik overbevist de sure høns, der ikke bryder sig om hans tilstedeværelse og gerne vil give ham et ordentligt lag tæsk, om at han er ællingens far. Den driftige rotte vil gøre alt for at slippe ud af hønsegårdens fængsel, men det er ikke nemt, når man pludselig hænger på en stakkels ælling, der desperat ønsker kærlighed og opmærksomhed.

Men flygte gør han, med ællingen, nu blot kaldet Grimme, på slæb. Rotto opdager, at Grimme har talent for at underholde med sin klodsethed og uformelige krop, og beslutter sig for at udnytte det frem for at efterlade ællingen til sig selv. Det umage par får følgeskab af anden Freja, mens de begiver sig af sted mod guldet for enden af regnbuen, tivoliet, hvor Rotto forventer stor succes, nu hvor regnorm er udskiftet med ælling. Ælling bliver dog ikke ved med at være ælling, Grimme vokser og bliver en teenager med alle de problemer det bringer med sig.

A. Film har før gjort sig udmærket på animationsmarkedet, og er bestemt det danske flagskib hvad det angår. Men man skal jo ikke honorere en film blot fordi den er danskproduceret, og “Den grimme ælling og mig” fejler på flere områder. Naturligvis skal man ikke forvente, at animationen kommer op på Disney’ske højder, men man bliver en smule irriteret over den lidt kantede grafik, og filmen minder flere steder mere om noget fra et computerspil end en spillefilm. Man savner lidt mere tekstur og finesse. På enkelte områder er animationen ganske udmærket, men som helhed kommer den til kort overfor sine egne ambitioner.

Man kunne så lade det være ved det, og det ville nok ikke genere så meget, hvis man kunne finde kvaliteten i fortællingen. Gendigtningen af eventyret om den grimme ælling er her langt fra vellykket, og man skøjter mellem moralske værdier og en lærebog i teenagerens tilværelse, hvilket oprigtigt talt bliver trættende og dødhamrende forudsigeligt i længden. Filmen er for børn, og de vil sikkert more sig med mellemrum, når rotten eller regnormen kommer til skade, men der er absolut intet at hente for det voksne publikum. Dialogen er simpel og lige ud ad landevejen, det hele foregår på det samme plan, og man savner lidt mere bid, som de fleste børn nok også ville sætte pris på.

Det absolut bedste ved filmen er de danske stemmer. Søren Fauli er en fremragende Rotto og Nikolaj Lie Kaas er fantastisk som den pubertære Grimme. Havde man blot lagt lige så meget i manuskript og fortælling som i instruktionen af stemmerne, var man kommet langt videre. I øvrige roller ses blandt andet Hella Joof og Lars Hjortshøj, der også begge skal roses sammen med det øvrige cast.