[image=15681]
Hvor den reserverede Matt er lidt tilbageholdende med sine følelser, er det derimod en stormende forelskelse fra Jennys side. Hun afslører tilmed overfor ham, at hun er ingen ringere end G-girl, og tager ham med på en flyvetur. Vennen havde ret, der gemte sig en vulkan bag det stille ydre, men hvad han ikke kunne vide var, at der også gemte sig et yderst neurotisk indre bag facaden. At Matt arbejder tæt sammen med den tiltrækkende kvinde Hannah er bestemt ikke noget, der falder i god jord hos superheltinden, og snart beskyldes han for det ene og det andet. Det bliver til sidst for meget for Matt, der skraber modet sammen og gør det forbi med Jenny. Det skulle han aldrig have gjort. Superheltinden sværger hævn, og snart forfølger hun Matt overalt og gør hans liv til et mindre helvede.
[image=15682]
Heldigvis har “My Super-Ex Girlfriend” dog en sikker stjerne i Uma Thurman, der portrætterer G-girl med fantastiske skift mellem kælen kæreste og den superneurotiske vanvids-eks fra helvede. Thurman viser nye sider af sig selv som den stille Jenny – at hun kan rollen som sexet-dominatrix vidste vi jo i forvejen, men den kejtede pige er bestemt også en rolle, der passer hende glimrende.
Luke Wilson er den stakkels Matt, der må gå så meget igennem for at slippe af med pigebarnet. Han har bestemt komisk talent og udmærket timing, og er en troværdig modpart for Thurmans udskejelser.
“My Super-Ex Girlfriend” er en fin lille komedie, men det ville bestemt have gavnet hvis man havde haft modet til at gå lidt mere over stregen. Det kunne man uden problemer have gjort uden at filmen af den grund var blevet plat.
[image=15683]