At beskrive en film som “The Science of Sleep” med ord, føles lidt som at forsøge på at presse en trekant gennem en firkantet åbning. Filmen er en så gennemført visuel fortælling, at man hurtigt ender med at skrive sig længere og længere væk fra værket selv. Den er kort sagt en film, der skal ses og opleves, og det er der al mulig god grund til at gøre, for det er en fascinerende, sjov og sørgmodig rejse.

Filmen er både skrevet og instrueret af Michel Gondry, som tidligere bl.a. har instrueret “Eternal Sunshine of the Spotless Mind”. “The Science of Sleep” markerer hans første spillefilm uden Charlie Kaufman som manuskriptforfatter. Hvordan er Gondry så uden Kaufman? En del mindre kynisk, for det første, og så absolut også en mindre stringent fortæller. Til gengæld er den visuelle poesi fra “Eternal Sunshine of the Spotless Mind” stadig i fuld flor og endnu mere løssluppen her.

Den unge Stéphane er en kedel af kreative ideer, så da hans mor ringer til ham med nyheden om, at hun kan skaffe ham et spændende arbejde i Paris, er han ikke sen til at slå til. Han vender tilbage til det barndomsværelse han ikke har set siden sine forældres skilsmisse, men må erfare, at hans mor har overdrevet jobbets indhold for at lokke ham hjem. Inden længe sidder han blandt nogle temmelig sære kollegaer, ikke mindst der hæmningsløse Guy, og udfører et job en veldresseret abe kunne klare. Mere interesse fatter han for naboen, den kønne Stéphanie, der ligesom han selv har en forkærlighed for kreative sysler.

Det spirende forhold og Stéphanes arbejde kompliceres af hans løsslupne fantasi og livlige drømme, som han ofte har svært ved at adskille fra virkeligheden. I hans drømme er han vært for et tv-madlavningsprogram af en slags i et studie udstyret med æggebakker på væggene og bands i bjørnekostumer. Ellers fantaserer han om at overtage kontoret og få succes med sine kunstneriske evner.

Umiddelbart kunne meget af handlingen lyde som en typisk romantisk komedie, men “The Science of Sleep” er alt andet end typisk. Filmen er optaget i Paris og Stéphane residerer i det selv samme hus som Michel Gondry boede i, inden han sprang ud i filmens verden. Blandt andet derfor er det nærliggende at læse filmen som et selvportræt, ikke mindst fordi Stéphane har den samme forkærlighed for animation som Gondry selv. Filmen blander stilarter lystig sammen, og i mange af drømmesekvenserne er skuespillerne klippet sammen med animationen. I en verden hvor CGI-effekter er mere reglen end undtagelsen, er der noget befriende og dragende ved filmens brug af udklip, papmache og vat til sine effekter, og de supplerer filmens uskyldige og naive univers perfekt.

Hvad der rent faktisk sker og hvad der kun foregår i Stéphanes hoved, er man som tilskuer ofte i tvivl om, og Gondry sætter det fornøjeligt på spidsen ved af og til at ændre synsvinkelen så vi i stedet ser Stéphane gennem Stéphanies øjne, hvorefter tingene pludselig virker noget anderledes. Filmen er skiftevis på engelsk, fransk og spansk, hvilket føjer til den konfuse stemning.