filmz-Angel Eyes Det reelle eventyrAt M. Night Shyamalans nyeste film, “Lady in the Water”, efter sigende skulle bygge på en godnathistorie, han improviserede sig frem til for sine børn, synes helt i tråd med hans bagkatalog. Instruktøren, der vendte op og ned på alting med gennembrudsfilmen “Den sjette sans” og gjorde det overrumplende twist til et modefænomen i Hollywood, såvel som til sit eget varemærke, har igennem hele sin karriere fortalt variationer over det samme tema, nemlig eventyret. Denne gang tager han fænomenet yderst bogstaveligt, men giver stadig plads til det uhyggelige, såvel som en større grad af humor, om end der er fare for, at man finder den mytiske fortælling en tand for naiv.
[image=15366]
Lige fra den tegnede indledning, hvor myten om havfolket og deres funktion som menneskehedens hjælpere slås an, er der klart tale om en simpel fortælling, der henter sin barnlige fascination i de smås godnatlæsning. Engang lyttede mennesket til oraklerne fra havets dyb, men mennesket hører ikke efter mere. En udsending fra disse vandnymfer – som kaldes for Narfer – vil tage kontakt til os igen og prøve at hjælpe os på rette kurs, men at krydse grænsen mellem deres og vores verden er en farefuld færd, da blodtørstige bæster ligger på lur og venter på Narfen.
Dette er den fantasifulde optakt, som danner grobund for “Lady in the Water”, for da den venlige, men tilbagetrukne vicevært Cleveland pludselig finder en mystisk kvinde i boligkompleksets svømmepøl, opdager han til sin forundring, at hun er en Narf ved navn Story, som indeholder nøglen til en bedre verden. En gammel kinesisk legende viser sig at passe på Storys situation, og Cleveland forsøger nu, med hjælp fra bygningens brogede skare af lejere, at løse gåden og hjælpe Story tilbage til sin egen verden.
[image=15365]
Således udfolder den eventyrlige historie sig, hvor det fantastiske pludseligt bliver enormt reelt, i stil med Shyamalans tidligere fortællinger, især “Unbreakable” og “Signs”. Men hvor disse to film havde en dyb understrøm af alvor, hvilket gjorde de komiske elementer lettere malplacerede, fungerer “Lady in the Water” væsentlig bedre, eftersom humoren fra starten af slås an som et bærende element. Faren for, at fjolleriet kammer over og lader spændingen og dramaet i stikken, kunne være overhængende, men at det ikke bliver tilfældet må nok i høj grad tilskrives Paul Giamattis skuespillertalent. Her er en mand som formår at være hylende morsom det ene øjeblik, og hjerteskærende det næste, uden at blive ynkelig eller lade os stå af halvvejs. I rollen som Cleveland cementerer han endnu engang sin fantastiske spændvidde, så det er en fryd. Også Bob Balaban er en noget overset guldgrube af knastør komik, og i den lille rolle som nytilflyttet film- og boganmelder, med en sarkasme så skarp, at den kan skære i stål, brillerer han virkelig.
Netop denne anmelder Farber, i Balabans ikoniske skikkelse, er en central del af filmens tema, for han berører det selvrefererende ved hele historien. “Lady in the Water” er nemlig ikke bare et eventyr – det er et eventyr der folder sig om sig selv, og bliver klar over sin egen fiktionelle funktion. For ikke kun publikum bliver ramt af denne metabevidsthed; også filmens personer må bruge den gamle myte som vejledning for, hvordan deres fremtid skal udfolde sig, og påtage sig de arketypiske roller i historien: vogteren, healeren, oraklet etc. Dette er en interessant lille detalje, som giver filmen et ekstra lag, selvom Shyamalan nok desværre bliver for overmodig og lader slutningen trække i langdrag med for mange fejlgættede gåder.
[image=15364]
