John McLoughlin (Nicolas Cage) er en hård nyser. Som erfaren politibetjent var han tilstede ved terrorist bombeangrebet på World Trade Center i 1993, og ingen kender bygningerne bedre end ham. Men da et fly styrter ind i det ene tårn om morgenen den 11. september 2001 er han rådvild. Da spørgsmålet lyder, hvad fremgangsmåden er ved denne slags uheld, kan han kun svare, at der ingen fremgangsmåde er. Ingen har planlagt efter noget af denne størrelse.

Fremme ved tårnene rykker en lille gruppe frivillige, deriblandt Will Jimeno (Michael Pena), ind i det første tårn. De samler det nødvendige redningsudstyr, men inden de når at stige op gennem tårnet, styrter det sammen og begraver dem i de sørgelige rester. Svært kvæstede og fanget under murbrokker, støv og plaget af pludselige brande, der opstår og forsvinder med samme hast, er de to betjente de eneste overlevende fra deres gruppe. Over dem kan de skimte en lille sprække lys, og de må forsøge at overleve og holde modet oppe indtil nogen – forhåbentlig – finder dem. Samtidig følger vi de to betjentes hustruer, Donna McLoughlin (Maria Bello) og Alison Jimeno (Maggie Gyldenhaal), der også gennemgår frygtelige prøvelser, mens de længselsfuldt venter på at høre fra deres mænd.

Med “World Trade Center” har Oliver Stone muligvis instrueret sin karrieres mest konventionelle film, hvori formen minder om film som “Apollo 13”. Væk er de politiske budskaber, konspirationsteorierne, den febrilske kameraføring, hurtige klipning og suggestive billeder. Kun en enkelt hallucination giver et fingerpeg om, at det er Stone der står bag filmen, ellers ville det stort set være umuligt at se. I stedet er “World Trade Center” en mosaik af drama om hvordan katastrofen ramte nogle mennesker, der i stedet for at krakelere under presset, rejser sig med opgaven og sammen finder en styrke og spirituel enhed på tværs af sociale grøfter og forskelle.

En af bifigurerne er David Karnes (Michael Shannon). Han er en lettere foruroligende stålsat ærke-amerikaner og tidligere marinesoldat, der øjeblikkeligt dropper sit trivielle dagligdags job, da han føler, at Gud har kaldt ham til for at hjælpe. Karnes er næsten den perfekte prototype på en typisk Stone skurk: En selvretfærdig soldat med indstillingen “My country, right or wrong” tatoveret i hjernen. Her er han imidlertid en af filmens primære helte.

Fra de mindste til de største roller er filmen uhyre velspillet, og indeholder mange fine små figurer. Nicolas Cage, som ellers er en særdeles kropslig ekspressiv skuespiller, er fremragende i en rolle, hvor han det meste af tiden ikke har andet at spille med end ansigtet. Ligeledes er Maria Bello og Maggie Gyldenhaal virkelig imponerende som betjentenes koner.

Mindre heldigt er den meget sentimentale tone, der, til tider, i hvert fald set med europæiske øjne, går over i det småvamle. Filmen er så fokuseret på at bevæge os og fremrive tårene, at den ofte går for langt og bliver kvalm i stedet. F.eks. i en lang dialog som McLoughlin forestiller sig, han holder med sin kone. Det er muligt at det stemmer overens med, hvad han rent faktisk forestillede sig, men her virker det ikke desto mindre temmelig konstrueret og hult. Der er dog også bevægende scener, ikke mindst i de sekvenser hvor familierne forsøger at holde ud, mens usikkerheden trykker.