Nu skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, at Atom Egoyans “Den nøgne sandhed” er mere end bare en film. Ja, faktisk er der tale om to film i én. I en hvis forstand i hvert fald. Således rummer den komplekse fortælling dels et traditionelt kriminaldrama, hvor hovedpersonernes [i]whodunnit[/i] teser løbende afprøves, og dels rummer filmen et [i]ménage á trois[/i], hvor de tre hovedpersoner infiltreres i et spind af sex, løgn og forfejlede karriereforløb. Ingen af de to handlinger er dog i sig selv gribende nok. Men måske har de tilsammen den fornødne råstyrke og kapacitet?

Indledningsvis er det ikke helt til at blive klog på, hvem Atom Egoyan har tiltænkt den overordnede hovedrolle, og hvor han vil hen med filmen. Den har nemlig, fra start til slut, to fortællere. Alligevel fornemmes det hurtigt, at det er Karens (Alison Lohman) histore, der er den vigtige, selv om også Lannys (Kevin Bacon) stemme har en vis prægnans. Som ung og opadstræbende journalist sætter Karen sig nemlig for at interviewe de to komikere, partnere og værter ved den årligt tilbagevende amerikanske landsindsamling mod polio, Lanny og Vince (Colin Firth), kravle om bag deres blankpolerede facader, der er knapt så blankpolerede som først antaget, og hvor indholdet er alt andet end uskyldsrent.

Herved kriminaldramaet, der er den egentligt redegørelse for, og måske opklaring af, hvordan den unge studine Maureen O’Flaherty (Rachel Blanchard) kunne dukke op i afklædt og livløs tilstand i de to entertaineres hotelsuite, hvordan forbindelserne var til mafiaen, og hvilke hemmeligheder de to mænd selv bar rundt på, og som kun butleren tilsyneladende kendte til. Den del er på sin vis interessevækkende nok men aldrig i sig selv videre gribende. Karen lægger sig ellers i selen som opdager og detektiv, men først da hun lader følelseslivet tage part, bliver det for alvor vedkommende. Det er i den forbindelse ikke uvæsentligt, at Karen som barn medvirkede i et af de herrers indsamlingsshows som en såkaldt ‘mirakelpige’, en oplevelse den forhenværende sygdomsramte pige ikke har glemt.

Potentialet finder vi nemlig i det erotisk æggende trekantsdrama, Karen infiltreres i, naturligvis med Vince og Lanny som de anførende dukkeførere. Men Karen forstår nu stadig at gå sine egne veje, og ikke lade sig underlægge de tos seksuelle dominans og besidderiskhed trods alt. Eller gør hun? Og det er lige præcis her “Den nøgne sandhed” har placeret sin tunge på vægtskålen. Spillet mellem og med de tre hovedkarakterer og dynamikken de trækker frem er betagende. Spillet er imponerende og udstrålingen skelsættende.

Men det er nu også en kende forvirrende. At de ikke kan sætte sig ned og løse jalousien, vreden og begæret som voksne mennesker er én ting. Men at selve filmen skal konstrueres som en liderlig magtkamp mellem Karen og Lannys opmærksomhedsbehov er et decideret problem. Selve konstruktionen er nemlig forvirrende, ikke mindst, at der skiftes mellem de tos beretterstemmer, men også, at der hyppigt og frimodigt springes frem og tilbage i tid, fra starthalvfjerdsernes Los Angeles og Miami til New York femten år senere. Og det kræver immervæk, at vi som seere holder tungen lige i munden for at kunne følge med.

“Den nøgne sandhed” er stadigvæk godt håndværk. Tre karakterspillere til at bære handlingen frem, et fængende manuskript (det skal der til!), og en række bipersoner med egne, solide motiver. Men der mangler noget. Krop og sjæl skal der til for at skabe et helt menneske, således også “Den nøgne sandhed”, der har kroppen med sig i mere end én forstand, men ikke formår at finde frem til sjælen trods sin afklædte tilstand. Det kan godt være, vi får forklaringen på Maureens død, Karens engagement i historien og et par af Vince og Lannys hemmeligheder. Men helt ind i karaktererne kommer vi desværre aldrig.

VideoBilledformatet i “Den nøgne sandhed” fremstår i et 2.35:1 anamorphic widescreen format og er af en noget fesen karakter. Billederne er, udtryksmæssigt, gennemgående støvede og grumsede, virker matte, med en kendetegnende blødhed og er desuden overblændede flere steder. Med det sagt er der ikke tydelige tegn på edge enhancement eller anden digital støj, ligesom kontrasten også er solid. Farvevalget er betagende og fanger ganske fint halvfjerser-looket. Men noget imponerende transfer er der bestemt ikke tale om.

AudioLyden leveres i et engelsksproget Dolby Digital 5.1 spor, der har sine begrænsninger. Selv om lyden kommer ud i alle kanaler, er det primært fronthøjtalerne, der er i brug, mens baghøjtalerne oftest får en unødvendig susen. Replikkerne går derimod klart og tydeligt igennem på alle tidspunkter, om end det aldrig gavner en film at være båret af [i]voice overs[/i]. Og så er der endda to forskellige af slagsen. Der er kun én ting at sige – [i]Show, don’t tell![/i]

EkstramaterialeEkstramaterialet hører alligevel til det bedste på denne udgivelse. Således er der i denne omgang plads til en “Making of…”, som er en kort, usammenhængende og diffust sammensat featurette om filmen. De klassiske “Deleted scenes” taler vist for sig selv, mens Kevin Bacon, Rachel Blanchard, Alison Lohman, Colin Firth og Atom Egoyan taler filmens sag i en længere featurette. Tolv minutters uklippet “B-roll” og trailers for “Where the Truth Lies” (“Den nøgne sandhed”s engelske titel), “Arthur and the Minimoys”, “Tsotsi”, “Lucky Number Slevin” og “She’s the Man” gør det ud for resten. En ganske udmærket sammensætning.