Det hændte en nat på teatret, at der gik ild i kulisserne. Forestillingens klovn trådte op på scenen for at underrette publikum, der troede, det var en vittighed og klappede. Han gentog sin advarsel til endnu større jubel og latter. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde: Under almindelig jubel af vittige hoveder, der troede, det var en vits.

Disse ord, frit efter Søren Kierkegaard, ligger ikke langt fra sindet under “En ubekvem sandhed” der, som en anden bajads, skriger sin advarsel op til en tilsyneladende døv verden, om at katastrofen ligger lige om hjørnet. Filmen tager udgangspunkt i et multimedieforedrag som Al Gore har udviklet og holdt i årevis siden det bitre nederlag til Bush ved præsidentvalget i 2000. Han har rejst jorden rundt med foredraget i et forsøg på at gøre opmærksom på den trussel han mener vi står overfor.

Filmens budskab er i korte træk at: 1) Den globale opvarmning er et faktum. 2) Det er menneskelig adfærd, der forsager den. 3) Vi kan allerede nu se virkninger af den. 4) Hvis vi ikke griber ind, vil katastrofer af hidtil uset omfang ramme os. 5) Vi besidder den viden og teknologi, der kan rette op på situationen.

Afbrændingen af fossile brændstoffer og skovrydning har drastisk øget mængden af kuldioxid i atmosfæren og forsaget den globale opvarmning. Vi oplever dens virkninger i form af gletschere der forsvinder med højere vandstande og hyppigere oversvømmelser som resultat, samt flere orkaner så som Katrina, der sønderrev New Orleans.

Undervejs klippes der frem og tilbage mellem foredraget og forskellige anekdoter fra Al Gores liv, de oplevelser og prøvelser han har været igennem og hvilke årsager der er til hans passionerede engagement i miljøsagen. Filmen er instrueret af Davis Guggenheim, der tidligere bl.a. har instrueret afsnit af “24 timer”, samt produceret tv-serien “Deadwood”. Under hans kompetente hånd formår “En ubekvem sandhed” at være vedkommende og underholdende – en ganske imponerende bedrift taget filmens meget tekniske udgangspunkt i betragtning. Filmen suppleres af Gores udtalte taleevner og humoristiske lune. Hans kække åbningsreplik er: [i]”Jeg er Al Gore. Jeg plejede at være den næste amerikanske præsident”[/i].

Miljødokumentarer er alt for ofte dommedagslignende rædselshistorier der, som en anden kolerisk prædikant, forudser den snarlige og retfærdige straf over os væmmelige mennesker, fordi vi har syndet så fælt mod jorden. De plages ofte af en så overvældende humorforladt form, at resultatet er resignation snarere end handling. Dog ikke her, hvor materialet formidles levende og – på trods af budskabet – optimistisk. Filmen begrænses primært af formen. Den er grundlæggende blot et langt foredrag og kan derfor ikke måle sig med f.eks. Michael Moores respektløst provokerende dokumentarer hvad angår underholdningsværdi. Til gengæld er den mere fokuseret på skeptikerne end de allerede overbeviste og er derfor potentielt langt mere effektiv som overtalelsesinstrument.