Filmz
Tristan

Tristan & Isolde

Medvirkende:

Henry Cavill, JB Blanc, James Franco, Rufus Sewell, Marek Vašut, Sophia Myles, Richard Dillane, Barbora Kodetová, David O'Hara, Jamie King, Leo Gregory, Wolfgang Müller, Gordon Truefitt, Jack Montgomery, David Fisher

Instruktør:

Kevin Reynolds

Filmlængde:

125 minutter

Genre:

Action, Action, Drama, Drama, Romantik, Romantik

Tristan

Med Samuel L. Jackson-dramaet “187” som øjensynligt eneste undtagelse, har instruktør Kevin Reynolds de sidste to årtier udelukkende beskæftiget sig med film, der har taget udgangspunkt i den middelalderlige eller victorianske fortid, eller den ukendte fremtid. Pudsigt, når nu det ofte har været med blandet succes. Men måske er det på baggrund af mandens første og stadigvæk største succes, “Robin Hood” med Kevin Costner, at han sjældent har villet tage et kig på nutidige fortællinger. Men som mandens seneste film, “Tristan” (baseret på den oldgamle fortælling om Tristan og Isolde), også slår fast, så er Reynolds en mand, som virkelig forstår sig på godt håndværk og episk drama.

[image=15083]

Ligesom mandens fornemme filmudgave af Alexandre Dumas’ romanklassiker “Greven fra Monte Cristo” fra 2002 (måske endda mandens allerbedste film) blev “Tristan” uretfærdigt forbigået af det globale biografpublikum. Filmen led endda en endnu værre finansiel skæbne end “Greven fra Monte Cristo”, og det er ikke retfærdigt. Der er langt flere film derude, der med langt større budgetter og filmhold i lasten hiver flere folk i biffen, men slet ikke nærmer sig det episke niveau, som “Tristan” er på.

Ligesom mange gamle eventyr, sagn og sagaer, der i høj grad har været med til at støbe den fortællerform og struktur, som bruges flittigt i dag indenfor litteratur og film, byder “Tristan” på en fortælling malet med brede penselstrøg. Filmen er læsset med opildnende taler, store slag, hårrejsende dueller og brogede personligheder, som aldrig ville kunne blive taget seriøst i et nutidsdrama – men den byder samtidigt også på få overraskelser, og indholdsmæssigt skiller den sig ikke særlig meget ud fra mængden af statelige eventyrfilm. Men hvor ofte lyttede man ikke intenst og urokkeligt til et gammelt sagn i de gamle folkeskoledage, selvom historiens udvikling var stærkt forudsigelig?

[image=15086]

“[i]Før Romeo og Julie var der Tristan og Isolde[/i]” fastslog filmens ineffektive marketingskampagne blandt andet. Ligesom Shakespeares udødelige klassiker fortæller “Tristan” om et vanskeligt kærlighedsforhold mellem to mennesker på hver sin side af en frembrusende konflikt. Tristan er en ivrig, intelligent ungkarl, som blev adopteret af en af Englands fåtallige stammeledere efter sin rigtige fars død, da Tristan var barn. På kompliceret vis støder han på Isolde, den irske prinsesse, hvis kongelige fader helst så England lagt i ruiner. De unge har det da heller aldrig let. “Spider-Man”s James Franco (Tristan) og betagende, engelske Sophia Myles (Isolde) udgør ikke ligefrem filmmediets mest mindeværdige par – men de gør et hærdeligt stykke arbejde. Rufus Sewell gør måske endda største indtryk som Tristans magtfulde adoptivfar, der komplicerer forholdet mellem Tristan og Isolde.

Et af filmens hovedproblemer er, at der bruges for lidt tid på at etablere Isolde og samtidigt for lidt tid på at etablere begyndelsen af parrets spirrende kærlighedsforhold. Det er en ulempe for en film, som mere end noget andet hviler på styrken og troværdigheden af sit centrale forhold. Men filmen er vellavet med en detaljerig lydside, et fint score og en syndflod af majestætiske billeder, som – ikke ligefrem overraskende – brødrene Ridley og Tony Scott har været med til at finansiere. Filmens grandiositet (kun af og til hæmmet af det lave budget), velkoreograferede dyster, tekniske triumfer og talrige underholdende scener udgør en overraskende velsmagende filmcocktail.

[image=15088]

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Ud af de mange overraskende flotte transfers, som selskabet Scanbox har sendt på markedet i år, er “Tristan” måske nok det bedste. Edge-enhancement er ikke-eksisterende, kontrasten kunne ikke være meget bedre, og farverne er fyldt med energi og styrke. Derudover er billedsiden ligeså skarp, som filmens talrige sværd. Men Scanbox’ flittige fjende – [i]udtværing[/i] – optræder også en anelse her – især i filmens begyndelse, hvor et røgfyldt lokale skaber en smule problemer for skiven.
AudioDet er ved at være sædvane, at nyudgivne Scanbox-dvd’er imponerer betydeligt med både deres Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 lydspor. De to spor på denne udgivelse er ingen undtagelse. Subwooferen leverer lyd på gentlemanmaner. Af og til går den til fadet på egen hånd, men lige så ofte styrker den lydsporets andre facetter såsom musikken og endda dialogen. Men aldrig fremtræder lyden unødvendigt overrumplende. Panoreringer er naturtro og atmosfæren aldeles nydeligt.

[image=15087]

EkstramaterialeDiscens mest prominente stykke ekstramateriale er dokumentaren “Love Conquers All – Making of Tristan & Isolde” (4 minutter), som er et desværre alt for kort og overfladisk kig på filmen. Når featuretten i forvejen er så kort, er det også ærgerligt, at der bliver brugt en god rum tid på blot at gentage plottet. De to hovedrolleindehavere er det eneste element af filmen, der bliver tilnærmelsesvis grundigt debatteret.

Så byder skiven på en enkelt musikvideo. Det er Gavin DeGraw, der synger “We Belong Together”. Hverken videoen eller nummeret sagde umiddelbart denne anmelder noget.

Trailere til “The Matador”, “The Libertine”, “Sky Fighters”, “Prairie Home Companion”, “Thank You For Smoking”, “Arthur & The Minimoys” og også “Tristan” er her.

[image=15082]

Kort om filmen

Før Romeo og Julie var der Tristan og Isolde, der måtte gå så grueligt meget igennem for kærligheden. Wagners opera af samme navn gjorde de elskende udødelige, men nu får klassikeren om den engelske helt og den irske prinsesse nyt liv i Kevin Reynolds’ romantiske og actionfyldte ridderdrama. Instruktøren Kevin Reynolds klinger måske ikke i alles ører, men han var instruktøren bag “Robin Hood: Den fredløse”, der i 1991 solgte næsten en halv million biografbilletter i Danmark. Med Ridley Scott som executive producer, er scenen sat til en storslået ridderfilm med James Franco i hovedrollen.

Ads by MGDK