En mand og hans kameraChristoffer Boe er tydeligvis langtfra færdig med at eksperimentere med filmmediet. Med hans nyeste film “Offscreen” prøver han at udviske grænsen mellem fiktion og virkelighed, men eksperimentet føles i sidste ende mere som en spøjs idé end en egentlig vellykket omgang original nytænkning.

Der er noget umiskendeligt parentetisk over dette nyeste skud på stammen – ikke så meget pga. sin form og næsten ‘happening’-lignende tilstand, men snarere fordi den forfriskende elegance og hypnotiserende, næsten nostalgiske, melankoli fra de to tidligere værker, “Reconstruction” og “Allegro”, udebliver. Filmen har dog sine stærke sider, og er ofte morsom, endda glimtvis gribende.

I et år har Nicolas Bro været udstyret med et kamera og filmet løs, og det er der kommet et simpelt drama ud af, som hr. Boe og co. naturligvis har planlagt nøje på forhånd, trods den tiltænkte illusion om virkelige hændelser (eller i hvert fald en sammensmeltning). Simpel – som i enkel og ret så ligetil – ikke forstået som dårlig eller underlødig.

Det er historien om Nicolas, der får udstukket et kamera for at lave en film – en film han beslutter sig for, skal handle om hans kæreste Lene – men kameraet er med til at distancere de to fra hinanden, og inden længe må Lene erkende at hun ikke elsker Nicolas mere. Hun forlader ham, og Nicolas går lige så stille i opløsning, mens han trækker sig mere og mere ind i sin film og væk fra sin omverden. Filmen og ønsket om Lenes kærlighed bliver til en besættelse, der får fatale konsekvenser.

Det er sådan set den samme historie, som Boe gang på gang har jagtet og som synes at ride instruktøren som en mare – mandens desperate ønske om at få den kvinde, der pludselig ikke elsker ham mere. Denne variant blev dog udforsket langt mere finurligt i “Reconstruction”s møbiusbånd af en historie, og selv “Allegro” havde det legende og absurde univers, som solid ramme til den måske lidt for rørstrømske patos.

I “Offscreen” er alle kunstgreb barberet væk og vi får det, vi ser. Det er en skrabet æstetik om noget, der i længden er svær at holde sig alt for gode venner med, men har dog den styrke at fiktionen virker mere virkelighedsnær – og dog. For netop historien kan ikke afholde sig fra at ville være en genreting og underminerer derfor lidt den stringente realismeillusion. Bevares, vi ved at det ikke er en dokumentar, vi ser, men troværdigheden styrkes bestemt heller ikke af, at filmens centrale omdrejning – Nicolas Bro – fremstår som en ret så fjollet størrelse.

Hans godmodige dumhed og selvbenægtelse er ganske vist hylende morsom indimellem, men denne humor er også med til at distancere os fra Nicolas. Det gradvise skift fra fornøjelig komik og udstillelse af stjernens ego til alvorens indtog ved indsigten til hovedpersonens kranke skæbne, synes ikke at hive publikum med sig. Man bliver let hængende i Bros konstant ynkelige, men fornøjelige karakter. Det bliver aldrig Bro, men kun [i]Bro[/i] som vi kender ham fra “Rembrandt”, “Adams æbler” eller “Voksne mennesker”. En skam, for en større hudløshed og mindre afvæbnende buldrebasse ville have solgt varen med en isnende følelse i maven som konsekvens.

Der er dog også bastante forcer i “Offscreen”, navnlig i skuespillet, hvor især Trine Dyrholm og Jacob Cedergren formår den svære kunst at spille sig selv uden at afsløre det fiktive og samtidig levere nogle komplekse scener. Lene Maria Christensen er også fremragende som Nicolas’ kæreste, der pludselig får nok, og med hende cementeres den nedslående udstilling af et forlist parforhold. Netop denne grundtragedie, som er Boes metier, afvikles bedst af alt, og filmen genkalder sig nogle gange samme trøstesløse emotionelle stemning som Nicolas Winding Refns “Bleeder”.

Man må altså for alt i verden ikke tro diverse reklamespots og trailere, der sælger “Offscreen” som en gammeldags folkekomedie. Under den muntre facade er der en sort spiral af den forkvaklede kærligheds inerti, der ligeså langsomt bliver til galskab – med en slutning der lugter af “Blair Witch Project” og “Mand bider hund”, og nok mere splatterorienteret end hvad godt er. Alt i alt, et lidt ujævnt frikvarter for Boe og Bro, hvis doku-fiktionelle koncept nok er mere interessant på idéplan end i praksis. Men ikke uden sine små fifs.