Filmz
Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet

The Chronicles of Narnia: The Lion, the Witch and the Wardrobe

Medvirkende:

Georgie Henley, Skandar Keynes, William Moseley, Anna Popplewell, Tilda Swinton, James McAvoy, Jim Broadbent, Kiran Shah, James Cosmo, Judy McIntosh, Elizabeth Hawthorne, Patrick Kake, Rachael Henley, Mark Wells, Noah Huntley, Sophie Winkleman, Liam Neeson, Ray Winstone, Dawn French, Rupert Everett, Cameron Rhodes, Philip Steuer, Sim Evan-Jones, Michael Madsen

Instruktør:

Andrew Adamson

Filmlængde:

147 minutter

Genre:

Adventure, Fantasy, Familie

Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet

Folk uden kendskab og kærlighed til Narnia-bøgerne, miniserien og tegnefilmen vil sandsynligvis opleve “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” som det, den egentlig er: en helt kompetent men ikke særlig skelsættende eller dristig familiefilm. Det er en film, som maler med brede, sikre penselstrøg, men sjældent virkelig tager sig tid til at skabe en stærk forbindelse til sit publikum, og lidt for ofte har travlt med at forsøge at være et pompøst, episk alternativ til “Harry Potter”. Det gør egentlig, at filmen kommer til at føles forhastet og utilstrækkelig. Karakterer bliver introduceret i flæng og ofte så hurtigt, at man ikke når at etablere et ordentligt forhold til dem og derfor ender med at få et lidt apatisk forhold til visse elementer af fortællingen.

[image=14231]

Derimod vil folk som undertegnede, der er vokset op med Narnia-universet fra barndommen af (især via BBC’s mageløse miniserie), sandsynligvis føle en tættere forbindelse til Narnia og dets indbyggere. Et kendskab til universet gør indlevelsen lettere og oplevelsen mere berigende. Men det er naturligvis ikke en optimal situation. Måske er det noget, som den kommende forlængede udgave af filmen vil råde bod på. Det er måske egentlig ikke så forfærdelig meget, der skal til. Lidt mere tålmodighed og tid til at etablere personerne, verdenen og historien ville være et stort plus. Folkene hos special-effects firmaet WETA måtte egentlig også gerne have brugt lidt mere tid på skabelsen af filmens computergenererede dyr og baggrunde, der lidt for ofte gør filmen kunstig og endda studieagtig, hvilket langtfra passer en grandios, eventyrfortælling som den i “Narnia”.

Men der er også masser af godt i filmen. Det er ikke overraskende at erfare, at den blev skudt kronologisk, eftersom børneskuespillerne synes at blive bedre og bedre. Det tjener egentlig også karaktererne, og derudover er Tilda Swinton den perfekte hvide heks, “Children of Dune”s James McAvoy er en velkommen hr. Tumnus, og Liam Neesons mageløse stemme får én til at hylde filmens særdeles computergenererede kongeløve, Aslan. Harry Gregson-Williams musik er fornem og endda ofte rørende, og man har også smidt adskillige habile sange fra talentfulde musikere ind i filmen. Og på trods af de ofte middelmådige effekter er det sjældent, man kan kritisere “Narnia” for ikke at være billedskøn og besiddende et sprudlende lydbillede. Men det er i sidste ende ikke teknikken, der giver filmen en 4-stjernet vurdering, men dens uskyldighed.

[image=14234]

Ekstramaterialet på dvd’en viser ofte tydeligt, at instruktør Andrew Adamson (“Shrek”) selv er lidt af en barnlig sjæl, og hans forfriskende og næsten paradoksalt [i]professionelle[/i] barnlighed har gjort “Narnia” til en herlig naiv og stærkt underholdende oplevelse, i høj grad på samme måde som f.eks. “Star Wars”. “Narnia” er naturligvis langt fra lige så gennemført eller betydningsfuld en film, men det er denne luftige naivitet, der er dens største styrke. Adamsons film minder os ofte om dengang verdens problemer var så fjerne og ubetydelige, og ideen om en eventyrverden befindende sig i et gammelt klædeskab slet ikke var så utroværdig endda.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Narnia” byder på et godt, men skuffende, transfer. Billedet er en anelse blødt, og derudover optræder farverne af og til en smule for matte. Vi slipper heller ikke for en lille dosis edge-enhancement. Måske er det inkluderingen af adskillige Dolby Digital 5.1 spor, der har haft denne lidt kedelige effekt på billedsiden. Men farverne ser dog generelt dejlige ud, kontrasten er virkelig god og grums, gryn og snavs er fraværende.

[image=14239]

AudioDvd’en indeholder desværre ikke det fantastiske DTS-mix, som var at finde på R1-udgivelsen af “Narnia”. Men det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor, som befinder sig på denne danske udgivelse, er bestemt heller ikke uimponerende. Bunden er god, dialogen klar, musikken fyldig og effektiv. Samtlige højtalere deltager i festen, uden at overbenytte baghøjtalerne unødvendigt. Men man savner alligevel en lille smule mere punch og kreativitet… de magiske, uforudsigelige genialiteter, som en film som “Narnia” burde være fyldt med. Kanalnetværket bliver simpelthen udnyttet på lidt for ordinær vis. Det danske Dolby Digital 5.1-mix er også rigtig godt, hvor stemmerne så naturligvis er blevet dubbet af diverse danske skuespillere.
EkstramaterialeLigesom alle andre Disney dvd’er byder “Narnia”-dvd’en på adskillige trailere. Trailere til “Cars”, “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste”, “Lille kylling”, “Sky High”, “Bjørnebrødre 2” og den kommende special-edition “Den lille havfrue”-dvd er alle inkluderet. Disc 1 byder også på 4 minutters ofte morsomme fraklip.

Det mest interessante materiale på disc 1 er naturligvis de forskellige kommentarspor. Der er tre af slagsen, hvor de to er traditionelle lyd-kommentarspor og det sidste er et tekstligt et af slagsen, hvor info om filmen, universet og dets historie løbende dukker op under filmen. Hardcore Narnia-fans vil nok ikke lære meget nyt, og informationerne er fåtallige, så det er godt at aktivere samtidigt med et af de to lyd-kommentarspor.

[image=14235]

Og disse er begge ganske gode. På begge spor deltager instruktør Andrew Adamson, ledsaget på det første spor af filmens fire børn og på det andet af producer Mark Johnson og produktionsdesigner Roger Ford. Der er pauser på begge spor, men der er for det meste godt gang i deltagernes mundtøj, og der bliver talt om både skuespil, historie og teknik.

Disc 2 er delt op i to dele: “Creating Narnia” og “Creatures, Lands & Legends”.

Første del byder på adskillige dokumentarer. Først og fremmest “Chronicles of a Director” (38 minutter) og “The Children’s Magical Journey” (27 min.). I den førstnævnte hører vi om instruktør Andrew Adamson og hans oplevelser med at instruere sin første live-action spillefilm. Vi kommer tæt på forarbejdet på filmen, castingen og – i høj grad – filmens udseende og effekter. Dokumentaren er velproduceret, interessant og fyldt med interessante anekdoter, billeder og interviews med nærmest alle filmens vigtige personligheder.

“The Children’s Magical Journey” fortæller om børnenes forhold til filmen og oplevelser under optagelserne. Det er egentlig ganske muntert at få lov til at se skabelsen af filmen gennem børnenes øjne, som ikke bare betragtede deres arbejdsplads som en dyr kulisse, men som noget magisk.

[image=14236]

Vælger man “Evolution of an Epic” på samme menu, finder man featuretten “From One Man’s Mind” (4 min.) omhandlende C.S. Lewis, samt “Anatomy of a Scene: The Melting River” (12 min.), som selvsagt fortæller om skabelsen af scenen med børnene og floden med den smeltende is. Klikker man på “Cinematic Storytellers” får man adgang til otte dokumentarer omhandlende filmens hovedansvarlige bagmænd, såsom WETA’s Richard Taylor og komponisten Harry Gregson-Williams. Kvaliteten er gennemgående høj, og tilsammen varer de i alt 55 minutter. Det eneste, man her kunne savne, var måske lidt om lyden. Undermenuen “Creating Creatures” byder på 11 korte featuretter, der går tæt på flere af filmens karakterer. Tilsammen varer de små 15 minutter.

Så går vi tilbage til dvd’ens anden hoveddel: “Creatures, Lands & Legends”. Vælger man her “Explore Narnia”, bliver man præsenteret for et kort over Narnia, som man har mulighed for at udforske. Dette vil garanteret være et hit hos de mindste. Her er også en tidslinie bestående af adskillige fine animerede sekvenser, der beretter om Narnias historie.

Menuerne er for øvrigt vældig flotte, og i dvd-æsken befinder der sig også nogle papirtrykte concept-art billeder.

[image=14227]

Kort om filmen

I C.S. Lewis’ tidløse eventyr møder vi de fire Pevensie-søskende Lucy, Edmund, Susan og Peter. Historien foregår i England under 2. Verdenskrig, hvor de fire børn kommer til landet Narnia, da de går igennem et magisk klædeskab, som de finder, da de leger gemmeleg på en mystisk professors gods. I det engang så fredelige Narnia møder der børnene et charmerende land, hvor der bor talende dyr, dværge, skovguder, kentaurer og kæmper. Men den onde, hvide heks Jadis har kastet en forbandelse over landet, som hun har indhyllet i evig vinter. Med hjælp fra den ædle og gådefulde hersker, den imponerende løve Aslan, tager børnene kampen op mod Jadis i et imponerende slag, som for altid skal befri Narnia fra hendes iskolde jerngreb.

Ads by MGDK